Brød

Lækre og grove flutes

by
Bag disse lækre og grove flutes
Bag disse lækre og grove flutes

De er virkelig gode som tilbehør til en frokostret, en hovedret, en suppe eller som sandwichflutes til madpakken. De er sprøde udenpå og bløde indeni. Mmmm…

Du skal bruge:
dl skårne rugkerner
1 dl hørfrø
2 spsk. olie
3,5 dl vand (kogende)
50 g gær
2 dl A38
2 tsk. salt
ca. 7-8 dl hvedemel
æg (til pensling)

Du skal gøre sådan:
Rugkerner, hørfrø, olie og kogende vand blandes i en skål og trækker ca. ½ time indtil det er håndvarmt.
Gær udrøres i en halv del lunkent vand.
Gær og kerneblanding blandes og A38 tilsættes.
Øvrige ingredienser tilsættes – der holdes lidt hvedemel tilbage.
Dejen æltes grundigt – ca. 10 min. og stilles til hævning i 1 time.
Formes herefter til lange flutes som efterhæver i ca. 30 min.
Ridses og pensles med æg.
Bages midt i ovnen i 25 – 30 min. ved 220 gr.

Juleboller – lune og lækre

by

Juleboller… Der er overhovedet ikke noget frækt ved dette ord… bare lige så I ved det! 😉

For mindre end én uge siden skulle min mindste søn sige farvel til sin klasse, lærere og skole. Vi har i en meget lang periode haft en dreng, der var meget ked af at gå i skole, for meget uro og andre ting der gik ham på, så vi måtte træffe en svær beslutning bag ryggen på ham. Det var meget svært, for han anede ikke, at det kunne være en udvej at skifte skole. Det var, for os, også allersidste udvej. Vi følte ikke, det kunne blive anderledes på skolen, så vi måtte selv gøre noget for at få en glad skoledreng.
I dag har jeg afleveret og hentet en særdeles anderledes dreng – glad, smilende… og træt (hvilket vist er naturligt nok på en ny “arbejdsplads”).




I onsdags havde han sidste dag på den gamle skole (som vi ellers har været og er meget glade for til vores to andre børn). Han skulle have en afslutnings “ting” med. Vi aftalte, at jeg skulle bage juleboller, som jeg så kom over i skolen med – lune og lækre.

Lige nu står en skålfuld hævende dej ude på mit køkkenbord. Det var så stor en succes i sidste uge, at vi lige ville bage en ny omgang juleboller.




Opskrift på juleboller

Jeg har redigeret en anelse i den opskrift, jeg brugte, så jeg får nogle lidt grovere, men stadig velsmagende juleboller.

Mega lækre juleboller. De kan spises som de er eller med smør. Jeg foretrækker dem bare som en almindelig bidebolle.
Mega lækre juleboller. De kan spises som de er eller med smør. Jeg foretrækker dem bare som en almindelig bidebolle.

 

Du skal bruge:

4 dl lunkent vand
1 pakke gær
1 tsk salt
1 spsk. sirup
1 spsk. kanel
1 spsk. kardemomme
1 dl. havregryn
1 dl. fuldkornshvedemel
6-8 dl. hvedemel
1 æg
Kanelsukker

Du skal gøre sådan:

  • Rør gæren ud i det lunkne vand
  • Tilsæt sirup, salt, kanel, kardemomme, havregryn og fuldkornshvedemel
  • Lad røremaskinen køre – og tilsæt lidt efter lidt hvedemelet.
  • Når det er blevet til en god og blød dej (den må gerne være en anelse klistret), stilles den til hævning under et fugtigt klæde i en times tid.
  • Ælt dejen godt igennem.
  • Form nu ca. 15 boller og stil dem på en bageplade med bagepapir.
  • Lad efterhæve i 30 minutter. Tænd ovnen på varmluft på 175 grader eller almindelig ovn 200 grader.
  • Pensl bollerne med et sammenpisket æg og drys godt med kanelsukker på bollerne. Du kan også drysse list hakket nødder over.
  • Bag boller i ca. 15 minutter.
  • Lad køle af på en bagerist – og spis!
En hel velduftende og velsmagende bunke juleboller klar til servering og fortæring på lærerens bord
En hel velduftende og velsmagende bunke juleboller klar til servering og fortæring på lærerens bord

 

Nyd dem. Hver bid er en nydelse i sig selv…

With all my love




Pitabrød, kyllingedeller og krydret dressing

by

Hurra for minder!

“Minderne kan ingen da tage fra os”.

