Når man er usynlig syg, kan det være svært for andre at se, hvordan man har det.
Det er jo usynligt, for pokker…

Alt det du ikke ser… Altså det ved den sygdom jeg har, som du ikke kan se… det mærker jeg kraftigt i dag.
I går var en fremragende dag. En dag, jeg havde glædet mig til. En dag jeg prioriterede, fordi jeg gerne ville. En dag jeg gerne ville have mange flere af.

Vi skulle besøge et hold gode gamle venner og deres børn. Venner, som vi ser sjældent. Sådan er det med de fleste. Jeg savner mine venner. Jeg savner min familie. Jeg savner at være social, som jeg tidligere har været så god til.




Når jeg laver den slags prioriteringer, så er det med en bagtanke om, at jeg ved, det kommer til at koste for mig. Dagen efter. I dag har det kostet mig en skrækkelig dag. En dag med total ubeskrivelig hovedpine, hævede øjne, der løber i vand, træthed, følelsen af tunghed i kroppen og ukoncentration. Selvom jeg har prøvet det tonsvis af gange, er det stadig meget uforklarligt og ubegribeligt for mig, at min krop kan reagere på så voldsom en måde. Hvis du så mig i morges, ville du tænke, at jeg havde været hønefuld i går. Jeg så herrens ud!
Det var altså IKKE tilfældet, at jeg var hønefuld. Et glas rødvin og et lille glas portvin, var hvad jeg indtog. MEN min krop og mit hoved var brugt. Nærmere nedbrudt af at være opmærksom, social, til stede, snakkende, lyttende og alt muligt mere. Alt det, jeg holder så meget.

Jeg er ganske sikker på, at min gode veninde og hendes mand absolut ikke kunne se på mig, at jeg brugte så meget energi og så mange kræfter på bare at være, men det gjorde jeg. Og jeg havde selv valgt det. Jeg ville gerne. Jeg havde en pragtfuld aften, men det bider samtidigt mig selv i røven bagefter. Det er saftsuseme rigtig godt træls. Øv, hvor er det dog bare ikke sjovt.




Stod det til mig var mit liv fyldt af en masse sociale sammenkomster, men jeg kan ikke holde til det. Og det er bare ærgerligt. Derfor er jeg meget bevidst om, hvad jeg vælger fra og til. Jeg vælger at passe på mig selv, for det er jeg nødt til, men jeg er også nødt til, indimellem, at se mine gode gamle venner, for dem savner jeg SÅ meget. Så må jeg betale en hård pris for det. En dag med smerter.

I sidste weekend var jeg til studenterfest… Samme pris betalte. To fantastiske weekender med skønne selskaber… Men med en høj pris. Godt det ikke er hver weekend!

Trods smerter og træthed i dag, så er jeg meget glad. Glad med glad på 🙂
I fredags var jeg til en af mine mange samtaler hos psykoterapeuten. Hun roste mig meget og fortalte mig, at jeg er kommet langt. Det gør mig så glad. Hun ser en masse i mig og det varmer mig rigtig meget. Jeg betaler en høj pris (både penge og følelser) for dette forløb, men det er alle pengene værd. Det er guld værd for mig.

Jeg er så taknemmelig for de mennesker, der er omkring mig.

Taknemmelighed citat

 

Ha en forrygende søndag aften.

Knus til jer, som læser med 🙂  Jeg håber, I kan bruge dette indlæg og denne viden til noget… Jer selv eller som en forståelse for alt det du ikke ser, når man er usynligt syg.

Del meget gerne, så andre kan høre, men ikke se…



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *