Angst

Her kan du læse om angst

Hej hr. Psykiater, jeg har det fint…

by

En lille mail til hr. psykiater forlod forleden min mailboks… Læs med:

For ca. et halvt år siden var jeg ved psykiater. Med en henvisning fra egen læge begav jeg mig ned ad hans stejle kældertrappe og satte mig, kold, klam, varm og hamrende nervøs, i stolen i venteværelset. Var jeg mon ved at blive slagtet? Hvad var det egentligt, jeg forventede? Hvorfor var jeg så bange?

“Du har generaliseret angst. Det har du haft i mange år. Jeg kan godt forstå, du har det dårligt. Det forsvinder aldrig, men det kan blive bedre og du kan få det meget bedre. Sådan som du har det nu, kan du ikke arbejde. Dit nervesystem er fuldstændig på overarbejde. Jeg vil anbefale dig, at du starter på lidt antidepressiv medicin. Du kan starte med det hos din egen læge. Så kan du efterfølgende få nogle nye tider hos en psykiater”.

Sådan cirka lød det for et halvt år siden. Måske ikke ordret, men det er cirka det, jeg husker. BOM! Jeg var træt resten af dagen, ja måske ugen…




Der kom tre nye tider med posten. Samme psykiater. Et halvt års ventetid. Nå! Jamen, så er det da godt, at jeg ikke sådan lige begår selvmord…

“Jeg skal starte på medicin. Det SKAL JEG VEL, hvis jeg vil have det godt igen. Det sagde han selv! Jeg skal bare selv bestille tid hos lægen”

“Nej! Jeg vil ikke. Jeg er ikke til det der medicin. Det føles ikke rigtigt. Det må kunne gøre anderledes. Men jeg har jo gjort så meget allerede… ”

Sådan fløj tanker rundt i mit hoved. Frem og tilbage. Sikke en redelighed. Masser af energi og kræfter.

Derfor kontaktede jeg en hypnoterapeut og spurgte, om hun kunne hjælpe mig. JA, sagde hun.





Nu et halvt år efter sendte jeg en mail til psykiateren:

“Jeg melder afbud til mine tre tider hos dig. Det sidste halve år har jeg fået det meget bedre. Hypnoterapi har hjulpet mig til at få det godt igen. Jeg håber, en anden kan få god gavn af mine tider”.

Det var fantastisk at melde afbud på det grundlag. Jeg har selvfølgelig for en sikkerhedsskyld holdt på tiderne til næsten lige inden. For tænk nu, hvis jeg væltede igen, som jeg har gjort før. Men det gjorde jeg ikke – og jeg kunne melde afbud med oprejst pande. Wauw…

Jeg fik sågar en venlig mail tilbage:

“Tak fordi du meldte afbud”. (Der er nok ikke mange, der melder afbud. Folk bliver vel bare væk!!!)

Jamen, hva´ så? Har du stadig generaliseret angst? vil du måske spørge… For psykiateren sagde det jo.

Jeg vil svare NEJ – og jeg håber ALDRIG, det kommer igen. Derfor kunne jeg forleden dag skrive eller i hvert fald tænke: “Hej hr. psykiater, jeg har det fint”. Jeg skrev det selvfølgelig på en ordentlig måde.

Jeg vil sige, at han havde ret. Jeg HAVDE generaliseret angst og mit nervesystem var fuldstændig på overarbejde og ja… det havde det været i mange år. Men sådan er det ikke mere. Jeg har fået ryddet op i mit nervesystem ved hjælp at 5-Path hypnoterapi og 7-Path selvhypnose – og det har gjort en verden til forskel.

tillykkeTil sidst vil jeg lige svare på et af mine første spørgsmål i dette indlæg: Hvorfor var jeg så bange?. Det var jeg fordi, jeg var bange for alting. Angsten ulmede og småkogte konstant inden i mig, så jeg kunne slet ikke finde ro. Hver en tanke, bragte nye tanker med sig og alt sammen var bekymrende katastrofetanker, som drænede mig for energi.

TILLYKKE til mig. Jeg vandt!

 

 



Livstegn

by

Livstegn fra mig. Jo jo, jeg er her endnu.

Jo, livstegn er godt og jeg har tænkt på, at nogle af jer måske har undret jer over, hvor jeg var henne. Jeg er i den vildeste udvikling lige pt. og det tager meget af min tid og energi. Mit seneste indlæg er næsten en måned gammel. Ja, sådan går det, når energien bliver brugt på andre spændende ting. Min blog betyder stadig rigtig meget for mig – og jeg er faktisk af og til selv inde og læse mine indlæg. Bare lige for at blive lidt klogere på mig selv. Man kan godt glemme, hvordan tingene har været, men det er faktisk godt at se tilbage, for virkelig at forstå den udvikling, der er sket. Jeg er stadig i udvikling. Er ikke i mål endnu, men jeg er rigtig godt på vej, synes jeg selv. Det er egentligt et godt spørgsmål, om man nogensinde kommer helt i mål? Jeg tror det ikke, men mit mål pt. er at få det godt og derhen er jeg godt på vej til. Mere kræver jeg såmænd ikke.

Hypnoterapi gav mig et skub

Som jeg har skrevet tidligere, har jeg været i et forløb med hypnoterapi. Det har været SÅ fantastisk godt for mig. Det har løsnet min indre uro og angst. Jeg var SÅ tæt på at skulle begynde på antidepressiv medicin, jeg har flere gange været nede at skrabe UNDER bunden. Jeg har gjort vanvittigt meget for at få det bedre. Har ikke ligget på den lade og fattige side. Det har kostet blod, sved og tårer – og det gør det såmænd stadigvæk. Hypnoterapien gav mig det sidste vigtigt skub og sikke en lettelse.

Jeg vil skrive en masse mere om det, men ikke lige nu. Jeg er nemlig begyndt og er godt i gang med noget meget spændende… Jeg er ved at uddanne mig til selv at blive hypnoterapeut. JEP, det er rigtigt. Og jeg er vild med det. Ju-huuuu…

Derfor har ordene været få herinde. Jeg har læst og læst og læst – og været på uddannelsesmoduler. Mega fedt! Og hold k… hvor har jeg været bange og nervøs for, om jeg kunne klare det. Men det kunne jeg – og jeg gjorde det.




Konfirmation, livslyst, glæde og kærlighed

Desuden har vi fejret min elskede søns konfirmation, som jo også har trukket lidt tænder ud. Det er altså en ordentlig omgang at holde sådan en konfirmation. Nu er vi på den anden side og det var alle udmattelserne værd. Hurra for en vidunderlig dag, vi havde. Sønnike strålede om kap med solen, som stod flot på himlen den dag. Det var bare en pragtfuld dag. Jeg elsker mig familie og vores glæde og tro på livet. Vi har sgu været meget igennem alle sammen, men vi kæmper, fighter, tror og elsker – og det er jeg særligt stolt af.

Fuser, nej tak!

en fuser

Jeg vender tilbage med mere om mit nye liv som hypnoterapeut. Mit liv som lærer er definitivt ovre nu. Det var en succes… på et tidspunkt, men endte som en fuser for mig. Gå aldrig tilbage til en fuser. Nej tak! Men jeg er glad for min læreruddannelse og de jobs, jeg har haft. Det har lært mig rigtig meget og jeg kan bruge så meget af det nu i mit virke som hypnoterapeut. Der kommer jeg også til at undervise, lytte, vejlede og fortælle. Noget, jeg er god til. Det glæder jeg mig til.

Hip hurra for positiv personlig udvikling. Er det ikke bare vidunderligt, når livstegn er gode. Det ville da være trist, hvis de livstegn jeg gav, var negative og triste (som så mange gange før). Hurra igen for udvikling. Der er håb at spore 😉

Lykke til!




Hvorfor holde fast, når man kan give slip?

by
At holde fast…

Ja, hvorfor holde fast, når man kan give slip?

Forestil dig, at du er ude at klatre. Det er første gang. Du er bange. Du er spændt. Du klatrer op ad en stejl væg. Dine fingre er dit vigtigste redskab lige nu. Dine ben ligeså. Din krop. Den arbejder for dig – opad, opad og opad. Alle musklerne i din krop arbejder. Du skal nå toppen. Fokus. Arbejder dig opad. Kigger ikke ned. Shit, du vil gerne ned. Højt at flyve, dybt at falde. Hvorfor kæmpe dig videre?  Hjertet hamrer og adrenalinen pumper. Det er svært. Grænseoverskridende. Og du gør det. Du bruger lang tid på at nå toppen. Der er ikke langt igen. Benene ryster. Armene syrer.
Du gør det. Du når toppen. Endeligt. Du gjorde det. Tillykke. Sikke en sejr. Sejt. Flot. Way to go. Wow.

“Giv slip, så firer jeg dig ned igen”.

“What? Nej, jeg kan da ikke bare give slip. Så falder jeg jo. Jeg skal bare lige… øhhh være her lidt mere. Nyde udsigten lidt”.

Dine ben syrer for vildt. Du vil egentligt gerne ned, men du kan ikke. Du kan ikke give slip. Du holder fast. DU må stå der bare lidt endnu. Mærke suset. Mærke kroppen. Være i det. Være med det. Hjertet hamrer. Om lidt skal du give slip. Give slip og lade dig falde. Nedad, nedad, nedad. Nej. Hvor hurtigst mon det går? Giver det et sug i maven. Er der nogen, der holder dig? Eller griber dig? Din krop. Adrenalinen. Hjertet. Sveden. Angsten.
Hvorfor give slip, når du kan holde fast?

Du bliver nødt til det. Du kan ikke mere. Kroppen siger til nu. Den vil gerne. Du er klar. Fingrene løsner grebet. Du giver slip, strækker benene og læner dig tilbage i selen. De holder dig. Selen holder. Du firer lige så stille nedad. Mod fastland. Du mærker glæden. Suset. Adrenalinen. Du lander. Du har begge ben på jorden. Du mærker dig selv. Du mærker kroppen. Begge ben. Du gjorde det. Du er stærkere. Du er bedre. Du er sejere. Stærkere, bedre og sejere end du troede. Du gjorde det. Hjertet hamrer og kroppen ryster. Du gjorde det.

Din tur den ene vej var det hele værd. Din tur den anden vej var endnu mere værd. Du mærkede dig selv, du holdt fast og du gav slip. Du favnede og accepterede. Du ved, du kan. Du ved, du lander igen. Uanset hvor skævt et tårn du er klatret opad… hvis du giver slip, kommer du altid lige ned. Men du lander, og du klarer det. Du står med begge ben godt på jorden. Parat til at gå videre. Parat til at bevæge dig videre. Ud i verden. Ud til nye udfordringer. Du gjorde det!




Hvorfor holde fast, når man kan give slip?

At holde fastDenne lille skrivelse og tankerne bag den kom til mig efter en snak, jeg har haft med en veninde. Når man er psykisk udfordret, kan det være svært for andre (og en selv) at vide, hvad der er bedst for en. Jeg ved, at nogle af mine nærmeste har haft tanker som, at nu måtte jeg da snart komme videre, nu skulle jeg ikke blive ved med at tærske rundt i, hvad der engang er sket, at det var på tide for mig at give slip, at jeg måske ikke skulle holde mig selv fast i det hele igennem bloggen her osv. osv. Det ved jeg, for det har jeg snakket med flere om. Det er fint nok. Det har været svært at “sluge”, når det lige er blevet sagt til mig, men efter adskillige tanker bagefter, er jeg kommet frem til, at det er ok. Ok at de mener, som de gør. Ok, for jeg forstår dem godt. Jeg ville nok have gjort det samme.




Det er ok fordi, at jeg har haft og har det super fint med at gøre det hele i mit tempo. Jeg har ikke kunnet gøre anderledes. Jeg har tidligere været presset. Mega presset. Mange gange sygemeldinger. Og jeg vil ikke mere. Jeg vil ikke byde min krop det mere. Det har været vigtigt for mig, at være i det, der gjorde ondt. Det har været vigtigt for mig, at lærer signalerne at kende. At lære årsagerne at kende. Det har været vigtigt for mig at holde fast – for at kunne give slip. At holde fast – bare lidt endnu – for at kunne give slip. Processen inden i mig har været vigtig, og den har ingen helt kunne forstå eller tage fra mig. Den var der – forbandet hård var den – og det var ok! Det ER ok!

 

Det var ordene.
God weekend derude.

www.meskildsen.dk




1 2 3 5