Stress som tabu #3

by

Dette er tredje del af serien om stress som tabu. I har taget rigtig godt imod serien, hvilket jeg er meget glad for.

Stress som tabu. Du læser stadig med. Tak for det. Jeg er især glad, fordi jeg så gerne vil have, at folk læser det, jeg har på hjertet. Jeg vil gerne dele mine erfaringer og oplevelser med jer. Jeg vil IKKE tabuisere stress, men i stedet italesætte, hvor skrækkeligt og ensomt det er at havne i.

Hvis du endnu ikke har fået læst de tidligere indlæg, så kan du finde dem her:

Stress som tabu #1

Stress som tabu #2

 

stress-som-tabu3

Sygemeldt fra fx tøjvask

I går skrev jeg om, at man OGSÅ bliver sygemeldt fra hjemmet. NEJ, det kan jo ikke lade sig gøre helt 100 %, det ved jeg, men man kan godt drosle lidt ned på forskellige opgaver. Det kan jo blive en nødvendighed.




I min situation kom det helt af sig selv. Jeg kunne nærmest ikke noget som helst i starten. Jeg sov MANGE timer i døgnet. Når jeg var vågen, sad jeg og kiggede ud i luften. Nogle gange TVANG jeg mig selv til at udføre en opgave.

Nej, nu må jeg hellere få hængt det vasketøj op!

En opgave, jeg tidligere havde klaret på 5-10 minutter, kunne nu tage flere timer for mig. Jeg kunne måske hænge 2-3 stk. tøj på snoren, men måtte så ind og sidde eller ligge igen. Simpelthen pga. svimmelhed. Jeg følte, jeg var ved at besvime. Jeg KUNNE ikke udføre en hel opgave ad gangen. Det var vanvittig sygt at have det sådan. Jeg var helt rundtosset og slet ikke mig selv. Sådan var det for 2 år siden, og sådan er det til dels stadigvæk. Bare i en lidt bedre udgave. Nu kan jeg godt klare mere end 2-3 stk. tøj ad gangen, men der skal planlægges og der skal ikke så meget til at det bliver uoverskueligt for mig.

Eksempel

Forleden var vaskemaskinen i gang. Centrifugering. Jeg havde planlagt, at jeg skulle hænge tøjet op, når den var færdig. Jeg kan, for det meste, godt klare en hel maskinfuld ad gangen nu. Hvad jeg ikke vidste var, at begge vores tørrestativer var fyldt med tørt tøj, som først skulle lægges sammen. BUM! Det væltede mig. Jeg kunne lige med ét ikke overskue opgaven. Jeg KUNNE ikke. Det gav et sæt i mig og jeg begyndte at svede. Opgaven var simpelthen for stor i forhold til min planlægning. WHAT? Jo, sådan kan man også få det. Jeg opgav simpelthen opgaven og blev både skuffet, flov og ked af det. Og sådan var det så den dag. Mega ærgerligt og mega træls.

Det var med en vis ærgrelse, jeg måtte fortælle Jesper, da han kom hjem, at jeg IKKE havde fået hængt tøjet op og han så måtte BÅDE lægge tørt tøj sammen og hænge vådt tøj op.
Se, her kommer partnerens opgave bl.a. ind:




Partneren

Det er mega flovt, at jeg ikke kan klare det selv. Det skammer jeg mig over. Til gengæld er jeg dybt taknemmelig for at have min klippe ved min side, som kommer hjem fra en lang arbejdsdag, hjælper mig, krammer mig og forstår. Det er guld værd. MEN det kræver også, at jeg tør åbne mig og være sårbar. At jeg bryder det TABU, der er omkring det at have stress. At jeg fortæller helhjertet og sårbart, hvordan jeg har det. Jeg KAN ikke klare det hele. Der er en fysiologisk grund, en hindring inde i hjernen der gør, at jeg simpelthen blokerer. Hvis jeg ikke bryder mit tabu, så har han jo ikke en jordisk chance for at se og forstå udfordringerne. Så ville han måske også bare tro (som alle de andre), at jeg er doven og burde at kunne klare en masse.

Jeg kender nogle, som tror, at man nærmest bliver en hjemmegående “et-eller-andet”, når man bliver sygemeldt med stress. Ja, man bliver hjemmegående, men man bliver ikke hausfrau, som klarer alle de huslige opgaver. For det kan man ikke. Til gengæld har man brug for hjælp til at klare de opgaver, man tidligere kunne klare, selvom man også gik på arbejde. Sådan er det bare.

Mit talerør

En anden af partnerens opgaver i forhold til Stress som tabu er, at han bliver et slags talerør. Et meget vigtigt talerør. Han er også udfordret, for hans kone er svækket og han skal klare mange ting, som han tidligere ikke gjorde. Ikke kun huslige ting, men han skal også tage beslutninger, som tidligere var mig, der tog eller en fælles beslutning. Som stressramt har du måske utrolig svært at tage endelige beslutninger. Dine tanker er et virvar og det er svært at beslutte noget. Derfor er det tit sådan, i hvert fald her hjemme, at jeg spørger ham til råds. Han ved efterhånden godt, at han ikke skal sige, at det bestemmer jeg eller det må jeg selv bestemme.

Beslutningstageren

Nej, han SKAL træffe beslutningen, for ellers bliver jeg frustreret, hvilket kan føre til fx uoverskuelighed og gråd. Jeg vil skynde mig at sige, at det er blevet langt bedre med tiden, og jeg kan godt træffe beslutninger nu, men det er til tider stadig lidt en udfordring. På mange områder bliver han udfordret og kan have brug for en ven eller en at snakke med. Det er derfor også vigtigt, at HAN får sat ord på, hvordan det er at stå i den pårørendes sko. Det er jo ikke lutter lagkage – og han skal også italesætte sin egen situation. Samtidig med det, så er det vigtigt for mig, at han fortælle andre, hvordan JEG har det. Det er vigtigt, at den der “jamren” ikke kun kommer fra mig. Forstår I, hvad jeg mener? Det lyder måske egoistisk, men jeg har brug for, at andre fortæller om, hvordan jeg har det, for på den måde bliver det også italesat – og ikke kun fra mig. På en måde bliver det hele lidt mere okay.

Mærkelig tankegang

Helt ærligt, jeg synes faktisk selv, det lyder lidt mærkeligt, men det er faktisk tankerne her fra. Fuldstændigt ærligt. Og det er faktisk det, jeg bedst kan lide her på bloggen. Det er min egen ærlighed og personlig, og jeg tør fortælle og skrive det, jeg tænker.
Det er rart for mig at høre fra min egen mand, at det sgu (undskyld) ikke er sjovt altid. Det er rart for mig at høre, når han fortæller, hvad HAN oplever. Det trøster mig på en eller anden måde, for så ved jeg, at han har set mig. Det dulmer min ensomhed en hel del og skaber VORES fællesskab omkring det.  Samtidig er det godt at andre bryder tabuet omkring stress, og ikke kun den stressramte. Det føles let sådan her:

Hej, her er jeg. Jeg har stress.

Det er rart, når det bliver sådan her:

Min kone er ramt af stress, og det betyder noget for hele familien. Det er hårdt, men vi holder sammen og hjælper hinanden igennem det.

Lyder det ikke fedt? Sådan skal det være. Vi skal være fælles om det der stress.

Kære stressede person, dette er til dig

Er du stressramt, er det derfor utroligt vigtigt (synes jeg), at du ikke går med det hele selv. Det er en alt for stor opgave. Du skal have noget hjælp – og det er oplagt at få fra sin partner. Hvis du ikke har en partner, så må du få din hjælp andetsteds fra. Det kunne være dine forældre, en ven, veninde, søster, terapeut eller en helt anden. Du ved selv, hvem du har størst tillid til.

Nå, jeg har en maskinfuld tøj, der skal hænges op.
Jeg ved heldigvis, at der er et tomt tørrestativ til det, for det fortalte Jesper mig i morges 😉
Så det er da ingen sag 😉

hjerte




Stress som tabu #2

by

I går skrev jeg min første indlæg om stress som tabu. Jeg mener faktisk stadig, det er et meget vigtigt punkt, som du bør læse. Jeg deler det op i en serie om Stress som tabu. Dette er anden del.

Tak fordi du læser med på serien om stress som tabu. Jeg finder det utroligt vigtigt, at det bliver belyst. Især for de stressramte. Især for hvordan de opfatter det at være brudt sammen med stress. Især at de tager det alvorligt og åbner op for “posen”. Det er IKKE noget, man skal gå med selv. Hvis du er stresssygemeldt, har du højst sandsynligt gået med en masse foruroligende og skamfulde tanker i al for lang tid og det har ikke været godt for dig. Derfor vil jeg anbefale dig at åbne lidt op nu. Læs gerne mit lille “opråb” til dig i mit indlæg fra i går Stress som tabu #1.

stress-som-tabu
Mere info, tak!

Hvis man googler stress som tabu, kommer der ikke alverden frem, synes jeg ikke. Det handler mest om stress som tabu på arbejdspladser. Det er selvfølgelig også en meget væsentligt faktor, i og med det betyder alverden for den stressramte at hun/han bliver mødt med forståelse og hjælp fra arbejdspladsen, både under og efter sygemeldingen. Stress er et problem på MANGE arbejdspladser, der må og skal tages alvorligt. Jeg læste et sted, at der på en del arbejdspladser bliver arrangeret et foredrag eller oplæg om stress. En ca 2 timers seance, hvor alle medarbejdere får samme informationer. Bagefter går alle igen hver til sit og passer sig selv. Sådan foregår det mange steder. Er det godt? NOPE. Det mener jeg ikke, er godt nok. Der skal flere handlinger og tiltag til, samt forståelse og indlevelse. Jeg er ganske overbevist om, at det kan være svært at forstå og indleve sig i en stresssituation, hvis man ikke selv har prøvet det, men så må man følge de informationer, man får rundt omkring fra. Det er fantastisk vigtigt for den stressramte, at man bliver mødt med respekt. Ellers dyrker vi bare tabuet endnu mere, for så bliver det IGEN en skamfuld ting at være stressramt.




Skamfuld

Nu skrev jeg skamfuld, og det er lige, hvad jeg mener en stresssygemelding er. Inde i den stressramtes hoved vel at mærke. Det er simpelthen SÅ skamfuldt at blive ramt af stress og ikke kan udføre de opgaver, man plejer at kunne.

Det er skamfuldt, fordi man føler sig svag, uduelig og absolut intet værd. Det ville være noget nemmere, hvis man havde brækket benet, for det ville alle jo kunne se.

Man føler sig skamfuld, fordi man er bange for at andre tror, man “pjækker”, er doven og ikke gider laver noget.

Man føler sig skamfuld, for man er nødt til at skuffe nogle mennesker, som man måske i forvejen har nogle aftaler med eller har lovet noget.

Man skammer sig over, ikke at kunne arbejde og bidrage ordentligt til familiens indkomst. Man HADER at være en del og afhængig af “systemet”, som ellers er virkelig rar at have i denne situation.

Mere skamfuld

Man føler sig skamfuld, fordi man ikke kan være den mor, far eller kæreste, man før har været. Man kan ikke yde det samme over for børnene og man skælder dem måske også mere ud. Man orker faktisk ikke rigtigt at være sammen med nogen og bliver derfor enormt asocial. Man orker faktisk heller ikke rigtigt berøringer fra partneren og kys, kram og sex bliver ofte “noget, der skal overstås”. Man vil egentligt helst bare ligge lidt i ske og blive holdt om. Det vender heldigvis tilbage igen 😉

Alt det og meget mere skammer man sig over, for sådan plejer man ikke at være og man vil jo heller ikke gøre nogle kede af det. Det er derfor enormt skamfuld at være sygemeldt med stress, og derfor bliver det også nemt et tabu at snakke om.

Tabu at snakke om det

En af de væsentligste grunde til, at det bliver et tabu at snakke om sin stresssituation er, tror jeg, at vi selv dyrker dette tabu. Vi skal ikke lukke os inde eller skamme os. Vi skal være åbne over for os selv og andre – og for pokker da fortælle, hvordan vi har det. MEN det er jo altså ikke fedt at fortælle om, at man råber af sine børn eller ikke gider partnerens berøringer, vel? Det er heller ikke fedt at jamre, at sige at tingene går ad h til og at man faktisk ikke orker at være sammen med nogle. Vel?

