Angst

Her kan du læse om angst

Angst og stress: Når man kommer i bedring

by

Angst og stress er to ret vilde ting at lide af. Kroppen og hjernen taler ikke ordentligt sammen, og man kan intet styre selv. Når man så pludselig oplever bedring, er der smil og optimisme at spore. 

Jeg har jo i LAAAANNNNGGGG tid ligget underbøjet af angst og stress. Angstlidelsen har været der i meget længere tid end stress, men jeg har ikke vidst, at angst var en del af mig. Det ved jeg nu. Heldigvis er begge dele på tilbagetog. Angstlidelsen vil jeg nok altid have i mig, jeg er bare ved at lære at håndtere det hele. Stressen blev til sidst arbejdsbetinget, men har alligevel været en stor del af min krop i mange år efter stressede perioder med mine forældres sygdomme og død. Om det er stress eller angst, der har fyldt mest, det ved jeg faktisk ikke, men jeg ved, at det HAR HAFT magten over min krop, men at jeg er godt på vej til HELT SELV at tage magten med mit kloge hoved og min krop. De to ting skal nemlig arbejde sammen – i stedet for at modarbejde hinanden.




angst og stress

I torsdag skrev jeg lidt om (lige her), at jeg er meget glad for min blog og min åbenhed omkring mit forløb. Det har på nogle punkter gjort mig sårbar (fordi jeg åbnede en rygsæk, der var MEGET lukket til før), men jeg er faktisk mest overbevist om, at det har styrket min vej igennem det. Jeg har haft godt af at skrive “til nogen”, istedet for bare mig selv eller en dagbog, og så har jeg lært mig selv at sætte ærlige ord på mine udfordringer.

Bedring

Jeg har tidligere været i bedring. Lidt bedring. Bare ikke så meget som nu. De sidste måneder – eller endda hele 2017 – har været fremgang på fremgang på fremgang. Jeg har ikke haft mange nedture, tilbageskridt, hovedpinedage, tristhed, modløshed m.m. Det er fantastisk og magisk at opleve. Dog ved jeg også godt, at der har været lidt dage med hovedpine og også voldsom hovedpine, hvor jeg har måtte trække stikket og tage en dyb indånding. Det er så svært ikke bare at KLØ PÅ, når man jo egentligt har det bedre og på de rigtigt gode dage, har det GODT. Men på et tidspunkt reagerer kroppen altså igen på belastninger, og det er jo egentligt meget godt.

I torsdag skrev jeg også til sidst i indlægget, at det er højtid for gymnastiskopvisninger, hvilket har været en kolossal stor belastning for mig de sidste to år. Nu skal jeg fortælle dig hvorfor:

Ja, hvorfor egentligt?

Det er faktisk svært at svære helt på. Men det er kroppen, der reagerer på overbelastninger.
Jeg ELSKER gymnastikopvisninger. Jeg er ikke selv en gymnastikpige. Har ALDRIG gået til gymnastik, så det er ikke pga. minder fra en svunden tid, som man siger. Og dog, for jeg var dansepige og har elsket afdansningsballer og turneringer. Jeg elskede desuden som barn – og voksen – at optræde. I virkeligheden ville jeg have gjort mig godt som skuespiller, men det var der jo ingen fremtid i (blev der sagt!).




Når jeg sidder til en gymnastikopvisning med mine egne børn, kan jeg mærke suset, spændingen og glæden ved at være på gulvet med sine kammerater foran et stort publikum. Klapsalverne der runger i salen i takt til musikken, og forældre og bedsteforældre der sidder stolte og kigger. Ja, jeg får en klump i halsen og tårer i øjnene til indmarchen, og mine børn synes, jeg er fjollet. Det er jeg måske, men jeg er ligeglad. Jeg nyder hver en stund til opvisningen.

Og dog… For de sidste år har jeg været angst.

