Barn af alkoholiker

Her kan du læse indlæg om, hvordan det påvirker dig at være barn af alkoholiker

Mønsterbryder. Hvem mig?

by

At være mønsterbryder er ikke noget, jeg sådan normalt betegner mig selv som. At være modig er heller ikke så meget mig… men alligevel.

 

Hvad er en mønsterbryder egentligt? Jeg har fundet lidt om det her på Wikipedia.   Her står bl.a.:

“En mønsterbryder er et menneske, som bryder ud af den sociale arv og opnår en højere social status end forældrene: ved bedre uddannelse og beskæftigelse, eller ved kæmpe mod et negativt træk i familien. “




Min proces indad

Som du nok ved, hvis du har læst med her i noget tid, så er jeg i en vild proces med mit indre jeg. Jeg er ved at finde vejen ind i mig selv. Jeg er ved at finde mig selv faktisk. Jeg er ved at bearbejde gamle følelser, sorger og traumer, der har forårsaget nogle meget ubehageligt år og situationer for mig. År, bekymringer og situationer, jeg helst havde været foruden, men nu kan se, er meget vigtige for mig.

Jeg får masser af feedback på mig blog og på mine snakke rundt omkring, og for nyligt har jeg flere gange fået “stemplet” mønsterbryder og modig. Det er noget, jeg skal vænne mig til, men som jeg egentligt befinder mig ganske godt med. Jeg ser en mening med mit terapeutiske forløb og jeg ser en virkelig stor mening med min blog. Jeg er meget bevidst om, at jeg bryder et stort tabu, som har hængt som et tungt gardin foran mit eget vindue i flere år. Min familie er en stor del af gardinet og tabuet – og jeg håber og tror på, at vi sammen bryder den dårlige sociale arv, som har været i vores familie i årtier.

Bryd tabuet – NU.

Det fungere således: Hør engang… Jeg er psykisk sårbar, måske genetisk (hvem ved? Min mor, mormor og andre i familien havde også en svag sige). Det er blandet godt sammen med en svær opvækst med alkoholmisbrug, omsorgssvigt og traumer, så nytter det jo ikke noget, at jeg ikke snakker om det. At jeg forbliver i det tabu, vi har i familien. Tabu som ses ved, at vi er stærke udadtil (kan klare alt), men at vi er sårbare inderst inde og lider af forskellige lidelser. Det kan være alkoholmisbrug (som mine forældre), angst, depression, tristhed, hovedpine osv. Især når andre ikke ser det. Men ved andre lejligheder eller bare udadtil, er der ingen, der ser sårbarhederne og vanskelighederne. Vi lægger låg på følelserne og agerer som om intet er vanskeligt.

“Vi skal nok klare os – og så snakker vi ikke mere om det”-agtigt.




En ond cirkel skal brydes

Hvad hvis jeg ikke snakker med mine børn og andre om, hvorfor jeg har det, som jeg har det. Når de fx ser, at jeg lider og er mega presset, så bliver mit pres inderst inde jo endnu større. Så bliver tabuet jo forstærket. Jeg signalerer, at alt er ok og at vi ikke skal snakke om det. Hemmeligheden er bibeholdt. På den måde vil jeg videregive hemmeligheden og tabuet til mine egne børn, som måske vil opleve, at deres mor er svag, men at de egentligt ikke kender årsagen dertil, for det er jo ikke noget, vi snakker om.

Kan du se det? Kan du se den dårlige cirkel? Den sociale arv?

Så vender vi kajakken

Jeg VIL ikke være en del af den tabubelagte dårlige sociale arv mere og give den videre til mine egne børn. Jeg vender kajakken og sejler den anden vej. Jeg skammer mig ikke over min opvækst mere. Jeg skammer mig heller ikke over, at mine forældre var alkoholikere. Jeg er heller ikke sur på mine forældre. Jeg ville da selvfølgelig gerne, at tingene havde været anderledes, men jeg er faktisk sikker på, at de gjorde, hvad de kunne. Jeg er også sikker på, at det i dag har givet mig dette mod og en styrke, jeg nok ikke havde fået.
Når tingene nu har udviklet sig, som de har, så bliver jeg utroligt stolt af at blive kaldt en mønsterbryder og ikke mindst modig. Jeg ved da godt, at min psykiske vej opad (eller ind i mig selv) er lang endnu, men vejen ned i hullet har sørme også været lang. Den vej vil jeg ikke byde mig selv igen, min familie, mine børn og mine efterkommere.