Sådan sagde min afdøde svigerfar altid, og han havde da så sandeligt ret. Minder er dejlige at have. De betyder noget for os hver og en.
Da jeg lavede nedenstående aftensmåltid, væltede minderne frem. Da jeg var barn, var jeg KFUK-spejder, og når vi var på spejderlejr, fik vi meget ofte pitabrød. Det var dog ikke hjemmebagte pitabrød. Nej, det var faktisk sådan nogle lidt tørre pitabrød (i forhold til nedenstående hjemmebagte), men vi elskede dem. Indimellem købte vi dem også derhjemme, så jeg kunne få dem med, når jeg fx skulle på lejr, udflugt eller tur. Det var SÅ lækkert.
Mine egne unger elsker også pitabrød. Vi får det ikke så ofte, men når vi får det, er alle glade. Og så er der endda lidt til madpakken dagen efter…

Her er der serveret hjemmebagte pitabrød med blandet salat, kyllingedeller og krydret hvidløgsdressing
Her er der serveret hjemmebagte pitabrød med blandet salat, kyllingedeller og krydret hvidløgsdressing

 

Pitabrød:

Du skal bruge:
3 dl vand
3 dl mælk
50 g gær
1 tsk. salt
350 g. grahamsmel (eller andet groft mel)
400 g. hvedemel

Fremgangsmåde:

  1. Kog vandet og hæld det i det kolde mælk. Når vandet har lillefingeren temperatur, skal du smuldre gæren i skålen. Gæren skal opløses helt.
  2. Tilsæt salt
  3. Tilsæt grahamsmel og rør godt rundt. Jeg bruger altid min køkkenmaskine (Kitchen aid), for så ved jeg, at det blive æltet godt sammen.
  4. Tilsæt hvedemelet lidt ad gangen til dejen er god. Dejen bliver en smule klistret.
  5. Dæk skåle til med et viskestykke og lad den hæve i minimum 1 time.
  6. Tænd ovnen på 250 grader
  7. Del dejen i 12 stykker og form dem til boller med lidt ekstra mel på fingerne. Rul dem ud med en kagerulle (ca. 12 cm) og læg dem på en bageplade med bagepapir. Læg 4 på hver plade, så de ikke “vokser” sammen.
  8. Læg et viskestykke over og lade dem efterhæve i 10 minutter (eller mere).
  9. Bag dem i 6-7 minutter. Pitabrødene hæver op og laver et “hul” indeni.
  10. Lad dem køle af på en bagerist.

 

De lækreste krydrede kyllingedeller, som er både nemme at lave og man kan spise dem til alt
De lækreste krydrede kyllingedeller, som er både nemme at lave og man kan spise dem til alt

 

 

Kyllingedeller:

Det skal du bruge:
400 g hakket kyllingekød
1 lille løg
1 fed hvidløg
5 soltørrede tomater
1 tsk tørret timian
Salt og peber
Olivenolie

Fremgangsmåde:

  1. Pil løg og hvidløg. Hak løget i meget små stykker og pres hvidløget ned i kødet, som du har puttet i en skål.
  2. Skær de soltørrede tomater i små stykker og tilsæt også dem.
  3. Tilsæt krydderierne og rør farsen godt rundt.
  4. Varm noget olie på en pande, form små frikadeller af farsen og steg dem på panden i ca. 10 minutter.
  5. Klar til servering. Mmmm….

 

En lækker dressing, der passer til alt muligt. Fx i pitabrød, til kylling, som salatdressing, til kød til sommerens grillmad og meget mere
En lækker dressing, der passer til alt muligt. Fx i pitabrød, til kylling, som salatdressing, til kød til sommerens grillmad og meget mere

Krydret dressing:

Det skal du bruge:
2½ dl Cheasy fraiche, A38, creme fraiche eller andet.
2-3 fed presset hvidløg
En stor dusk småtskåret persille
Salt og peber

Sådan gør du:
Bland det hele sammen og lad det stå lidt inden servering, så hvidløget rigtig når at afgive noget smag.

Server det hele sammen med et fad med forskellige snittede grøntsager. Det er sundt og godt – og jeg kender ikke én, der ikke kan lide det.
Jeg serverer desuden som regel også andet kød, kylling eller fisk til pitabrødene. Min unger er ret vilde med tun i pitabrød. Man kan jo også servere skinke, æg, rejer eller små hakkebøffer.
Hvad spiser I til jeres pitabrød? Jeg kan godt bruge lidt andre input og ideer. Smid gerne en kommentar herunder, så vi kan inspirere hinanden. På forhånd tusind tak for din feedback.

God fornøjelse til dig.

With all my love

1 6 7 8 9