Angst og stress er to ret vilde ting at lide af. Kroppen og hjernen taler ikke ordentligt sammen, og man kan intet styre selv. Når man så pludselig oplever bedring, er der smil og optimisme at spore. 

Jeg har jo i LAAAANNNNGGGG tid ligget underbøjet af angst og stress. Angstlidelsen har været der i meget længere tid end stress, men jeg har ikke vidst, at angst var en del af mig. Det ved jeg nu. Heldigvis er begge dele på tilbagetog. Angstlidelsen vil jeg nok altid have i mig, jeg er bare ved at lære at håndtere det hele. Stressen blev til sidst arbejdsbetinget, men har alligevel været en stor del af min krop i mange år efter stressede perioder med mine forældres sygdomme og død. Om det er stress eller angst, der har fyldt mest, det ved jeg faktisk ikke, men jeg ved, at det HAR HAFT magten over min krop, men at jeg er godt på vej til HELT SELV at tage magten med mit kloge hoved og min krop. De to ting skal nemlig arbejde sammen – i stedet for at modarbejde hinanden.




angst og stress

I torsdag skrev jeg lidt om (lige her), at jeg er meget glad for min blog og min åbenhed omkring mit forløb. Det har på nogle punkter gjort mig sårbar (fordi jeg åbnede en rygsæk, der var MEGET lukket til før), men jeg er faktisk mest overbevist om, at det har styrket min vej igennem det. Jeg har haft godt af at skrive “til nogen”, istedet for bare mig selv eller en dagbog, og så har jeg lært mig selv at sætte ærlige ord på mine udfordringer.

Bedring

Jeg har tidligere været i bedring. Lidt bedring. Bare ikke så meget som nu. De sidste måneder – eller endda hele 2017 – har været fremgang på fremgang på fremgang. Jeg har ikke haft mange nedture, tilbageskridt, hovedpinedage, tristhed, modløshed m.m. Det er fantastisk og magisk at opleve. Dog ved jeg også godt, at der har været lidt dage med hovedpine og også voldsom hovedpine, hvor jeg har måtte trække stikket og tage en dyb indånding. Det er så svært ikke bare at KLØ PÅ, når man jo egentligt har det bedre og på de rigtigt gode dage, har det GODT. Men på et tidspunkt reagerer kroppen altså igen på belastninger, og det er jo egentligt meget godt.

I torsdag skrev jeg også til sidst i indlægget, at det er højtid for gymnastiskopvisninger, hvilket har været en kolossal stor belastning for mig de sidste to år. Nu skal jeg fortælle dig hvorfor:

Ja, hvorfor egentligt?

Det er faktisk svært at svære helt på. Men det er kroppen, der reagerer på overbelastninger.
Jeg ELSKER gymnastikopvisninger. Jeg er ikke selv en gymnastikpige. Har ALDRIG gået til gymnastik, så det er ikke pga. minder fra en svunden tid, som man siger. Og dog, for jeg var dansepige og har elsket afdansningsballer og turneringer. Jeg elskede desuden som barn – og voksen – at optræde. I virkeligheden ville jeg have gjort mig godt som skuespiller, men det var der jo ingen fremtid i (blev der sagt!).




Når jeg sidder til en gymnastikopvisning med mine egne børn, kan jeg mærke suset, spændingen og glæden ved at være på gulvet med sine kammerater foran et stort publikum. Klapsalverne der runger i salen i takt til musikken, og forældre og bedsteforældre der sidder stolte og kigger. Ja, jeg får en klump i halsen og tårer i øjnene til indmarchen, og mine børn synes, jeg er fjollet. Det er jeg måske, men jeg er ligeglad. Jeg nyder hver en stund til opvisningen.

Og dog… For de sidste år har jeg været angst.

ANGST ANGST ANGST

Angst for ikke at kunne komme ud af hallen.
Angst for larmen.
Angst for mange mennesker.
Angst for at besvime.
Angst for at skulle igennem menneskemængden for at gå på toilettet.
Angst for at begynde at græde.
Angst for at andre kunne se det på mig.

Det har betydet, at jeg har været bange i flere dage, ja endda uger inden selve opvisningen. Det har gjort mig urolig. Ødelagt min nattesøvn. Givet mig migræne. Gjort mig ked af det og meget meget mere.

De sidste to år har jeg haft en aftale med arrangører at arrangementet om at få reserveret en plads, så jeg vidste, hvor jeg skulle sidde. Det har været noget af det mest grænseoverskridende og angst-provokerende, jeg har prøvet. For på den måde udstiller jeg jo min sårbarhed, og hvis der er noget, jeg har været bange for, er det at udstille mig selv og bede om hjælp. I mit hoved har det været at bukke under og vise en svaghed, som har været meget uacceptabel for mig.

Viljen viste vejen

Men jeg VILLE med. I princippet kunne jeg jo bare være blevet hjemme og have skånet mig selv for alt det bøvl, men nej… det var ikke en mulighed for mig. Jeg har hele vejen igennem min sygemelding sagt, at det ikke må gå ud over mine børn, at jeg var syg, så jeg VILLE med. Om det så skulle koste mig mange dage i sengen den efterfølgende uge. Mine børn skulle have deres mor med til opvisningen og det fik de. Det betød mange søvnløse nætter for mig, både før og efter opvisningen og utrolig mange spekulationer og bekymringer. Bekymringer der var åndsvage, irrelevante og uhåndterbare, men helt sikkert meget vigtige inde i mit hoved. DENGANG!

NU NU NU

Nu er det mandag. En temmelig travl weekend er gået her i familien. Faktisk en alt for travl weekend. Med arrangementer vi ikke følte, vi kunne eller ville sige nej til. Sådan er det nogle gange. Heldigvis ikke så tit.

Nå, men lørdagen bød på årets første gymnastikopvisning med flere tusind mennesker og højt musik. Efter sådan en dag, hvor man sidder på sine flade røv, bliver man altså træt. Det gør alle mennesker, tror jeg. Det var jeg også. Og jeg sluttede desværre også dagen af med mega hovedpine – hele aftenen, natten og søndag. MEN det bedste af det hele er, at jeg startede dagen roligt. Uden bekymringer. Uden særlige aftaler. Uden angst. Helt rolig, kontrolleret og med en “jeg glæder mig-følelse” i kroppen. WOW, siger jeg bare. Det er ikke sket meget længe. Og det var dejligt.




I hallen vinkede jeg lige kort til arrangøren, som jeg har haft aftaler med tidligere. Jeg ved ikke, om hun bemærkede eller tænkte over det, men det gjorde jeg, og det var det vigtigste.

Og det næstbedste er, at jeg allerede i dag, mandag, er nogenlunde ovenpå igen. Lidt træthed er der at ane efter en travl weekend, men jeg har sgu klaret det og det er jeg ovenud lykkelig for. Det har ikke væltet mig af pinden, men givet mig endnu mere mod og optimisme omkring fremtiden.

det er værd at bemærke sine små og STORE fremskridt. Jeg har taget et, for mig, meget tydelig og stort skridt fremad i denne weekend.

Ha´ en vidunderlig dag og uge. Tak fordi du læste med HELT til enden af dette indlæg.

Om lidt skal jeg besøge min gamle og meget optimistiske morfar, som er et kæmpe forbillede for mig.

www.meskildsen.dk

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *