Hjælp dig selv

Her finder ud små ideer, der har hjulpet mig videre

Livstegn

by

Livstegn fra mig. Jo jo, jeg er her endnu.

Jo, livstegn er godt og jeg har tænkt på, at nogle af jer måske har undret jer over, hvor jeg var henne. Jeg er i den vildeste udvikling lige pt. og det tager meget af min tid og energi. Mit seneste indlæg er næsten en måned gammel. Ja, sådan går det, når energien bliver brugt på andre spændende ting. Min blog betyder stadig rigtig meget for mig – og jeg er faktisk af og til selv inde og læse mine indlæg. Bare lige for at blive lidt klogere på mig selv. Man kan godt glemme, hvordan tingene har været, men det er faktisk godt at se tilbage, for virkelig at forstå den udvikling, der er sket. Jeg er stadig i udvikling. Er ikke i mål endnu, men jeg er rigtig godt på vej, synes jeg selv. Det er egentligt et godt spørgsmål, om man nogensinde kommer helt i mål? Jeg tror det ikke, men mit mål pt. er at få det godt og derhen er jeg godt på vej til. Mere kræver jeg såmænd ikke.

Hypnoterapi gav mig et skub

Som jeg har skrevet tidligere, har jeg været i et forløb med hypnoterapi. Det har været SÅ fantastisk godt for mig. Det har løsnet min indre uro og angst. Jeg var SÅ tæt på at skulle begynde på antidepressiv medicin, jeg har flere gange været nede at skrabe UNDER bunden. Jeg har gjort vanvittigt meget for at få det bedre. Har ikke ligget på den lade og fattige side. Det har kostet blod, sved og tårer – og det gør det såmænd stadigvæk. Hypnoterapien gav mig det sidste vigtigt skub og sikke en lettelse.

Jeg vil skrive en masse mere om det, men ikke lige nu. Jeg er nemlig begyndt og er godt i gang med noget meget spændende… Jeg er ved at uddanne mig til selv at blive hypnoterapeut. JEP, det er rigtigt. Og jeg er vild med det. Ju-huuuu…

Derfor har ordene været få herinde. Jeg har læst og læst og læst – og været på uddannelsesmoduler. Mega fedt! Og hold k… hvor har jeg været bange og nervøs for, om jeg kunne klare det. Men det kunne jeg – og jeg gjorde det.




Konfirmation, livslyst, glæde og kærlighed

Desuden har vi fejret min elskede søns konfirmation, som jo også har trukket lidt tænder ud. Det er altså en ordentlig omgang at holde sådan en konfirmation. Nu er vi på den anden side og det var alle udmattelserne værd. Hurra for en vidunderlig dag, vi havde. Sønnike strålede om kap med solen, som stod flot på himlen den dag. Det var bare en pragtfuld dag. Jeg elsker mig familie og vores glæde og tro på livet. Vi har sgu været meget igennem alle sammen, men vi kæmper, fighter, tror og elsker – og det er jeg særligt stolt af.

Fuser, nej tak!

en fuser

Jeg vender tilbage med mere om mit nye liv som hypnoterapeut. Mit liv som lærer er definitivt ovre nu. Det var en succes… på et tidspunkt, men endte som en fuser for mig. Gå aldrig tilbage til en fuser. Nej tak! Men jeg er glad for min læreruddannelse og de jobs, jeg har haft. Det har lært mig rigtig meget og jeg kan bruge så meget af det nu i mit virke som hypnoterapeut. Der kommer jeg også til at undervise, lytte, vejlede og fortælle. Noget, jeg er god til. Det glæder jeg mig til.

Hip hurra for positiv personlig udvikling. Er det ikke bare vidunderligt, når livstegn er gode. Det ville da være trist, hvis de livstegn jeg gav, var negative og triste (som så mange gange før). Hurra igen for udvikling. Der er håb at spore 😉

Lykke til!




Stress som tabu #3

by

Dette er tredje del af serien om stress som tabu. I har taget rigtig godt imod serien, hvilket jeg er meget glad for.

Stress som tabu. Du læser stadig med. Tak for det. Jeg er især glad, fordi jeg så gerne vil have, at folk læser det, jeg har på hjertet. Jeg vil gerne dele mine erfaringer og oplevelser med jer. Jeg vil IKKE tabuisere stress, men i stedet italesætte, hvor skrækkeligt og ensomt det er at havne i.

Hvis du endnu ikke har fået læst de tidligere indlæg, så kan du finde dem her:

Stress som tabu #1

Stress som tabu #2

 

stress-som-tabu3

Sygemeldt fra fx tøjvask

I går skrev jeg om, at man OGSÅ bliver sygemeldt fra hjemmet. NEJ, det kan jo ikke lade sig gøre helt 100 %, det ved jeg, men man kan godt drosle lidt ned på forskellige opgaver. Det kan jo blive en nødvendighed.




I min situation kom det helt af sig selv. Jeg kunne nærmest ikke noget som helst i starten. Jeg sov MANGE timer i døgnet. Når jeg var vågen, sad jeg og kiggede ud i luften. Nogle gange TVANG jeg mig selv til at udføre en opgave.

Nej, nu må jeg hellere få hængt det vasketøj op!

En opgave, jeg tidligere havde klaret på 5-10 minutter, kunne nu tage flere timer for mig. Jeg kunne måske hænge 2-3 stk. tøj på snoren, men måtte så ind og sidde eller ligge igen. Simpelthen pga. svimmelhed. Jeg følte, jeg var ved at besvime. Jeg KUNNE ikke udføre en hel opgave ad gangen. Det var vanvittig sygt at have det sådan. Jeg var helt rundtosset og slet ikke mig selv. Sådan var det for 2 år siden, og sådan er det til dels stadigvæk. Bare i en lidt bedre udgave. Nu kan jeg godt klare mere end 2-3 stk. tøj ad gangen, men der skal planlægges og der skal ikke så meget til at det bliver uoverskueligt for mig.

Eksempel

Forleden var vaskemaskinen i gang. Centrifugering. Jeg havde planlagt, at jeg skulle hænge tøjet op, når den var færdig. Jeg kan, for det meste, godt klare en hel maskinfuld ad gangen nu. Hvad jeg ikke vidste var, at begge vores tørrestativer var fyldt med tørt tøj, som først skulle lægges sammen. BUM! Det væltede mig. Jeg kunne lige med ét ikke overskue opgaven. Jeg KUNNE ikke. Det gav et sæt i mig og jeg begyndte at svede. Opgaven var simpelthen for stor i forhold til min planlægning. WHAT? Jo, sådan kan man også få det. Jeg opgav simpelthen opgaven og blev både skuffet, flov og ked af det. Og sådan var det så den dag. Mega ærgerligt og mega træls.

Det var med en vis ærgrelse, jeg måtte fortælle Jesper, da han kom hjem, at jeg IKKE havde fået hængt tøjet op og han så måtte BÅDE lægge tørt tøj sammen og hænge vådt tøj op.
Se, her kommer partnerens opgave bl.a. ind:




Partneren

Det er mega flovt, at jeg ikke kan klare det selv. Det skammer jeg mig over. Til gengæld er jeg dybt taknemmelig for at have min klippe ved min side, som kommer hjem fra en lang arbejdsdag, hjælper mig, krammer mig og forstår. Det er guld værd. MEN det kræver også, at jeg tør åbne mig og være sårbar. At jeg bryder det TABU, der er omkring det at have stress. At jeg fortæller helhjertet og sårbart, hvordan jeg har det. Jeg KAN ikke klare det hele. Der er en fysiologisk grund, en hindring inde i hjernen der gør, at jeg simpelthen blokerer. Hvis jeg ikke bryder mit tabu, så har han jo ikke en jordisk chance for at se og forstå udfordringerne. Så ville han måske også bare tro (som alle de andre), at jeg er doven og burde at kunne klare en masse.

Jeg kender nogle, som tror, at man nærmest bliver en hjemmegående “et-eller-andet”, når man bliver sygemeldt med stress. Ja, man bliver hjemmegående, men man bliver ikke hausfrau, som klarer alle de huslige opgaver. For det kan man ikke. Til gengæld har man brug for hjælp til at klare de opgaver, man tidligere kunne klare, selvom man også gik på arbejde. Sådan er det bare.

Mit talerør

En anden af partnerens opgaver i forhold til Stress som tabu er, at han bliver et slags talerør. Et meget vigtigt talerør. Han er også udfordret, for hans kone er svækket og han skal klare mange ting, som han tidligere ikke gjorde. Ikke kun huslige ting, men han skal også tage beslutninger, som tidligere var mig, der tog eller en fælles beslutning. Som stressramt har du måske utrolig svært at tage endelige beslutninger. Dine tanker er et virvar og det er svært at beslutte noget. Derfor er det tit sådan, i hvert fald her hjemme, at jeg spørger ham til råds. Han ved efterhånden godt, at han ikke skal sige, at det bestemmer jeg eller det må jeg selv bestemme.

Beslutningstageren

Nej, han SKAL træffe beslutningen, for ellers bliver jeg frustreret, hvilket kan føre til fx uoverskuelighed og gråd. Jeg vil skynde mig at sige, at det er blevet langt bedre med tiden, og jeg kan godt træffe beslutninger nu, men det er til tider stadig lidt en udfordring. På mange områder bliver han udfordret og kan have brug for en ven eller en at snakke med. Det er derfor også vigtigt, at HAN får sat ord på, hvordan det er at stå i den pårørendes sko. Det er jo ikke lutter lagkage – og han skal også italesætte sin egen situation. Samtidig med det, så er det vigtigt for mig, at han fortælle andre, hvordan JEG har det. Det er vigtigt, at den der “jamren” ikke kun kommer fra mig. Forstår I, hvad jeg mener? Det lyder måske egoistisk, men jeg har brug for, at andre fortæller om, hvordan jeg har det, for på den måde bliver det også italesat – og ikke kun fra mig. På en måde bliver det hele lidt mere okay.

Mærkelig tankegang

Helt ærligt, jeg synes faktisk selv, det lyder lidt mærkeligt, men det er faktisk tankerne her fra. Fuldstændigt ærligt. Og det er faktisk det, jeg bedst kan lide her på bloggen. Det er min egen ærlighed og personlig, og jeg tør fortælle og skrive det, jeg tænker.
Det er rart for mig at høre fra min egen mand, at det sgu (undskyld) ikke er sjovt altid. Det er rart for mig at høre, når han fortæller, hvad HAN oplever. Det trøster mig på en eller anden måde, for så ved jeg, at han har set mig. Det dulmer min ensomhed en hel del og skaber VORES fællesskab omkring det.  Samtidig er det godt at andre bryder tabuet omkring stress, og ikke kun den stressramte. Det føles let sådan her:

Hej, her er jeg. Jeg har stress.

Det er rart, når det bliver sådan her:

Min kone er ramt af stress, og det betyder noget for hele familien. Det er hårdt, men vi holder sammen og hjælper hinanden igennem det.

Lyder det ikke fedt? Sådan skal det være. Vi skal være fælles om det der stress.

Kære stressede person, dette er til dig

Er du stressramt, er det derfor utroligt vigtigt (synes jeg), at du ikke går med det hele selv. Det er en alt for stor opgave. Du skal have noget hjælp – og det er oplagt at få fra sin partner. Hvis du ikke har en partner, så må du få din hjælp andetsteds fra. Det kunne være dine forældre, en ven, veninde, søster, terapeut eller en helt anden. Du ved selv, hvem du har størst tillid til.

Nå, jeg har en maskinfuld tøj, der skal hænges op.
Jeg ved heldigvis, at der er et tomt tørrestativ til det, for det fortalte Jesper mig i morges 😉
Så det er da ingen sag 😉

hjerte




Stress som tabu #2

by

I går skrev jeg min første indlæg om stress som tabu. Jeg mener faktisk stadig, det er et meget vigtigt punkt, som du bør læse. Jeg deler det op i en serie om Stress som tabu. Dette er anden del.

Tak fordi du læser med på serien om stress som tabu. Jeg finder det utroligt vigtigt, at det bliver belyst. Især for de stressramte. Især for hvordan de opfatter det at være brudt sammen med stress. Især at de tager det alvorligt og åbner op for “posen”. Det er IKKE noget, man skal gå med selv. Hvis du er stresssygemeldt, har du højst sandsynligt gået med en masse foruroligende og skamfulde tanker i al for lang tid og det har ikke været godt for dig. Derfor vil jeg anbefale dig at åbne lidt op nu. Læs gerne mit lille “opråb” til dig i mit indlæg fra i går Stress som tabu #1.

stress-som-tabu
Mere info, tak!

Hvis man googler stress som tabu, kommer der ikke alverden frem, synes jeg ikke. Det handler mest om stress som tabu på arbejdspladser. Det er selvfølgelig også en meget væsentligt faktor, i og med det betyder alverden for den stressramte at hun/han bliver mødt med forståelse og hjælp fra arbejdspladsen, både under og efter sygemeldingen. Stress er et problem på MANGE arbejdspladser, der må og skal tages alvorligt. Jeg læste et sted, at der på en del arbejdspladser bliver arrangeret et foredrag eller oplæg om stress. En ca 2 timers seance, hvor alle medarbejdere får samme informationer. Bagefter går alle igen hver til sit og passer sig selv. Sådan foregår det mange steder. Er det godt? NOPE. Det mener jeg ikke, er godt nok. Der skal flere handlinger og tiltag til, samt forståelse og indlevelse. Jeg er ganske overbevist om, at det kan være svært at forstå og indleve sig i en stresssituation, hvis man ikke selv har prøvet det, men så må man følge de informationer, man får rundt omkring fra. Det er fantastisk vigtigt for den stressramte, at man bliver mødt med respekt. Ellers dyrker vi bare tabuet endnu mere, for så bliver det IGEN en skamfuld ting at være stressramt.




Skamfuld

Nu skrev jeg skamfuld, og det er lige, hvad jeg mener en stresssygemelding er. Inde i den stressramtes hoved vel at mærke. Det er simpelthen SÅ skamfuldt at blive ramt af stress og ikke kan udføre de opgaver, man plejer at kunne.

Det er skamfuldt, fordi man føler sig svag, uduelig og absolut intet værd. Det ville være noget nemmere, hvis man havde brækket benet, for det ville alle jo kunne se.

Man føler sig skamfuld, fordi man er bange for at andre tror, man “pjækker”, er doven og ikke gider laver noget.

Man føler sig skamfuld, for man er nødt til at skuffe nogle mennesker, som man måske i forvejen har nogle aftaler med eller har lovet noget.

Man skammer sig over, ikke at kunne arbejde og bidrage ordentligt til familiens indkomst. Man HADER at være en del og afhængig af “systemet”, som ellers er virkelig rar at have i denne situation.

Mere skamfuld

Man føler sig skamfuld, fordi man ikke kan være den mor, far eller kæreste, man før har været. Man kan ikke yde det samme over for børnene og man skælder dem måske også mere ud. Man orker faktisk ikke rigtigt at være sammen med nogen og bliver derfor enormt asocial. Man orker faktisk heller ikke rigtigt berøringer fra partneren og kys, kram og sex bliver ofte “noget, der skal overstås”. Man vil egentligt helst bare ligge lidt i ske og blive holdt om. Det vender heldigvis tilbage igen 😉

Alt det og meget mere skammer man sig over, for sådan plejer man ikke at være og man vil jo heller ikke gøre nogle kede af det. Det er derfor enormt skamfuld at være sygemeldt med stress, og derfor bliver det også nemt et tabu at snakke om.

Tabu at snakke om det

En af de væsentligste grunde til, at det bliver et tabu at snakke om sin stresssituation er, tror jeg, at vi selv dyrker dette tabu. Vi skal ikke lukke os inde eller skamme os. Vi skal være åbne over for os selv og andre – og for pokker da fortælle, hvordan vi har det. MEN det er jo altså ikke fedt at fortælle om, at man råber af sine børn eller ikke gider partnerens berøringer, vel? Det er heller ikke fedt at jamre, at sige at tingene går ad h til og at man faktisk ikke orker at være sammen med nogle. Vel?

JO, det er da fedt, når jeg bagefter oplever omgivelsernes forståelse og accept af at tingene er svært for mig. Når jeg oplever og ser et nikkende hoved med sætningen: “Det kan jeg godt se er svært for dig” og mærker det varmeste helende kram bagefter. SÅ er det da fedt.




Sygemeldt – også fra hjemmet

Kan man det? NEJ, det kan ikke lade sig gøre 100 %, hvis man har forpligtelser, familie, mand eller kone. Det er praktisk talt en umulighed, og det har nok været en af de største udfordringer for mig.

Jeg hørte, på et tidspunkt, mig selv sige til min mand:

Det ville være meget nemmere, hvis jeg ikke var herhjemme. Hvis jeg blev sendt væk og kunne få ro og heling, og så komme tilbage, når jeg var okay igen”.

Og det var jo ikke det, jeg ønskede. Selvfølgelig var det ikke det, men tanken var indbydende, fordi der ville være absolut ro og ingenting, der skulle ordnes. Pligter og arbejdsopgaver fylder i hovedet, og det kan være svært at overskue. Derfor skrev jeg også i går, at når du er sygemeldt med stress, så er du også sygemeldt i hjemmet. Det betyder ikke, at du ikke må lave noget, men i stedet betyder det, at du skal gøre tingene i DIT tempo. Hvis – og NÅR – du ikke kan det, så skal du have noget hjælp. Det vil kræve at din familie træder endnu mere i karakter end tidligere. At de laver nogle af de ting, som DU plejer at ordne. Plejer er nemlig død – og han kommer IKKE tilbage. Der skal laves nye stier, jeres lille familie skal hen af. Derfor er det også en hård omgang for familien, at mor eller far bliver stresset. Det er altså IKKE for sjov.

Respekt, mand!

Jeg har dyb og meget stor respekt for min mand, som står alt dette igennem. Han er min klippe. Jeg beundrer ham for det, han har klaret – og jeg har til tider faktisk også været bekymret for ham. JEG havde ikke klaret hans opgave, det siger jeg bare. Med mig som svageste led i en periode, har vores familie været udfordret … Det er egentligt også skamfuldt at tænke på, men samtidig meget opløftende, når man så er på vej igennem og kan se tilbage på vores kamp sammen. FEDT FEDT FEDT, at man kan klare sådan noget sammen. Det giver et nyt fælles ståsted.

Næste indlæg i denne serie kommer til at handle lidt om partnerens rolle. Partneren spiller også en stor rolle i “Stress som tabu”.

BRYD TABUET – NU!

hjerte



1 2 3 4 5