ANGST ANGST ANGST

Angst for ikke at kunne komme ud af hallen.
Angst for larmen.
Angst for mange mennesker.
Angst for at besvime.
Angst for at skulle igennem menneskemængden for at gå på toilettet.
Angst for at begynde at græde.
Angst for at andre kunne se det på mig.

Det har betydet, at jeg har været bange i flere dage, ja endda uger inden selve opvisningen. Det har gjort mig urolig. Ødelagt min nattesøvn. Givet mig migræne. Gjort mig ked af det og meget meget mere.

De sidste to år har jeg haft en aftale med arrangører at arrangementet om at få reserveret en plads, så jeg vidste, hvor jeg skulle sidde. Det har været noget af det mest grænseoverskridende og angst-provokerende, jeg har prøvet. For på den måde udstiller jeg jo min sårbarhed, og hvis der er noget, jeg har været bange for, er det at udstille mig selv og bede om hjælp. I mit hoved har det været at bukke under og vise en svaghed, som har været meget uacceptabel for mig.

Viljen viste vejen

Men jeg VILLE med. I princippet kunne jeg jo bare være blevet hjemme og have skånet mig selv for alt det bøvl, men nej… det var ikke en mulighed for mig. Jeg har hele vejen igennem min sygemelding sagt, at det ikke må gå ud over mine børn, at jeg var syg, så jeg VILLE med. Om det så skulle koste mig mange dage i sengen den efterfølgende uge. Mine børn skulle have deres mor med til opvisningen og det fik de. Det betød mange søvnløse nætter for mig, både før og efter opvisningen og utrolig mange spekulationer og bekymringer. Bekymringer der var åndsvage, irrelevante og uhåndterbare, men helt sikkert meget vigtige inde i mit hoved. DENGANG!

NU NU NU

Nu er det mandag. En temmelig travl weekend er gået her i familien. Faktisk en alt for travl weekend. Med arrangementer vi ikke følte, vi kunne eller ville sige nej til. Sådan er det nogle gange. Heldigvis ikke så tit.

Nå, men lørdagen bød på årets første gymnastikopvisning med flere tusind mennesker og højt musik. Efter sådan en dag, hvor man sidder på sine flade røv, bliver man altså træt. Det gør alle mennesker, tror jeg. Det var jeg også. Og jeg sluttede desværre også dagen af med mega hovedpine – hele aftenen, natten og søndag. MEN det bedste af det hele er, at jeg startede dagen roligt. Uden bekymringer. Uden særlige aftaler. Uden angst. Helt rolig, kontrolleret og med en “jeg glæder mig-følelse” i kroppen. WOW, siger jeg bare. Det er ikke sket meget længe. Og det var dejligt.




I hallen vinkede jeg lige kort til arrangøren, som jeg har haft aftaler med tidligere. Jeg ved ikke, om hun bemærkede eller tænkte over det, men det gjorde jeg, og det var det vigtigste.

Og det næstbedste er, at jeg allerede i dag, mandag, er nogenlunde ovenpå igen. Lidt træthed er der at ane efter en travl weekend, men jeg har sgu klaret det og det er jeg ovenud lykkelig for. Det har ikke væltet mig af pinden, men givet mig endnu mere mod og optimisme omkring fremtiden.

det er værd at bemærke sine små og STORE fremskridt. Jeg har taget et, for mig, meget tydelig og stort skridt fremad i denne weekend.

Ha´ en vidunderlig dag og uge. Tak fordi du læste med HELT til enden af dette indlæg.

Om lidt skal jeg besøge min gamle og meget optimistiske morfar, som er et kæmpe forbillede for mig.

www.meskildsen.dk

 

Angst: med åbenhed

by

Når jeg skriver om angst her inde på bloggen, er det for at åbne mit hjerte. For jeg ved, at det hjælper mig og min videre proces. Jeg ved også, at det hjælper med samme udfordringer. 

angstI sidste uge startede jeg på et nyt forløb igennem CEB, Herning kommune. Et forløb for “os med angst”. Det hedder ACT og udføres af en psykolog. Vi er en hel flok angstramte, som hver uge skal undervises i dette ACT. ACT står for Acceptance and Commitment Therapy. Jeg kan ikke skrive så meget mere om det, for jeg har jo ikke gennemført endnu, men indtil videre er der et godt forløb. Især er det fantastisk at møde andre med samme slags følelser og samme slags kaostanker inde i hovedet. For VI ER IKKE ALENE – og det er rart at vide.

