Hvorfor holde fast, når man kan give slip?

by
At holde fast…

Ja, hvorfor holde fast, når man kan give slip?

Forestil dig, at du er ude at klatre. Det er første gang. Du er bange. Du er spændt. Du klatrer op ad en stejl væg. Dine fingre er dit vigtigste redskab lige nu. Dine ben ligeså. Din krop. Den arbejder for dig – opad, opad og opad. Alle musklerne i din krop arbejder. Du skal nå toppen. Fokus. Arbejder dig opad. Kigger ikke ned. Shit, du vil gerne ned. Højt at flyve, dybt at falde. Hvorfor kæmpe dig videre?  Hjertet hamrer og adrenalinen pumper. Det er svært. Grænseoverskridende. Og du gør det. Du bruger lang tid på at nå toppen. Der er ikke langt igen. Benene ryster. Armene syrer.
Du gør det. Du når toppen. Endeligt. Du gjorde det. Tillykke. Sikke en sejr. Sejt. Flot. Way to go. Wow.

“Giv slip, så firer jeg dig ned igen”.

“What? Nej, jeg kan da ikke bare give slip. Så falder jeg jo. Jeg skal bare lige… øhhh være her lidt mere. Nyde udsigten lidt”.

Dine ben syrer for vildt. Du vil egentligt gerne ned, men du kan ikke. Du kan ikke give slip. Du holder fast. DU må stå der bare lidt endnu. Mærke suset. Mærke kroppen. Være i det. Være med det. Hjertet hamrer. Om lidt skal du give slip. Give slip og lade dig falde. Nedad, nedad, nedad. Nej. Hvor hurtigst mon det går? Giver det et sug i maven. Er der nogen, der holder dig? Eller griber dig? Din krop. Adrenalinen. Hjertet. Sveden. Angsten.
Hvorfor give slip, når du kan holde fast?

Du bliver nødt til det. Du kan ikke mere. Kroppen siger til nu. Den vil gerne. Du er klar. Fingrene løsner grebet. Du giver slip, strækker benene og læner dig tilbage i selen. De holder dig. Selen holder. Du firer lige så stille nedad. Mod fastland. Du mærker glæden. Suset. Adrenalinen. Du lander. Du har begge ben på jorden. Du mærker dig selv. Du mærker kroppen. Begge ben. Du gjorde det. Du er stærkere. Du er bedre. Du er sejere. Stærkere, bedre og sejere end du troede. Du gjorde det. Hjertet hamrer og kroppen ryster. Du gjorde det.

Din tur den ene vej var det hele værd. Din tur den anden vej var endnu mere værd. Du mærkede dig selv, du holdt fast og du gav slip. Du favnede og accepterede. Du ved, du kan. Du ved, du lander igen. Uanset hvor skævt et tårn du er klatret opad… hvis du giver slip, kommer du altid lige ned. Men du lander, og du klarer det. Du står med begge ben godt på jorden. Parat til at gå videre. Parat til at bevæge dig videre. Ud i verden. Ud til nye udfordringer. Du gjorde det!




Hvorfor holde fast, når man kan give slip?

At holde fastDenne lille skrivelse og tankerne bag den kom til mig efter en snak, jeg har haft med en veninde. Når man er psykisk udfordret, kan det være svært for andre (og en selv) at vide, hvad der er bedst for en. Jeg ved, at nogle af mine nærmeste har haft tanker som, at nu måtte jeg da snart komme videre, nu skulle jeg ikke blive ved med at tærske rundt i, hvad der engang er sket, at det var på tide for mig at give slip, at jeg måske ikke skulle holde mig selv fast i det hele igennem bloggen her osv. osv. Det ved jeg, for det har jeg snakket med flere om. Det er fint nok. Det har været svært at “sluge”, når det lige er blevet sagt til mig, men efter adskillige tanker bagefter, er jeg kommet frem til, at det er ok. Ok at de mener, som de gør. Ok, for jeg forstår dem godt. Jeg ville nok have gjort det samme.