JO, det er da fedt, når jeg bagefter oplever omgivelsernes forståelse og accept af at tingene er svært for mig. Når jeg oplever og ser et nikkende hoved med sætningen: “Det kan jeg godt se er svært for dig” og mærker det varmeste helende kram bagefter. SÅ er det da fedt.




Sygemeldt – også fra hjemmet

Kan man det? NEJ, det kan ikke lade sig gøre 100 %, hvis man har forpligtelser, familie, mand eller kone. Det er praktisk talt en umulighed, og det har nok været en af de største udfordringer for mig.

Jeg hørte, på et tidspunkt, mig selv sige til min mand:

Det ville være meget nemmere, hvis jeg ikke var herhjemme. Hvis jeg blev sendt væk og kunne få ro og heling, og så komme tilbage, når jeg var okay igen”.

Og det var jo ikke det, jeg ønskede. Selvfølgelig var det ikke det, men tanken var indbydende, fordi der ville være absolut ro og ingenting, der skulle ordnes. Pligter og arbejdsopgaver fylder i hovedet, og det kan være svært at overskue. Derfor skrev jeg også i går, at når du er sygemeldt med stress, så er du også sygemeldt i hjemmet. Det betyder ikke, at du ikke må lave noget, men i stedet betyder det, at du skal gøre tingene i DIT tempo. Hvis – og NÅR – du ikke kan det, så skal du have noget hjælp. Det vil kræve at din familie træder endnu mere i karakter end tidligere. At de laver nogle af de ting, som DU plejer at ordne. Plejer er nemlig død – og han kommer IKKE tilbage. Der skal laves nye stier, jeres lille familie skal hen af. Derfor er det også en hård omgang for familien, at mor eller far bliver stresset. Det er altså IKKE for sjov.

Respekt, mand!

Jeg har dyb og meget stor respekt for min mand, som står alt dette igennem. Han er min klippe. Jeg beundrer ham for det, han har klaret – og jeg har til tider faktisk også været bekymret for ham. JEG havde ikke klaret hans opgave, det siger jeg bare. Med mig som svageste led i en periode, har vores familie været udfordret … Det er egentligt også skamfuldt at tænke på, men samtidig meget opløftende, når man så er på vej igennem og kan se tilbage på vores kamp sammen. FEDT FEDT FEDT, at man kan klare sådan noget sammen. Det giver et nyt fælles ståsted.

Næste indlæg i denne serie kommer til at handle lidt om partnerens rolle. Partneren spiller også en stor rolle i “Stress som tabu”.

BRYD TABUET – NU!

hjerte



Stress som tabu #1

by

Når jeg skriver om stress som tabu, så mener jeg faktisk, det er et meget vigtigt punkt, som du bør læse. Jeg har så meget at skrive, at jeg må dele det op i en serie om Stress som tabu. Dette er først del.

Stress som tabu … Ja præcis … Stress er for mange mennesker tabubelagt, men det er der absolut ingen verdens grund til. Tvært imod. Det gør kun ondt værre, mener jeg.
Jeg har tidligere skrevet et indlæg om tabu. I den forbindelse handlede det ikke om min egen stresssituation, men om mine forældres alkoholmisbrug, som jeg også har været meget plaget af. Du må meget gerne læse indlægget her.

 

Det var et af mine første indlæg her på bloggen, hvor jeg ytrede en del personlige følelser, oplevelser og erfaringer. Noget af det, der var rigtig svært for mig … for det var så tabubelagt. Jeg har sidenhen skrevet en masse personligt og, måske for nogle, meget tabubelagt, men jeg kan mærke, at det gør mig godt at folk ved, hvordan virkeligheden er hos mig. Jeg kan da godt have lidt ekstra bankende hjerte, når jeg skriver og udgiver det, for jeg ved jo i virkeligheden ikke, hvordan folk modtager det, men jeg ved, at det er bedst for mig ikke at skjule en masse. Jeg hader løgne.

hvad er du bange for



Tabuet gør kun værre

I indlægget skrev jeg faktisk således:

Tabu er “det vi ikke snakker om”. Det vi ikke taler om, fordi vi ikke skal blande os i hinanden, vi vil ikke gøre nogen kede af det eller rippe op i gamle oplevelser. Tabu er ikke noget, man har aftalt. Jeg betragter det nærmest som et psykisk spil, der foregår i en forsamling.

