Sorg

Når sorgen kommer på afstand, men man stadig savner

by
Sorgen er ulidelig svær at komme igennem, men når den kommer på afstand, kan man lære af den.

Og det tager tid… sorgen er forskellige for os alle. Nogle sørger i årevis, nogle sørger højlydt og smerteligt, nogle sørger stille og for sig selv osv. Sådan er vi forskellige.

Men én ting er sikkert. Vi sørger, når vi mister og vi skal lære at leve uden den, vi har mistet.

30. august

I dag er en speciel dag for mig… 30. august. En dag der er meget ubehagelig at tænke på. Især hvis jeg tænker ned i minut for minut, time for time… den 30. august 2005. I dag er det 12 år siden, min far døde.

min farDet var en sorgens dag. En svær dag. En ubeskrivelig dag. En fuldstændig vanvittig dag. En dag med slutninger og begyndelser.

Jeg vil, helt ærligt sige, at det var den værste dag i mit liv. Året forinden mistede jeg min mor. Det var også ganske forfærdeligt. Det var den værste dag i mit liv… indtil min far døde. Det blev den værste dag i mit liv. En dag jeg helst havde været foruden, men også en dag, jeg sidenhen har lært så meget af i en alt for tidlig alder. Om sygdom, mig selv, familie, taknemmelighed, kærlighed, forældreskab, sorg, smerte og samtidig glæde. Lige den 30. august 2005 oplevede jeg selvfølgelig ikke så meget glæde og taknemmelighed, men det er kommet til sidenhen i min inderste kerne.




Afstand og alligevel ikke

Sorgen kommer med årene på afstand, men jeg savner stadig lidt. Det er mærkeligt at tænke på, hvordan det ville have været, hvis min farmand, min superman, stadig havde været her. At tænke på hvordan han ville have set ud nu, hvordan hans liv ville have været, hvordan vores relation ville have været, hvordan det ville have været for mine børn at have en morfar, specielt hvad det ville have betydet for min allermindste William at have mødt og kendt sin morfar. Der er så mange tanker, spørgsmål og undren nu og stadig så mange år efter. Heldigvis er det jo ikke dagligt, heller ikke ugentligt eller månedligt mere… kun ved særlige lejligheder. Ja, jeg kan endda komme til at glemme en fødselsdag eller dødsdag, og det er også helt okay. Det betyder ikke, at de er væk fra min tanker og mit hjerte. Det betyder blot, at mit liv er gået videre og har udviklet sig med de op og nedture det har givet.




Glemmer ALDRIG

Jeg glemmer aldrig.
Nej, det gør jeg ikke.
Heldigvis.

Minderne kan ingen tage fra os.
Følelserne kan ingen tage fra os.
Taknemmeligheden kan ingen tage fra os.

Men forældrene kan tages fra os.
Det gør nas.
Herre nas.

Midt i sorgen og tårerne
Midt i smerten
Kan taknemmeligheden findes frem.

Tak mor og far,
for livet.
Tak for jer.
Tak for alt.

Vi ses.

 

Har du lige mistet? Eller tidligere? Eller kender nogle, som har?
Du skal være velkommen til at læse nogle af mine tidligere indlæg om at miste sine forældre. Jeg har haft det rigtig svært med det, men har fundet styrken i mig selv tilbage.

De er skrevet i denne rækkefølge:

Når man mister sine forældre

Når man mister sine forældre part 2

Når man mister sine forældre part 3

Når man mangler mor og far

Hvorfor holde fast, når man kan give slip?

God dag og god vind fremover. Find styrken i dig selv og dine oplevelser.

Hvis du kender nogle, der kæmper med sorgen, så send gerne dette videre til dem. Det vil hjælpe både dem og mig. TAK!

www.meskildsen.dk



Hvorfor holde fast, når man kan give slip?

by
At holde fast…

Ja, hvorfor holde fast, når man kan give slip?

Forestil dig, at du er ude at klatre. Det er første gang. Du er bange. Du er spændt. Du klatrer op ad en stejl væg. Dine fingre er dit vigtigste redskab lige nu. Dine ben ligeså. Din krop. Den arbejder for dig – opad, opad og opad. Alle musklerne i din krop arbejder. Du skal nå toppen. Fokus. Arbejder dig opad. Kigger ikke ned. Shit, du vil gerne ned. Højt at flyve, dybt at falde. Hvorfor kæmpe dig videre?  Hjertet hamrer og adrenalinen pumper. Det er svært. Grænseoverskridende. Og du gør det. Du bruger lang tid på at nå toppen. Der er ikke langt igen. Benene ryster. Armene syrer.
Du gør det. Du når toppen. Endeligt. Du gjorde det. Tillykke. Sikke en sejr. Sejt. Flot. Way to go. Wow.

“Giv slip, så firer jeg dig ned igen”.

“What? Nej, jeg kan da ikke bare give slip. Så falder jeg jo. Jeg skal bare lige… øhhh være her lidt mere. Nyde udsigten lidt”.

Dine ben syrer for vildt. Du vil egentligt gerne ned, men du kan ikke. Du kan ikke give slip. Du holder fast. DU må stå der bare lidt endnu. Mærke suset. Mærke kroppen. Være i det. Være med det. Hjertet hamrer. Om lidt skal du give slip. Give slip og lade dig falde. Nedad, nedad, nedad. Nej. Hvor hurtigst mon det går? Giver det et sug i maven. Er der nogen, der holder dig? Eller griber dig? Din krop. Adrenalinen. Hjertet. Sveden. Angsten.
Hvorfor give slip, når du kan holde fast?

Du bliver nødt til det. Du kan ikke mere. Kroppen siger til nu. Den vil gerne. Du er klar. Fingrene løsner grebet. Du giver slip, strækker benene og læner dig tilbage i selen. De holder dig. Selen holder. Du firer lige så stille nedad. Mod fastland. Du mærker glæden. Suset. Adrenalinen. Du lander. Du har begge ben på jorden. Du mærker dig selv. Du mærker kroppen. Begge ben. Du gjorde det. Du er stærkere. Du er bedre. Du er sejere. Stærkere, bedre og sejere end du troede. Du gjorde det. Hjertet hamrer og kroppen ryster. Du gjorde det.

Din tur den ene vej var det hele værd. Din tur den anden vej var endnu mere værd. Du mærkede dig selv, du holdt fast og du gav slip. Du favnede og accepterede. Du ved, du kan. Du ved, du lander igen. Uanset hvor skævt et tårn du er klatret opad… hvis du giver slip, kommer du altid lige ned. Men du lander, og du klarer det. Du står med begge ben godt på jorden. Parat til at gå videre. Parat til at bevæge dig videre. Ud i verden. Ud til nye udfordringer. Du gjorde det!




Hvorfor holde fast, når man kan give slip?

At holde fastDenne lille skrivelse og tankerne bag den kom til mig efter en snak, jeg har haft med en veninde. Når man er psykisk udfordret, kan det være svært for andre (og en selv) at vide, hvad der er bedst for en. Jeg ved, at nogle af mine nærmeste har haft tanker som, at nu måtte jeg da snart komme videre, nu skulle jeg ikke blive ved med at tærske rundt i, hvad der engang er sket, at det var på tide for mig at give slip, at jeg måske ikke skulle holde mig selv fast i det hele igennem bloggen her osv. osv. Det ved jeg, for det har jeg snakket med flere om. Det er fint nok. Det har været svært at “sluge”, når det lige er blevet sagt til mig, men efter adskillige tanker bagefter, er jeg kommet frem til, at det er ok. Ok at de mener, som de gør. Ok, for jeg forstår dem godt. Jeg ville nok have gjort det samme.




Det er ok fordi, at jeg har haft og har det super fint med at gøre det hele i mit tempo. Jeg har ikke kunnet gøre anderledes. Jeg har tidligere været presset. Mega presset. Mange gange sygemeldinger. Og jeg vil ikke mere. Jeg vil ikke byde min krop det mere. Det har været vigtigt for mig, at være i det, der gjorde ondt. Det har været vigtigt for mig, at lærer signalerne at kende. At lære årsagerne at kende. Det har været vigtigt for mig at holde fast – for at kunne give slip. At holde fast – bare lidt endnu – for at kunne give slip. Processen inden i mig har været vigtig, og den har ingen helt kunne forstå eller tage fra mig. Den var der – forbandet hård var den – og det var ok! Det ER ok!

 

Det var ordene.
God weekend derude.

www.meskildsen.dk




Når man mangler mor og far…

by

I disse dage… Ved denne tid… der mangler jeg mor og far lidt ekstra. 

Det er altid sådan omkring højtiderne, at jeg mangler mor og far. Det er vel en slags sorgproces, jeg går igennem. Det er som sådan ikke fordi, at jeg mangler lige dem, for jeg har jo efterhånden vænnet mig til, at de ikke er her mere. Jo, jeg mangler dem jo også, men jeg mangler mere “det”, der hører med til at have sine forældre.

mangler mor og farDette indlæg kommer udspringende fra mine tanker, som har fyldt her i julen og toppede her i formiddags på min gåtur med hunden. Jeg så og hilste nemlig på en familie, der kom gående sammen. 3 generationer. Side om side – hånd i hånd med smil på læberne. Småsnakkende. Familietid når det er bedst. Samvær.

Højtidens grå tanker

Når det er højtid, så savner man altid lidt ekstra. Selvfølgelig sender vi vore afdøde en ekstra tanke i julen, for det er jo en tid, hvor familier samles, hygger sig og glædes over alt det, vi har sammen.




Selvfølgelig savner jeg også mine forældre i julen. Mest fordi jeg ser, hører og oplever, at alle andre glædes over samværet med deres forældre. At andre på min alder nyder at se og opleve, at deres egne børn fordriver tiden med deres bedsteforældre, spiller, spiser slik, får gaver, synger, griner og pjatter. Mest fordi julen er familiens tid, hvor vi nyder hinanden. Lige der… der mangler jeg mor og far.
Og helt ærligt… Det er faktisk en vanvittig utopisk tankegang. For hvis mine forældre stadig havde været her, så havde det ikke været os, der kom gående der, side og side, hånd i hånd, smilende og småsnakkende. Nej, for sådan noget gjorde vi ikke særligt tit. Hvis vi overhovedet gjorde det.

Alt det vi ikke kan få

Men jeg har stadig inderst inde et brændende ønske om, at det var sådan. Det bliver aldrig opfyldt. Jeg får det aldrig. Jeg fik det aldrig, for sådan var det ikke med mine forældre. Istedet må jeg nyde det, jeg har.

Vi længes alt for ofte efter alt det, vi ikke kan få, istedet for at bruge energien på selv at skabe det, vi gerne vil. Mine forældre kunne og kan ikke opfylde mine ønsker, men så har jeg måtte tage skeen i min egen hånd og skabe de værdier, der er vigtigt for mig. Det er en svær proces og jeg arbejder mig fremad. Det kan være svært ikke at fokusere på det, vi ikke har mere, for sorgen og savnet er stadig stort. Det vil altid være sådan. Specielt ved højtiderne.





Når man mister sine forældre, så vil man da til tid og evighed mangle dem. Jeg savner utroligt meget, at de ringer til mig… bare for at høre, hvordan det går, at de giver mig et trøstende knus, når jeg har brug for det, at jeg mærker den store betingelsesløse kærlighed, som forældre har til deres børn, at de kigger på mig og siger, at de ved, jeg gør mit bedste, som kun forældre kan gøre det…

Åh altså, hvor jeg mangler det. Ja, så bliver savnet altså uendeligt stort.

Lidt ekstra til dig

Jeg har fundet en rigtig fin artikel om at miste sine forældre. Du kan læse den her:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sjael/naar-man-mister-sine-foraeldre-mister-man-det-perfekte-publikum

Det er altså ikke for sjovt, når man snakker og skriver om sorgen ved forældres dødsfald. Det har været hårdt for mig at komme igennem. Ja, selvom årene går, så får jeg indimellem et lille pust i nakken, som får mig til at sørge, savne, mangle og tænke lidt ekstra på de afdøde. Især ved højtiderne… der mangler jeg mor og far.

Dette indlæg sendes hermed ud til jer med ønsket om, at I sætter pris på det, I har. Hvis du stadig har dine forældre, så sig tak til dem. Tak for livet og alt, de har givet dig. Sig til dem, at de betyder noget og at det gør en forskel, at de er der.

Kys din mand, din kone og dine børn. Vær der for hinanden og fortæl hvilken forskel det gør.

Fortæl dine søskende, bedsteforældre og anden familie at det er dejligt, at de er her.

Venner og veninder, naboer og særligt udvalgte… Giv dem et stort knus og smil med på vejen og sig tak for det, I oplever sammen.



Ha´ nu en rigtig dejlig eftermiddag og aften.

hjerte

1 2 3