Her slutter cirklen…

moensterbryder1

 

 

Ved du for resten hvad?
Bloggen har 1 års fødselsdag her sidst i september. Jeg er stolt og ydmyg.
Hurra for fødselsdage, ærlighed og at bryde et TABU.
Mon ikke det skal fejres? Hvad synes du?

hjerte



Time to charge

by

Time to charge -indlægget her er en fortsættelse fra i går. Jeg slap et indlæg  i går, lige da det var ved at blive lidt spændende. I hvert fald for mig. Nu fortsætter jeg, for nu har jeg lidt energi igen.

Det er sindssygt vigtigt for mig at oplade mine batterier, før jeg løber tør. Time to charge. Det er det også for dig… og dig og dig og dig.




Dødsdage

Der skete det for 2 år siden, at mine batterier ikke bare løb tør, men brændte helt ud. Der var ikke mere tilbage. Ikke noget at komme efter. Død. Færdig. Slut. Prut. Finale. Finito. Ja, det er meget snart 2 år siden og jeg har det lidt ligesom med mine forældres dødsdage, at det er en dag, jeg helst ikke vil have, der kommer og som jeg bare skal have overstået. Tankerne og minderne omkring de dage og de tider er ikke gode for mig.

Sådan er den dag for mig. Det lyder lidt skørt at sammenligne det med mine forældres dødsdage, men minderne derfra er not-good. Den dag jeg blev sygemeldt, der døde en del af mig. Ja, faktisk så var hele september… og hele august… og hele foråret forinden ubeskriveligt hård at komme igennem. Jeg mistede mig selv mere og mere. Den dag sidst i september forsvandt jeg. Jeg døde. Jeg kunne ikke finde mig selv – og jeg leder stadig. Ikke efter den samme, men efter en gladere og klogere mig.

Udbrændt

Mine batterier har været så udbrændte, at jeg er i gang med at lade dem op. Indimellem er de godt ladet op, men mine batterier er ikke så gode til at holde i længere tid. Det bliver hele tiden bedre – heldigvis – men jeg kræver hele tiden er hyppig opladning for at kunne fungere. Det har været svært for mig at acceptere. I starten af mine sygemelding, kunne jeg ikke andet end at acceptere. Jeg sov det meste af døgnet væk i flere uger – ja, måske måneder. Jeg kan faktisk ikke rigtigt huske det, men jeg kan huske, at jeg sov. Efterhånden som jeg vågnede, kunne jeg godt glemme at sove eller have svært ved det. Tankerne fyldte for mig og larmede i mit hoved, så det var svært. Og jo mindre ro jeg fik, des værre blev det. Gang på gang blev jeg “væltet” af, at nu gik det jo lige så godt – eller bedre i hvert fald. MEN det var jo fordi, at jeg troede, at  jeg kunne mere, end jeg kunne og derfor bare kløede på. Jeg mærkede ikke mig selv. Shit, det har været en lang og strid rejse.




Accept

Jeg er begyndt at acceptere, men det er svært. Jeg er blevet bedre til at give mig selv ro midt på dagen. Med ro er det total udelukkelse af alle stimuli. Lukkede øjne og ro. Læse giver mig ikke ro. Lyde giver mig ikke ro. Afslapningsmusik er den eneste stimuli, der virker for mig. For så kan jeg ikke høre andre irriterende lyde fra huset eller vejen udenfor. Jeg er sågar nået så langt, at jeg kan skrive det på min to-do-liste hver dag, så jeg kan vinge den af, når det er overstået.

Time to charge

Hvorfor er det så svært?

Jeg har en teori om, hvorfor jeg synes, det er svært. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, så det er rent gætværk, men følelsen og tankerne derom virker rigtigt inden i.
Da jeg var barn og især ung, drak mine forældre alt for meget alkohol. Jeg træder vist ingen over fødderne, hvis jeg siger, at de var alkoholikere. Måske vender de sig i deres grav af dårlig samvittighed og skamfuldhed. Who knows?( Man har vel lov at håbe!)

