Husets bedste søndagsmenu

Jeg må indrømme, at det sker af og til, dog ikke hver uge, at vi får burgere og pommes frites søndag aften. Det kommer fra en – for os – “svunden” tid, hvor vi var unge, og af og til var trætte og havde “tunge” hoveder om søndagen. Det var efter fester og byture. Det sker ikke så ofte mere – heldigvis for det.

Søndagsmenuen hænger dog fast og bliver ofte nydt. Vi og ungerne elsker hjemmelavede burgere og pommes. Nogle gange er det hjemmelavede pommes, men ikke altid.

Lækre nybagte burgerboller sætter prikken over i'et til søndagsmenuen
Lækre nybagte burgerboller sætter prikken over i’et til søndagsmenuen

I dag bagte jeg en ordentligt portion lækre burgerboller. Der var både til aftensmaden OG til næste dags madpakker. Mmm, sagde ungerne, da de så, at der også var tiltænkt burgerboller til madpakkerne.

Jeg brugte:

5 dl lunkent vand
50 g gær
1 tsk. sukker
1 tsk. salt
2 tsk. olivenolie
110 g grovvalsede havregryn
100 g revet squash
70 g rugmel
ca 1 kg hvedemel
1 æg til pensling
sesamfrø

  1. Opblød gæren i det lunkne vand i røreskålen.
  2. Tilsæt sukker, salt, olivenolie og havregryn
  3. Skræl en squash og riv den fint på rivejernet. Man behøver ikke skrælle den. Put det i skålen
  4. Tilføj rugmel  og lidt af melet
  5. Jeg kørte dejen på min Kitchen Aid. Stille og roligt tilføjede jeg mere og mere mel, så det blev æltet mere og mere ind i dejen
  6. Når dejen slipper siderne, stiller du skålen til hævning med et viskestykke over i ca en halv time.
  7. Form en bunke burgerboller. Rul den let med en kagerulle til de er ca 1½ cm tykke. Af denne portion fik jeg 11 store burgerboller.
  8. Læg bollerne på bageplader med bagepapir og lad dem hæve i ca en time.
  9. Tænd ovnen på 200 grader.
  10. Pensl med sammenpisket æg og drys med sesamfrø.
  11. Bag bollerne i 13-15 minutter til de er flotte gyldne.
  12. Køl af på en rist inden du laver en lækker burger til dig selv.

I dagens burger var der en oksebøf med ost på, guacomole, iceberg, agurk, tomat, rødløg og thousand island dressing. Vi putter hver især det i burgerne, som vi hver især kan lide. Nu er mine børn også blevet så store, at de putter rødløg i 😉

I morgen får børnene en burgerboller med i madpakken. Den bliver smurt med pesto og der kommer iceberg og kyllingepålæg i. Agurkeskiverne kommer ved siden af, så de selv kan putte dem i burgeren eller bare spise dem som snack. Det kan mindstemanden nemlig bedst lide.

Inden madpakkerne blev pakket færdig, nåede jeg lige at tage et foto. Til madpakken blev desuden lagt agurk, tomat, rosiner, banan og kanelknækbrød.
Inden madpakkerne blev pakket færdig, nåede jeg lige at tage et foto. I madpakken blev desuden lagt agurk, tomat, rosiner, banan og kanelknækbrød.

God fornøjelse og god søndagsmenu 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *