Barn af alkoholiker

Her kan du læse indlæg om, hvordan det påvirker dig at være barn af alkoholiker

Hvis bare jeg ikke siger noget… Om tabu

by
Min indre stemme har altid fortalt mig, at hvis jeg bare ikke sagde noget, så var der nok ikke nogen, der opdagede noget og måske gik det hele over meget snart.

Sådan har jeg haft det hele mit liv. Måske kender du det også?
Jeg vil betragte det som mén, jeg har med mig fra min barndom. Dengang, for mange år siden, da mine forældre drak alt for meget, da blev “bunden” lagt inden i mig. I denne sammenhæng er det bunden til et udfordret sind, som altid kæmper med en selvopfattelse, der er på hårdt arbejde.
Jeg er faktisk overbevist om, at mine forældre ikke gjorde det for at bringe mig nogen ulykke. Jeg er også overbevist om, at de ikke så eller vidste, hvordan det ville få gevaldige konsekvenser for mit voksenliv, for mit selvværd og for min måde at håndtere udfordringer på.

Tabu er ikke godt for noget. Bryd tabuet!
Tabu er ikke godt for noget. Bryd tabuet!

Jeg ved godt, at når jeg skriver sådan noget herinde, så er det lidt som at puste til ilden. Jeg vil bare så pokkers gerne have, at der er nogle, der læser det og bliver klogere på det med at have fulde forældre. Det bringer IKKE noget godt med sig. Jeg har brug for at fortælle om det og jeg har brug for at hjælpe andre. Jeg ved, at det er et meget ømt punkt at bringe på banen, og jeg gør det ikke for at hænge nogen ud eller gøre nogen kede af det. Måske kommer jeg til at gøre nogen kede af det… Det ved jeg faktisk ikke. Det er bestemt ikke min hensigt.
Det er lige præcis det, der er så svært – både for børn og voksne. Altså børn, hvis forældre der drikker og for voksne, hvis forældre der HAR drukket eller som mig, hvis forældre der drak og er døde. Dem kan jeg jo ikke gøre kede af det, men bag mig står en stor familie og en hulens masse venner (specielt mine forældres omgangskreds), som måske kan føle sig ked af det. I skal vide, at det ikke er meningen.

Noget af det værste ved alkoholmisbrug er tabu.
Tabu er “det vi ikke snakker om”. Det vi ikke taler om, fordi vi ikke skal blande os i hinanden, vi vil ikke gøre nogen kede af det eller rippe op i gamle oplevelser. Tabu er ikke noget, man har aftalt. Jeg betragter det nærmest som et psykisk spil, der foregår i en forsamling. Hvis onkel Hans i en familie drikker for meget, så skal vi da ikke snakke om det, for vi synes jo ikke det er rart og vi vil jo ikke gøre onkel Hans sur. Ellers hvis tante Ruth har tabt en masse kilo, så kan vi sagtens snakke om vægttab og rose for det, men lige så snart at tante Ruth tager det hele på igen, så snakker vi ikke om, hvad der gik galt. Måske er det lidt pinligt at bringe på banen – altså for tante Ruth. Men i virkeligheden kunne man måske hjælpe tante Ruth til at få snakket om, hvad der gjorde det svært!
Der er faktisk en svær balance imellem almindelig høflighed/ pli – og tabu. Man vil jo heller ikke træde tante Ruth over tæerne og kommentere, at hun ikke kunne klare at holde vægten, vel?

Hvad er høflighed og tabu i den situation??? Ja, jeg synes da egentligt at det er lidt svært at svare på.

Lad mig så tage mig selv som eksempel. Jeg voksede op i en familie, hvor begge mine forældre drak for meget og oven i det, så arbejdede min far konstant. Nu kender I jo ikke hele historien (den kan jeg ikke sådan lige skrive i dette indlæg. Det er simpelthen for langt og omfattende). Jeg vil mene, at der var tale om massive omsorgssvigt. Nuvel, jeg har også fået masser af kærlighed og har aldrig manglet noget materialistisk, men der har været så meget svigt i forhold til at se og være der for et barn (flere børn), at jeg betragter det som omsorgssvigt. Bare jeg skriver det, kan jeg mærke et stikken i hovedet og det giver et grimt sug i maven. Av, hvor gør det ondt.
Hele min barndom og ungdom har jeg selv været en stor “tilhænger” af det tabubelagte emne: “Mine forældre drikker”. Jeg udøvede det i høj grad. Altid faktisk!
Jeg gjorde det da ikke bevidst og jeg var slet ikke klar over, hvad tabu var dengang. Men jeg skulle for alt i verden ikke fortælle nogen, at mine forældre drak. Når der skulle afleveres sedler i skolen med mors underskrift på, så havde jeg øvet mig på at skrive min mors underskrift så præcis som muligt, så jeg selv kunne underskrive, for mine mor fik det aldrig gjort. Sedlen havde jeg selvfølgelig afleveret til hende, men jeg vidste jo også godt, at det måtte jeg klare selv. Jeg tror ikke, der var nogen, der opdagede det. Til gengæld er jeg blevet meget dygtigt til at skrive 😉
Eller når min mor sad lænet hen over køkkenbordet og sov, når jeg kom hjem med en veninde om eftermiddagen, var jeg god til at fyre en løgn af om, at min mor havde været syg, så det var derfor hun sov og for øvrigt stadig sad i natkjole. Og så håbede jeg for øvrigt at veninden ikke opdagede alle de flasker der stod på spisebordet og i køkkenet. Mavefornemmelse over sådan en løgn er ubærlig, samtidig med at man er så sindssyg flov over ens egen mor. Det er altså bare ikke sjovt.

Tabuet er der sørme stadig. Trods det at mine forældre er døde, så er der stadig tabu omkring hele historien i familien. Nogle af os er gode til at snakke om det, men der er alligevel altid lidt usagte ting – for man vil jo ikke gøre nogen kede af det og hvad nytter det at blive ved med at snakke om.

Det nytter faktisk en hel del, skal jeg sige jer.
Hvis man ikke må sige og fortælle, hvordan man oplever tingene og har det, som man har det, så bliver situationen altså gevaldigt forværret . Hvis jeg bare havde turde sige til en voksen, dengang jeg var barn og ung, at der var en masse, jeg syntes, der var svært, så havde jeg måske kunnet få noget hjælp til at snakke om det. Men jeg turde da ikke sige noget, for jeg ville ikke være anderledes og ville ikke have at mine familie var anderledes. Det måtte de andre ikke vide…
Når jeg forsøgte at snakke med mine egne forældre om alt muligt en teenager rumsterer med, så sagde de ALTID: “Det snakker vi ikke mere om”, så det blev jo ligesom kutymen.

Når jeg, som voksen, har haft perioder, hvor jeg har haft det svært, har jeg IGEN haft de samme udfordringer. Jeg har ikke sagt noget til nogen. Ingen måtte se mine svaghedstegn. Ingen måtte synes, at jeg var anderledes. Det har givet fuldstændig de samme følelser indeni… Ondt i hovedet og sug i maven… Bare der ikke er nogen, der opdager, at jeg er svag!!!
Jeg har haft konstant hovedpine siden, jeg var 13 år og jeg har det stadig… Det er 25 år, mine damer og herrer…

Tænk lige over det!

Det nytter ikke noget at holde sin kæft. Når forældre drikker, så SKAL der gøres noget, og det er aldrig barnets eget ansvar.

Nu er jeg blevet voksen – så nu er det mit eget ansvar at få sagt tingene og få snakket om det, der er svært, så det ikke bliver et tabubelagt emne.

Hvilket ansvar har du?

Bryd tabuet… NU!

Barn af alkoholiker…. Det vil jeg ikke ønske for nogen!

by
Det sætter nemlig dybe spor at være barn af en alkoholiker.
At være barn af en alkoholiker sætter så dybe spor, at det påvirker én resten af livet - både positivt og negativt.
At være barn af en alkoholiker sætter så dybe spor, at det påvirker én resten af livet – både positivt og negativt.

Det giver ar, som aldrig nogensinde går væk. Arene kan man lære at acceptere, men det kræver en sindssyg hård proces, hvor man virkelig er nødt til at kigge indad. Ingen andre end dig selv kan udføre dette hårde arbejde, men du kan få hjælp til det. Det vil jeg faktisk anbefale dig, da det er hele arbejdet værd. Man kan ikke rigtigt sige, at der er noget i den proces, der er nem, men det bliver altså nemmere af at få hjælp til det. Det er vigtigt at mærke og vide, at du ikke er alene – for det har man så tit følt sig – og det er du ikke.

Jeg vil her på siden skrive en masse mere om det at være barn af en alkoholiker.
Hvad betyder det for personen og individet? Det betyder alverden for mig.

Har du spørgsmål, du ikke aner, hvor du skal gå hen med, så skriv til mig. Jeg er lyttende, forstående og kan hjælp dig videre.
Du må også gerne skrive til mig, hvis der er bestemte områder, du synes, jeg skal tage fat i. Så vil jeg prøve om det er noget, der vil passe ind på bloggen her.
Jeg har ikke nogen faglige uddannelse indenfor dette område (endnu), men jeg har så sindssyg meget erfaring, at det halve kunne være nok 😉 – og jeg deler gerne ud af den.

Læs med her på bloggen, når der kommer nye indlæg, som kan hjælpe dig.

At kere sig om andre – og at mangle at andre kerer sig om én…

by

Mangler du omsorg1

Jeg holder rigtig meget af ord og deres måde at beskrive på. Det kan både være ord, der bliver skrevet, sagt eller sunget. Ord er lækre i den forstand, at de kan beskrive noget, der er inden i os. De kan beskrive vores følelser og sætte gang i vores indre billeder og fantasi.

En af de ord, der nok, i dag, ikke er mange der bruger eller kender, er kere. Jeg elsker det ord og jeg elsker dens betydning. At elske et ord er måske lige lovligt overdrevet, men ikke mindst elsker jeg ordets betydning, at udføre det og at mærke det.
At kere sig betyder, at man interesserer sig for nogen, at man tager sig af nogen og at man bekymrer sig for nogen. Det er så varmt og kærligt et ord og det må absolut ikke være et ord, der går i glemmebogen.

Kendte du det ikke før?… så kender du det nu – og lov mig at udøve og tage imod det.
Vi har alle sammen brug for at nogen kerer sig om os.

Når man, som jeg, har mistet begge sine forældre, så mangler der altid noget. Det er både til højtider og sådan generelt i hverdagen. Det er faktisk altid. Det gør sig selvfølgelig også gældende, hvis man “bare” har mistet én forælder. Jeg kan ikke helt være bekendt at skrive “bare”, for det er aldrig “bare”, men i mit tilfælde har jeg dobbelt op på følelserne og manglerne ved forældres dødsfald, så jeg har altså lidt erfaring, som jeg hellere havde været foruden!
Jeg mangler ofte omsorg. Jeg mangler én, jeg kan ringe til i ny og næ, jeg mangler én, der bare lytter, og siger, at det kan hun godt forstå, jeg mangler én, der interesserer sig for mig og kerer sig om mig. Én der bare er der for mig. Det er faktisk lidt løgn, at jeg ikke har det, for det har jeg i min mand. Han opfylder alle disse punkter. Jeg har også masser af veninder, jeg kan snakke med.
Jeg kan ikke få det fra mine forældre mere, men det gør jo ikke behovet mindre. Behovet er der stadig og det kan gøre så forbandet ondt at miste og mangle, at man ofte slet ikke kan finde ud af følelserne omkring det. Man bliver bare så vred og ked af det på samme tid.
Hvis du har mistet en forælder, så kender du det helt sikkert også.

For 8 år siden fødte jeg mit 3. barn. Det er en glædelig begivenhed og vi var selvfølgelig meget glade. Min mand ringede kort tid efter fødslen til sine forældre og fortalte sin mor om hendes nye barnebarn, som netop var kommet til verden. Det hele var dejligt og livsbekræftende, men samtidig knugede det i min mave og tårekanalerne blev sat på prøve. “Hvem skulle jeg ringe til”? Jeg havde jo ikke nogen forældre, jeg kunne ringe til. Jeg kunne selvfølgelig ringe til mine søskende, men det er bare ikke det samme. Det var sådan rigtig første gang, jeg inderst inde mærkede, at jeg aldrig ville kunne få den livsbekræftende følelse af at give livet videre og berette sine forældre om den glædelige nyhed. Det var også første gang, jeg tænkte, at jeg virkelig skulle klare mig selv. Der var ingen kære mor og far, som man siger. Jeg havde dengang behov for at ringe til mine forældre – det har jeg stadigvæk. Jeg havde behov for nogle, der kerede sig om mig – det har jeg stadigvæk.
Jeg har i mange år tænkt, at det ville jeg aldrig kunne få fra min forældre igen. Nej, det kan jeg heller ikke, men jeg kan få noget andet. Derfor er det gået op for mig (med hjælp fra psykoterapeuten), at jeg mangler omsorg. Det er egentligt ret enkelt, men inderst inde temmelig svært at bede om.
For kort tid siden snakkede jeg med min kusine om det at miste, sørge og mangle noget derefter. Vi blev ret hurtigt enige om, at vi i skoleverdenen og børnehaveverdenen, hvor vi har arbejdet, ofte har sagt til nogle børn, at hvis der er noget, der er svært, så FIND EN VOKSEN. Og det er lige præcis det, det handler om. Jeg skulle ud og finde en “voksen”.

Jeg vil give dette råd videre til dig, der måske har mistet og mangler omsorg. Man kan såmænd også mangle omsorg, selvom man ikke har mistet sine forældre, men det er jo lige mit udgangspunkt, derfor er det det, jeg nævner.

Det behøver ikke, at være én bestemt voksen. Måske kan du også få dit omsorgsbehov opfyldt igennem flere personer. Omsorg bringer en speciel følelse frem fra en kærlig og hensynsfuld behandling. Det kan være noget, der bliver gjort for én, noget der bliver sagt eller skrevet eller at der bliver lyttet. Den følelse af at blive taget om eller af, er et behov vi alle har. Mangler du den?
Hvis du, som jeg, er voksen, så har du selv et ansvar for dit liv. Du har et ansvar for at få dine behov opfyldt. Du kan ikke tage det for givet at andre bare gør det for dig eller tænker på det. Måske er du heldig at der bare er en masse dejlige mennesker omkring dig, der gør det helt af sig selv, men nogle gange er det ikke tilfældet. Din familie og venner, som helt sikkert er skønne og dejlige, kan ikke vide, hvad du har behov for – med mindre du fortæller dem det.

Mangler du omsorg?
Mangler du én, der kerer sig om dig?
Elsker du ikke også bare det ord og følelserne bag det?

Find ud af hvad du mangler.
Find ud af hvordan du kan få det.
Åbn dit hjerte.
Fortæl hvordan du har det.
Giv af dig selv – så får du også masser igen.

Jeg har i dag tilbragt en masse timer med en person, der inspirerede mig til dette indlæg. Hun er en god veninde, tidligere studiekammerat og tidligere kollega. Alt sammen i én person. Og så er hun så givende, at det er helt fantastisk. Hun kerer sig nemlig.

God fornøjelse derude…

With all my love

1 3 4 5