Jeg glæder mig til at lære endnu mere i forløbet. Heldigvis er jeg jo i en utrolig bedring med mig selv og tænker heldigvis faktisk, at der er en fremtid for mig, hvor angst ikke styrer min hverdag. SÅ langt er jeg.




MEN MEN MEN…

Angst er grufuld og angstprovokerende ( 😉 he he). Jeg er bange (eller angst) for angsten. Jeg er bange for at vælte igen. Jeg er bange for lige pludselig ikke at kunne styre det igen. Og det gør mig angst for angsten. Den følelse skal jeg hvis arbejde lidt med. Jeg håber, jeg lærer mere på dette ACT-forløb.

Min tid som blogger

I min tid som blogger har jeg skrevet en del om angst, stress, sorg, psykiske udfordringer og meget mere. Jeg er meget beæret over jer, der læser med. Om du er ny eller gammel følger på bloggen. Det gør mig godt at vide, at andre kan bruge det, jeg skriver.

I første omgang skriver jeg for mig selv. Det gør mig godt at være åben omkring det, at skrive, tegne og fortælle, at acceptere og at stå ved. Og så er det især godt, når jeg får tilbagemeldinger fra jer, som skriver, at I præcis ved, hvordan det er og at I sagtens kan identificere jer med følelserne. Det er selvfølgelig synd for jer, at I også kæmper, men det er godt for mig at vide – og det er godt, at vi kan stå sammen.

Hvis du vil, kan du følge mig på min Facebookside – Lige her. Jeg bliver så glad, hvis du synes godt om og måske deler min side.

Jeg har også en Instagram, som hedder Meskildsenblog. Du kan finde den her.

Og du kan finde mig på blogloving. Du kan finde linket i højre side af din computerskærm.




Mine indlæg om angst

Altså angst er en del af mig og har været det i mange år efterhånden. Jeg har bare ikke rigtigt vidst, at det var angst, jeg gik og tumlede med. Jeg var nok bare mærkelig, anderledes, sart, skør og mange andre nedværdigende tanker om mig selv. Lige indtil psykiateren sagde ordet Generaliseret angst om mine udfordringer, har jeg bare følt mig sart, skør og stresset. Men hans ord gav mening og gav mig en ro, accept og forståelse. Åh, hvilken lettelse. Jeg er ikke én, der ligger på den lade side, så nu havde jeg endeligt noget reelt at arbejde ud fra og det gav mig mod. FED følelse.
Sidenhen har jeg jo været i et forløb med hypnoterapi (5 path) og selvterapi (7th path), som har givet mig en endnu større ro indeni. Simpelthen fantastisk. Det er meget anbefalelsesværdigt.

Hvis du vil læse lidt mere om mine tanker, min rejse osv. så prøv at læse med her  på mine indlæg om angst. Læs dem som de er eller i vilkårlig rækkefølge eller bedst bagfra, da de kommer i den rækkefølge, jeg har udgivet dem. I starten var jeg hårdere ramt end nu.
Mange af mine indlæg om stress, har også en del angst blandet ind i, for det er jo ikke helt sort/ hvidt det hele. Det har været en stor skudder-mudder-masse for mig. Alle mulige følelser blandet sammen i en pærevælling. Og det er i virkeligheden det, der er svært, for hvor kommer det fra, hvad er det og hvad forstærker det. Hvad kom først? Hønen eller ægget? Angsten eller stressen? Jeg ved det ikke… Det har jo nok næsten altid været der!