Noget af det der står som virkelig pinlige og ubehagelige oplevelser for mig, var når mine venner og veninder opdagede, at tingene ikke var helt normal hjemme hos os. Jeg gjorde ALT for, at ingen skulle opdage mine families udfordringer, men indimellem så veninderne jo ting, som var anderledes. Jeg så i hvert fald tingene. Måske tænkte veninderne i virkeligheden ikke så meget over det som jeg. Jeg fik ondt i maven, snurren i hovedet, tics i øjnene og hjertebanken, når der var noget, de kunne opdage. Og det skete meget tit. Jeg husker meget tydeligt, at det var meget ubehageligt at have en veninde eller ven med hjem, som så at min mor sad og sov ved spisebordet i køkkenet. Altså med armene liggende på bordet og hovedet hvilende på armene.

Svag eller bare normalt brug for hvile

Det var sgu ikke normalt at sidde sådan og sove. Normalt ville man nok lægge sig på en sofa eller i en seng, hvis man blev træt, men det var ikke tilfældet. Ofte. Meget ofte. Og det gjorde indtryk på mig. Det var så pinligt, for hvad skulle jeg lige sige om det. I mit hoved var det et svaghedstegn, at hun havde brug for at sove midt på dagen. Det gjorde de andres forældre ikke. Det så jeg i hvert fald ikke. De arbejdede jo – tror jeg nok. Det gjorde min mor ikke, så hun kunne drikke og sove dagen lang, hvis hun ville. Dengang havde jeg ikke evnen til at vurdere, om min mor havde brug for hvile, hvilket hun jo nok havde. Jeg oplevede allermest det skamfulde over, at min mor havde drukket og sad og sov i køkkenet midt på dagen. Årsagen… Ja, hvis jeg sad og drak alkohol hele formiddag efter en heftig brandert dagen forinden, ja så ville jeg nok også blive træt. Måske kunne jeg godt finde ind i min seng, men det ved jeg jo dybest set ikke rigtigt!!!

Kroppen husker

Når jeg nu oplever, at jeg har brug for hvile og ro, så sætter det gang i mine følelser. For kroppen husker jo. Og min krop husker de dårlige følelser, der var forbundet med mine skam over min mor. Tænk at hun var så svag, at hun havde brug for at sove midt på dagen. Nøj, hvor jeg skammede mig. Det gik lige i kroppen på mig. I hjertet, i maven og i hovedet. Den skam har jeg bragt videre til mig selv. For tænk at jeg selv er så svag, at jeg har brug for at sove midt på dagen. Det har i lang tid været skamfuldt for mig. Jeg har haft det SÅ svært med at skulle hvile mig. Især hvis mine børn kom hjem fra skole og så deres mor sove til middag. For de skulle jo ikke opleve, at deres mor var svag. Forskellen ligger så bare i, at vi (min mor og jeg) var svage af forskellige årsager OG at jeg snakker med mine børn om, hvorfor jeg er så udfordret pt. Nu er jeg nået der til, hvor mine børn gerne må se min svaghed og vide hvorfor, men især må de gerne se, at jeg gør noget ved min svaghed, mine udfordringer og kommer styrket igennem det. Det er vigtigt for mig, at de ser at jeg kæmper mig op af hullet igen.

Time to charge

Derfor er det vigtigt for mig at få tid, ro og hvile, så jeg bedre kan fungere som en god og velfungerende MIG. En mig der har det godt.

Jeg aner ikke, om det er en rigtig teori, men jeg finder ro i den, fordi det giver mening for mig. Hver gang jeg gør mig nogle nye opdagelse i mit indre, så bliver jeg klogere på mig selv og kan bedre handle i den rigtige retning… FOR MIG.

 

Endnu engang tak fordi du læser med. Det gør mig altså MEGA glad.
Nu er jeg træt og trænger til ro i hovedet.

Godnat.

hjerte

 




Er du barn af alkoholiker?… Part 4

by

Hvis du har læst mine 3 tidligere indlæg, så tænker du måske, at det er rart at vide, at du ikke er den eneste eller måske tænker du, gad vide om du kender andre, der er barn af alkoholiker, uden du ved det eller måske tænker du hvad man så gør ved det, når skaden allerede er sket eller noget helt andet.

Måske tænker du også, hvad der så sker (mere…)

1 2 3 4 5