Det er ok fordi, at jeg har haft og har det super fint med at gøre det hele i mit tempo. Jeg har ikke kunnet gøre anderledes. Jeg har tidligere været presset. Mega presset. Mange gange sygemeldinger. Og jeg vil ikke mere. Jeg vil ikke byde min krop det mere. Det har været vigtigt for mig, at være i det, der gjorde ondt. Det har været vigtigt for mig, at lærer signalerne at kende. At lære årsagerne at kende. Det har været vigtigt for mig at holde fast – for at kunne give slip. At holde fast – bare lidt endnu – for at kunne give slip. Processen inden i mig har været vigtig, og den har ingen helt kunne forstå eller tage fra mig. Den var der – forbandet hård var den – og det var ok! Det ER ok!

 

Det var ordene.
God weekend derude.

www.meskildsen.dk




Angst og stress: Når man kommer i bedring

by

Angst og stress er to ret vilde ting at lide af. Kroppen og hjernen taler ikke ordentligt sammen, og man kan intet styre selv. Når man så pludselig oplever bedring, er der smil og optimisme at spore. 

Jeg har jo i LAAAANNNNGGGG tid ligget underbøjet af angst og stress. Angstlidelsen har været der i meget længere tid end stress, men jeg har ikke vidst, at angst var en del af mig. Det ved jeg nu. Heldigvis er begge dele på tilbagetog. Angstlidelsen vil jeg nok altid have i mig, jeg er bare ved at lære at håndtere det hele. Stressen blev til sidst arbejdsbetinget, men har alligevel været en stor del af min krop i mange år efter stressede perioder med mine forældres sygdomme og død. Om det er stress eller angst, der har fyldt mest, det ved jeg faktisk ikke, men jeg ved, at det HAR HAFT magten over min krop, men at jeg er godt på vej til HELT SELV at tage magten med mit kloge hoved og min krop. De to ting skal nemlig arbejde sammen – i stedet for at modarbejde hinanden.




angst og stress

I torsdag skrev jeg lidt om (lige her), at jeg er meget glad for min blog og min åbenhed omkring mit forløb. Det har på nogle punkter gjort mig sårbar (fordi jeg åbnede en rygsæk, der var MEGET lukket til før), men jeg er faktisk mest overbevist om, at det har styrket min vej igennem det. Jeg har haft godt af at skrive “til nogen”, istedet for bare mig selv eller en dagbog, og så har jeg lært mig selv at sætte ærlige ord på mine udfordringer.

Bedring

Jeg har tidligere været i bedring. Lidt bedring. Bare ikke så meget som nu. De sidste måneder – eller endda hele 2017 – har været fremgang på fremgang på fremgang. Jeg har ikke haft mange nedture, tilbageskridt, hovedpinedage, tristhed, modløshed m.m. Det er fantastisk og magisk at opleve. Dog ved jeg også godt, at der har været lidt dage med hovedpine og også voldsom hovedpine, hvor jeg har måtte trække stikket og tage en dyb indånding. Det er så svært ikke bare at KLØ PÅ, når man jo egentligt har det bedre og på de rigtigt gode dage, har det GODT. Men på et tidspunkt reagerer kroppen altså igen på belastninger, og det er jo egentligt meget godt.

I torsdag skrev jeg også til sidst i indlægget, at det er højtid for gymnastiskopvisninger, hvilket har været en kolossal stor belastning for mig de sidste to år. Nu skal jeg fortælle dig hvorfor:

Ja, hvorfor egentligt?

Det er faktisk svært at svære helt på. Men det er kroppen, der reagerer på overbelastninger.
Jeg ELSKER gymnastikopvisninger. Jeg er ikke selv en gymnastikpige. Har ALDRIG gået til gymnastik, så det er ikke pga. minder fra en svunden tid, som man siger. Og dog, for jeg var dansepige og har elsket afdansningsballer og turneringer. Jeg elskede desuden som barn – og voksen – at optræde. I virkeligheden ville jeg have gjort mig godt som skuespiller, men det var der jo ingen fremtid i (blev der sagt!).




Når jeg sidder til en gymnastikopvisning med mine egne børn, kan jeg mærke suset, spændingen og glæden ved at være på gulvet med sine kammerater foran et stort publikum. Klapsalverne der runger i salen i takt til musikken, og forældre og bedsteforældre der sidder stolte og kigger. Ja, jeg får en klump i halsen og tårer i øjnene til indmarchen, og mine børn synes, jeg er fjollet. Det er jeg måske, men jeg er ligeglad. Jeg nyder hver en stund til opvisningen.

Og dog… For de sidste år har jeg været angst.