Du kan få en visuel oversigt – et index over mine indlæg i Den psykiske rejse. Det er nemlig præcis en psykisk rejse, jeg har været på. Ja, det er jeg sådan set stadigvæk.

Med ønsket om at du får en dejlig dag…

Pøj pøj med læseriet.

Skriv gerne en kommentar nedenfor. TAK!

Nu trænger jeg til at hvile hovedet.

Ha´ en vidunderlig forårsdag.

Forresten: Det er meget snart gymnastiskopvisnings-tid. Opvisningerne elsker jeg at være tilskuer til, men de har været en kæmpe udfordring for mig de senere år. Læs med, når jeg snart skriver om det! 

www.meskildsen.dk



Mandagstanker med lysterapi

by

Lysterapi er min nye daglige rutine. Jeg aner ikke, om det hjælper. Gør du?

LysterapiJeg har købt en ny lampe. En lysterapi-lampe. Jeg bruger den lige nu. Lysterapi-lampen, en kop varm kaffe og min computer. Så går tiden altså godt. Jeg har længe tænkt på det, men pengene har været lidt små og jeg synes faktisk ikke, jeg kunne blive ved med at spendere på “dyre” behandlinger mod min stress og angst. Og dog… For jeg ville sådan set give hvad som helst for at få det til at forsvinde eller bare blive mindre og til at holde ud. Jeg så pludselig en brugt lampe til salg og slog hurtigt til.

Jeg har brugt den hver dag i næsten en uge. Jeg ved ikke om lysterapi hjælper – endnu, men jeg er meget villig til at “give it a shot”. Det skader vel ikke.




Mandagstanker

Nej, ved du hvad? Jeg er ovenud lykkelig og ovenpå over en fuldstændig fantastisk, dejlig og rolig weekend. Der har været planer, ja. Børn ud og ind af huset. Mad der skulle laves, vasketøj, gulvet der trængte til støvsugning m.m. Men ved du hvad? Rolig alligevel, for inde i mit hoved og inde i min krop er der ro. Der er ingen myldertanker, ingen paniktanker, ingen larm. Jeg har nu fået 5 x hypnoterapi og laver selvhypnose herhjemme hver dag, hvilket jeg er meget lykkelig for. Min hovedpine er der kun kort varigt, når den er der. Den kommer ikke dagligt. Jeg har lyst og mod på fremtiden. Jeg er endda begyndt at tro på, at der nok skal være en fremtid for mig. Det er løbende blevet bedre hele januar og jeg har virkelig ikke turde håbe på det. Jeg har ind imellem luftet lidt positive tanker her på bloggen, men jeg har faktisk ikke rigtigt turde tro på fremgangen og give udtryk for det, for tænk hvis det ikke passede.

Tro, håb og kærlighed

Jeg skrev for godt en uge siden (Her: God weekendhilsen med kage) lidt om at jeg ikke turde tro, men godt turde håbe. Nu – en uge senere – tør jeg faktisk godt at tro på, at det hele nok skal løse sig. Der ER faktisk en god fremtid for mig derude. Jeg skal bare lige derhen og jeg er rigtig godt på vej. Wu-huuuu, er det ikke vidunderligt. Jeg håber, det varer ved. Og jeg TROR det. Det påvirker selvfølgelig mit humør rigtig meget, hvilket påvirker familien rigtig meget. Jeg kan mærke det – og det er så dejligt. Kærligheden har altid været stor herhjemme, men det er klart, at det kun bliver bedre, når alle trives og har det godt. Det smitter jo.




Min proces er ikke slut endnu. Jeg arbejder stadig meget målrettet. Jeg er træt, men slet ikke som tidligere. Det er magisk at føle mig selv igen.

Jeg er glad.
Jeg er forelsket i min mand, mine børn og vores liv sammen.
Jeg er spændt på fremtiden.

That´s it!

God mandag til jer – og god uge.

www.meskildsen.dk




1 2 3 4 5