Og jeg mener stadig, at det er præcis det, det handler om. Nu vender jeg det lige mod den stressramte. Det kan fx være mig selv, for jeg er også stressramt. Nu er jeg ikke én, der har haft min stresssituation tabuiseret, men alligevel … Lad os nu antage, at jeg blev sygemeldt med stress, men ikke vil fortælle min arbejdsplads, hvad jeg fejler, hvorfor osv., så vil arbejdspladsen og kollegaerne jo ikke have en ærlig chance for at hjælpe og forstå mig, nu og når jeg engang skal vende tilbage til arbejdet.



Eksempel 2

Det kunne også være, at jeg kun fortalte til mine allernærmeste eller slet ikke engang til dem, at jeg var sygemeldt med stress, men helst undgik at fortælle det til andre, for det kommer ikke andre ved. Jo, det gør det faktisk, for hvis du lyver for andre, så lyver du også for dig selv. BUM! Som stressramt har du brug for andre – mange andre. Du vil blive overrasket over, hvor mange du kender, der har haft stress eller kender nogle, der har haft stress. Du vil blive overrasket over, hvor godt og rart det kan være, hvis andre ved det. Du har brug for at vide, at du IKKE er alene i verden, at du IKKE har fejlet og at der IKKE er noget i vejen med dig.

Personligt udtryk

Når vi vil passe på os selv ved fx ikke at sige noget til noget – at holde stress som tabu – så ser jeg det som et tegn på usikkerhed. Vi stressramte kan meget ofte føle os usikre, dumme, dårlige og forkerte. Vi tænker meget tit:

Jeg er ikke god nok til mit arbejde.
Jeg er faktisk slet ikke god nok til noget.
Det er også bare min egen skyld.
Bare man ikke kan se det på mig.

Vi tror, det er en måde, vi passer på os selv. Det er nemlig meget svært for os at stå frem og sige, at der er noget, vi ikke har styr på. Det er utroligt vanskeligt. Vi vil jo heller ikke belemre andre med vores problemer, vel?
Personligt var jeg selv utrolig dårlig til det i starten. Jeg ville jo helst have helt styr på det hele. Jeg ville ikke være svag. Jeg ville ikke bede om hjælp, for: Vi HAR styr på det.

Eller har vi?

GU har vi ej, mand. Hvis vi havde det, så var vi ikke havnet her. Men NU FÅR vi styr på det. Når du bliver stresssygemeldt, har du tid og ro til at mærke dig selv og mærke dine omgivelsers omsorg. Det er en gave at få ro og tid til det. Ja, selvom det havde været bedst ikke at havne her, men nu er du her… Så få det bedste ud af det.



BRYD TABUET – NU!

Så stå frem og fortæl hvordan du har det. Vær ligeglad med at andre ikke ved, hvad de skal sige til dig. Og lad så vær med at sige, at du har det fint, ik´? Lign udskidt æblegrød, som man gør, når man har stress, for du har ikke energi og overskud til at gøre dig lækker. Hvis du har, så bruger du din sparsomme energi på det forkerte og ikke på at “komme” dig indeni (tror jeg altså). Din energi skal bruges fornuftigt nu. Det er vigtigt at din familie, forældre, mand eller kone hjælper dig. Det er IKKE dig, der skal stå for støvsugningen, madlavningen, indkøb, tøjvask, forældremøder mm. Hvad ville du gøre, hvis du havde brækket benet? Min stresscoach brugte en fantastiske og letforståelig vending: “Din hjerne er brækket og den skal have tid til at hele nu”.
Du er sygemeldt, for pokker. Også fra hjemmet. Du har brug for at bruge din meget sparsomme energi rigtigt. Din hjerne er fysiologiske nedbrudt for en stund, og det er der en rigtig god grund til. Stress. Du kan ikke kapere mere. Du kan ikke rumme mere. STOP OP.

SÅ BRYD TABUET – NU!

hjerte

1 2 3 65