ANGST ANGST ANGST

Angst for ikke at kunne komme ud af hallen.
Angst for larmen.
Angst for mange mennesker.
Angst for at besvime.
Angst for at skulle igennem menneskemængden for at gå på toilettet.
Angst for at begynde at græde.
Angst for at andre kunne se det på mig.

Det har betydet, at jeg har været bange i flere dage, ja endda uger inden selve opvisningen. Det har gjort mig urolig. Ødelagt min nattesøvn. Givet mig migræne. Gjort mig ked af det og meget meget mere.

De sidste to år har jeg haft en aftale med arrangører at arrangementet om at få reserveret en plads, så jeg vidste, hvor jeg skulle sidde. Det har været noget af det mest grænseoverskridende og angst-provokerende, jeg har prøvet. For på den måde udstiller jeg jo min sårbarhed, og hvis der er noget, jeg har været bange for, er det at udstille mig selv og bede om hjælp. I mit hoved har det været at bukke under og vise en svaghed, som har været meget uacceptabel for mig.

Viljen viste vejen

Men jeg VILLE med. I princippet kunne jeg jo bare være blevet hjemme og have skånet mig selv for alt det bøvl, men nej… det var ikke en mulighed for mig. Jeg har hele vejen igennem min sygemelding sagt, at det ikke må gå ud over mine børn, at jeg var syg, så jeg VILLE med. Om det så skulle koste mig mange dage i sengen den efterfølgende uge. Mine børn skulle have deres mor med til opvisningen og det fik de. Det betød mange søvnløse nætter for mig, både før og efter opvisningen og utrolig mange spekulationer og bekymringer. Bekymringer der var åndsvage, irrelevante og uhåndterbare, men helt sikkert meget vigtige inde i mit hoved. DENGANG!

NU NU NU

Nu er det mandag. En temmelig travl weekend er gået her i familien. Faktisk en alt for travl weekend. Med arrangementer vi ikke følte, vi kunne eller ville sige nej til. Sådan er det nogle gange. Heldigvis ikke så tit.

Nå, men lørdagen bød på årets første gymnastikopvisning med flere tusind mennesker og højt musik. Efter sådan en dag, hvor man sidder på sine flade røv, bliver man altså træt. Det gør alle mennesker, tror jeg. Det var jeg også. Og jeg sluttede desværre også dagen af med mega hovedpine – hele aftenen, natten og søndag. MEN det bedste af det hele er, at jeg startede dagen roligt. Uden bekymringer. Uden særlige aftaler. Uden angst. Helt rolig, kontrolleret og med en “jeg glæder mig-følelse” i kroppen. WOW, siger jeg bare. Det er ikke sket meget længe. Og det var dejligt.




I hallen vinkede jeg lige kort til arrangøren, som jeg har haft aftaler med tidligere. Jeg ved ikke, om hun bemærkede eller tænkte over det, men det gjorde jeg, og det var det vigtigste.

Og det næstbedste er, at jeg allerede i dag, mandag, er nogenlunde ovenpå igen. Lidt træthed er der at ane efter en travl weekend, men jeg har sgu klaret det og det er jeg ovenud lykkelig for. Det har ikke væltet mig af pinden, men givet mig endnu mere mod og optimisme omkring fremtiden.

det er værd at bemærke sine små og STORE fremskridt. Jeg har taget et, for mig, meget tydelig og stort skridt fremad i denne weekend.

Ha´ en vidunderlig dag og uge. Tak fordi du læste med HELT til enden af dette indlæg.

Om lidt skal jeg besøge min gamle og meget optimistiske morfar, som er et kæmpe forbillede for mig.

www.meskildsen.dk

 

Angst: med åbenhed

by

Når jeg skriver om angst her inde på bloggen, er det for at åbne mit hjerte. For jeg ved, at det hjælper mig og min videre proces. Jeg ved også, at det hjælper med samme udfordringer. 

angstI sidste uge startede jeg på et nyt forløb igennem CEB, Herning kommune. Et forløb for “os med angst”. Det hedder ACT og udføres af en psykolog. Vi er en hel flok angstramte, som hver uge skal undervises i dette ACT. ACT står for Acceptance and Commitment Therapy. Jeg kan ikke skrive så meget mere om det, for jeg har jo ikke gennemført endnu, men indtil videre er der et godt forløb. Især er det fantastisk at møde andre med samme slags følelser og samme slags kaostanker inde i hovedet. For VI ER IKKE ALENE – og det er rart at vide.

Jeg glæder mig til at lære endnu mere i forløbet. Heldigvis er jeg jo i en utrolig bedring med mig selv og tænker heldigvis faktisk, at der er en fremtid for mig, hvor angst ikke styrer min hverdag. SÅ langt er jeg.




MEN MEN MEN…

Angst er grufuld og angstprovokerende ( 😉 he he). Jeg er bange (eller angst) for angsten. Jeg er bange for at vælte igen. Jeg er bange for lige pludselig ikke at kunne styre det igen. Og det gør mig angst for angsten. Den følelse skal jeg hvis arbejde lidt med. Jeg håber, jeg lærer mere på dette ACT-forløb.

Min tid som blogger

I min tid som blogger har jeg skrevet en del om angst, stress, sorg, psykiske udfordringer og meget mere. Jeg er meget beæret over jer, der læser med. Om du er ny eller gammel følger på bloggen. Det gør mig godt at vide, at andre kan bruge det, jeg skriver.

I første omgang skriver jeg for mig selv. Det gør mig godt at være åben omkring det, at skrive, tegne og fortælle, at acceptere og at stå ved. Og så er det især godt, når jeg får tilbagemeldinger fra jer, som skriver, at I præcis ved, hvordan det er og at I sagtens kan identificere jer med følelserne. Det er selvfølgelig synd for jer, at I også kæmper, men det er godt for mig at vide – og det er godt, at vi kan stå sammen.

Hvis du vil, kan du følge mig på min Facebookside – Lige her. Jeg bliver så glad, hvis du synes godt om og måske deler min side.

Jeg har også en Instagram, som hedder Meskildsenblog. Du kan finde den her.

Og du kan finde mig på blogloving. Du kan finde linket i højre side af din computerskærm.




Mine indlæg om angst

Altså angst er en del af mig og har været det i mange år efterhånden. Jeg har bare ikke rigtigt vidst, at det var angst, jeg gik og tumlede med. Jeg var nok bare mærkelig, anderledes, sart, skør og mange andre nedværdigende tanker om mig selv. Lige indtil psykiateren sagde ordet Generaliseret angst om mine udfordringer, har jeg bare følt mig sart, skør og stresset. Men hans ord gav mening og gav mig en ro, accept og forståelse. Åh, hvilken lettelse. Jeg er ikke én, der ligger på den lade side, så nu havde jeg endeligt noget reelt at arbejde ud fra og det gav mig mod. FED følelse.
Sidenhen har jeg jo været i et forløb med hypnoterapi (5 path) og selvterapi (7th path), som har givet mig en endnu større ro indeni. Simpelthen fantastisk. Det er meget anbefalelsesværdigt.

Hvis du vil læse lidt mere om mine tanker, min rejse osv. så prøv at læse med her  på mine indlæg om angst. Læs dem som de er eller i vilkårlig rækkefølge eller bedst bagfra, da de kommer i den rækkefølge, jeg har udgivet dem. I starten var jeg hårdere ramt end nu.
Mange af mine indlæg om stress, har også en del angst blandet ind i, for det er jo ikke helt sort/ hvidt det hele. Det har været en stor skudder-mudder-masse for mig. Alle mulige følelser blandet sammen i en pærevælling. Og det er i virkeligheden det, der er svært, for hvor kommer det fra, hvad er det og hvad forstærker det. Hvad kom først? Hønen eller ægget? Angsten eller stressen? Jeg ved det ikke… Det har jo nok næsten altid været der!

Du kan få en visuel oversigt – et index over mine indlæg i Den psykiske rejse. Det er nemlig præcis en psykisk rejse, jeg har været på. Ja, det er jeg sådan set stadigvæk.

Med ønsket om at du får en dejlig dag…

Pøj pøj med læseriet.

Skriv gerne en kommentar nedenfor. TAK!

Nu trænger jeg til at hvile hovedet.

Ha´ en vidunderlig forårsdag.

Forresten: Det er meget snart gymnastiskopvisnings-tid. Opvisningerne elsker jeg at være tilskuer til, men de har været en kæmpe udfordring for mig de senere år. Læs med, når jeg snart skriver om det! 

www.meskildsen.dk



1 2 3 78