Sorg

Børnebørn er livets dessert

by

Jeg er så smækfuld af forskellige følelser.
S
org og taknemmelighed fylder mest.

 

I dag handler det om at miste bedsteforældre. Jeg har flere gange hørt folk sige, at børnebørn er livets dessert. Det er simpelthen så smukt, synes jeg. Jeg har altid beundret mine bedsteforældre utrolig meget. Jeg har haft tætte forhold til dem og brugt rigtig meget tid sammen med dem. Jeg har i sidste uge skrevet om, at når man mister sine forældre, så mister man sine livsvidner. For mit vedkommende er det også tilfældet, når jeg mister mine bedsteforældre. De har været så stor en del af min barndom og hele mit liv, at de i stor stil er mine livsvidner. Jeg VED, at de har opfattet mine søskende, fætre, kusiner og mig som livets dessert. De har udvist så stor respekt for os og overøst os med kærlighed og varme. De er – og har været guld værd for os hele vejen igennem.

En sætning jeg har hørt rimelig tit: "Børnebørn er livets dessert".
En sætning jeg har hørt rimelig tit: “Børnebørn er livets dessert”.

 

Det er lidt pudsigt, at jeg i sidste uge lavede en serie af indlæg om det at miste sine forældre. Det er noget, der fylder en del i mig – og ærligt talt, jeg synes, det er pisse synd for os, at vi har mistet dem. Lige nu er der noget andet, der er pisse synd for os og som fylder en del.

Min dejlige gamle bedstemor sov stille ind i søndags. Hun var 95 år og har levet et godt og langt liv. Hun var klar i hovedet til det sidste og havde os (mine søskende og jeg) omkring sig hele weekenden. Vi holdt i hånd, græd, grinede, snakkede og VAR. Det er det vigtigste. Vi VAR hos hende. Vi viste hende al den kærlighed og respekt, som hun har overøst os med i alle disse år. I weekenden var det hende, der var hjælpeløs. Hun havde ikke kræfterne, men det havde vi. Vi hjalp hende igennem det. Vi fortalte og viste hende, hvor meget kærlighed, vi havde til hende. Desserten kommer altid til sidst. Det gjorde vi også. Vi var der til sidst. Vi var livets dessert for hende.

Jeg er så utrolig taknemmelig for at have været der. Da begge mine forældre gik bort, var både tiden op til og selve døden meget dramatiske og vi nåede ikke at få sagt ordentligt farvel. Det var så voldsomt, og jeg kan stadig (11 år efter) vågne badet i sved, når jeg drømmer om det.
Min bedstemors sidste døgn var rolig og fredfyldt. Jo, selvfølgelig var vi alle kede af det og det er forfærdelig sørgeligt nu, men livets afslutning kan faktisk godt være smuk, har jeg erfaret. Jeg kan fortælle jer, at det var rigtig godt for mig at opleve. Trods alt! Jeg ved godt, at det lyder skørt, men sådan har jeg det nu engang.

Gode gamle bedste var så fuld af sjov, glæde og kærlighed. I løbet af det sidste døgn sagde hun så mange skønne og sjove ting, som jeg aldrig vil glemme. Vi grinede sammen med hende og ad hende, for det var så meget hende at være sådan. Både sjov og nærværende på én gang. Ca. 5 timer før min bedstemor sov ind, sad min søster og jeg hos hende. Hun bad os blive hos hende.

“Vi er lige her hos dig, bedstemor. Vi går ikke. Vi vil gerne være her. Vi kan godt lide at være sammen med sig”, sagde jeg til hende, hvortil hun svarede:
“Jeg kan også godt lide at være sammen med jer”.

Jamen altså, det er jo næsten ikke til at bære. Nu er hun her ikke mere. Hun er aldrig mere sammen med os, men den tid hun var her hos os og vi var hos hende, den var guld værd.

Endnu et liv har vi mistet. Og vigtigst af alt – et dejligt og varmt menneske har vi kendt. Hun var vores livsvidner og har lært os så meget om livet.

“Børnebørn er livets dessert”. Ja, selvom der nok går en del år, inden jeg bliver bedsteforælder, så glæder jeg mig nu engang. De små pus skal overøses med kærlighed, så deres forældre indimellem synes, det bliver for meget. De skal være min dessert i livet. Jeg vil dele min livsdessert med Jesper.

 

Kære bedstemor

Så lukker vi dig i hjertet ind
og gemmer dig inderst inde.
Der skal du fredfyldt bo i vort sind
som et kært og dyrebart minde.

 

Når man mister en bedsteforælder. Billedet er taget få dage før min bedstemors død
Når man mister en bedsteforælder. Billedet er taget få dage før min bedstemors død

 

Jeg har tidligere set udgaver af bøger, hvor bedsteforældre kan skrive en masse erindringer ned til deres børnebørn. Jeg synes, det er en fantastisk idé. Hvis mine forældre havde levet og været friske til det, ville jeg bede dem skrive i sådan en og til mine børn. Det er så vigtigt, at historien om den enkelte bevares og fortælles videre. Du kan købe sådan en bog ved at klikke på dette link FARMOR FORTÆL NU. Bogen fås også på siden med mormor, morfar, bedstefar, bedstemor, mor, far osv.

 

(Siden indeholder affiliate links, hvilket betyder, at hvis du klikker ind på dem, så gemmes dine cookies i en måned. Hvis du køber noget fra siden indenfor denne tid, så får bloggen her en lille sum penge.)

 

Når man mister sine forældre – part 3

by

Jeg er meget beæret over den opmærksomhed, jeg har fået for “Når man mister sine forældre”-indlæggene.

 

Jeg har i denne uge lavet en serie indlæg om, når man mister sine forældre.  Jeg har fået så mange fine kommentarer med på vejen, og det rører mig dybt. Jeg ved, at I er mange derude, der har prøvet at miste, så det vedrører en masse. Jeg ved derfor også, at jeg ikke er alene – og det er da altid en trøst, hvis jeg må være så fri! MEN det er nu ikke derfor, jeg skriver disse indlæg. Det er for at videregive erfaringer og fortælle DIG, at du ikke er alene.

I går skrev jeg i indlægget, at jeg mangler bedsteforældre til mine børn og at jeg HADER bedsteforældredage. Ironisk nok så fik William netop i går en invitation til bedsteforældredag på skolen. ….. F U C K….. Jeg blev en tudeprinsesse. Jeg bryder mig simpelthen ikke om det. Jeg bliver bare så ked af det. Nå, men vi må finde ud af det. Det gør vi også. Og William skal nok få en god dag, men den gør alligevel nas. Nok mest på mig!

Når du mister, så sørger du. Jeg vil hurtigt fortælle dig, at jeg hverken er psykolog eller psykoterapeut, så alt jeg skriver her, er mine egne erfaringer og oplevelser.
Det er naturligt at gennemgå en sorgperiode, når du mister. Den er utrolig smertefuld. Du har mistet, og skal nu til at forholde dig til at mangle den person, du virkelig har holdt af – og stadig holder af. Det er svært. For mit vedkommende var sorgen over tabet af min mor endnu ikke ovre, før min far (kun en måned efter min mors død) fik konstateret kræft. Det var ubærligt. Slet ikke til at forstå. Min far døde præcis et år efter min mor. Punktum. Slut prut finale. En stor og vigtig del af min historie forsvandt. Som virkelig forsvandt. Blev revet væk under mig, så jeg væltede. Intet var som før. Mine livsvidner (som jeg skrev om i dette indlæg) var borte. De kom aldrig tilbage. Jeg skulle aldrig se dem mere. De skulle ikke være vidner til resten af mit liv. Mit ægteskab. Mit liv som mor. Mine børn. De skulle ikke være en del af det. SHIT… tårerne presser sig på, når jeg skriver det, for det gør altså stadig ondt. Jeg har ingen forældre – og det gør avs, at de ikke er mine livsvidner mere.

 

Når man mister sine forældre, så er det vigtigt og helt ok at sørge.
Når man mister sine forældre, så er det vigtigt og helt ok at sørge.

 

Allerede nu 11-12 år efter deres dødsfald er der jo sket en helt masse ting, som de ikke har oplevet. Jeg har sørget og jeg har levet med savnet. For sorgen bliver mindre med tiden, men savnet er der altid. I perioder tænker jeg mere på dem end andre. I starten meget ofte (som i nærmest hele tiden), men heldigvis er det ikke det, der fylder mit liv nu. Jeg har tidligere mærket en lille dårlig samvittighed, hvis jeg fx ikke kom så ofte på kirkegården, som jeg gjorde i starten, men den har jeg lagt fra mig. Jeg kan sagtens savne dem uden ofte at være på kirkegården. Det er kommet med årene – heldigvis. Jeg kommer på kirkegården 3-4 gange om året, og det har jeg det fint med.

Jeg har faktisk også fundet ud af – og dette her lyder måske groft og voldsomt – men jeg kan egentligt godt leve uden dem. Mit liv fortsatte jo bare – og det gik endda også godt. Det var svært at forestille sig at skulle leve uden sine forældre (for de har jo altid været der), men det gik… overraskende nok.
Ja, man tror det ikke, men ens eget liv går videre, når man mister sine forældre.

 

Det er altså svært at forestille sig
Det er altså svært at forestille sig

 

Tro mig, når jeg skriver, at det hele bliver lidt bedre dag for dag, men når du står midt i det – så er det et helvede.

Der findes en masse litteratur om sorg. Hvis du vil læse en god bog om sorg, så tjek den her . Jeg har ikke selv læst den, men har hørt godt om den. Køber du den igennem dette link, så koster det ikke dig ekstra, men jeg tjener en bette skilling. PLEASE…

(Indeholder affiliate links)

With all my love

 

 

 

Når man mister sine forældre – part 2

by

Når man mister sine forældre, mister man sine livsvidner. Mine livsvidner er døde.

Når man mister sine forældre, mister man også en del af sig selv. En ret stor del faktisk. Sådan føles det i hvert fald. De mennesker, der har lavet mig. De mennesker, der har kendt mig lige fra starten. De mennesker, der har  opdraget mig. De mennesker, der har elsket mig betingelsesløst. De er væk.

Det er en naturlig del af livet, at vi skal dø. Det ved vi alle. Det er en naturlig del af livscyklussen, at vi skal overleve vores forældre. Det regner vi med.
MEN det er bedst, hvis vores forældre lever meget længe og bliver gamle og glade mennesker. På den måde har vi dem i længere tid og skal ikke igennem sorgen ved at miste dem, før vi selv er blevet “næsten” gamle.

Lige meget hvornår vores forældre forlader livet, gør det ondt. Om de og vi er unge eller gamle – det gør ondt. Vandvittig ondt. En fuldstændig ubeskrivelig smerte, sorg og længsel gennemborer kroppen og sindet. Hvis du ikke har prøvet det, så glæd dig ikke. Ej ok… det gør vel ingen! Undskyld!

Når vi er børn, regner vi med, at vores forældre bliver gamle. Selvfølgelig. Vores forældre skal være bedsteforældre for vores børn, ligesom vores bedsteforældre var det for os dengang.

 

Når man mister sine forældre, er man følelsesmæssigt "fucked-up"
Når man mister sine forældre, er man følelsesmæssigt langt ude at ski..

 

Den største sorg for mig ved at miste mine forældre, er helt sikkert, at mine børn har mistet deres mormor og morfar. Jeg har selv været utrolig tæt knyttet til min mormor og morfar (min dejlige morfar lever heldigvis stadig) og jeg ville ønske, at mine børn kunne have lige så fantastiske bedsteforældre, som jeg selv havde som barn.
Det første jeg hulkede (ja, jeg hulkede) ind i min mands skulder, da min mor var død, var: “Nu har mine børn ingen mormor mere”. Han hviskede: “Nej, og du har ingen mor mere”.
Se engang, det vigtigste for mig var, at mine børn ikke havde nogle mormor mere. Dengang havde jeg endda selv stadig min mormor. Det var SÅ uretfærdigt, syntes jeg. Det synes jeg faktisk stadigvæk.

Jeg ærgrer mig over, at vi hjemme i min lille familie, ikke er velsignet med gode bedsteforældre. (Som sidebemærkning, så er min svigerfar død og min svigermor på plejehjem, så der er ikke så meget at komme efter). Jeg kan få det helt fysisk dårligt, når jeg drømmer om en masse ting, jeg gerne ville med mine børns bedsteforældre, som jeg og vi ikke kan. Det ærgrer mig gevaldigt. Jeg bliver misundelig, jaloux og bitter. Jeg bliver ked af det, når sønnike fortæller, at han inderst inde bliver ked af det, når han er til drengefødselsdag og fødselarens bedstemor havde bagt den lækreste kanelkage. Ikke pga. kagen, men fordi han bliver ked af ikke at have sådan en bedstemor. GUD, hvor gør det altså ondt. Det kan jeg altså godt sige dig. Og hvis du tænker: “Herregud altså”, så vil jeg bare lige sige, at du kan godt tænke om igen. BASTA! Det er pisse hårdt, når det går ud over børnene og man kan mærke det stikker ind i ens eget hjerte, fordi man selv er ked af det.

Hvordan tror du så, jeg har det med bedsteforældredage???? JEG HADER DEM. Jeg kan godt se, at det er dejligt for de børn, de har bedsteforældre med og for bedsteforældrene, og jeg kan også godt se, at man “bare” kan tage en moster eller en anden med, men det gør ondt, gør det. Indeni. Det gør altså ondt, at ens egne børn ikke kan få den glæde.

Det er snart 11 og 12 år siden, mine forældre døde, så du kan nok se, at følelses-trummerummet bliver ved. Den første sorg og smerte efter dødsfaldet er selvfølgelig meget hård og ikke sjov, men alle de forskellige følelser bliver ved med at dukke op i forskellige sammenhænge… resten af livet! Det bliver selvfølgelig mindre med årene og jeg er ikke så ulykkeligt over tabet mere, som jeg var engang, men jeg savner og jeg ærgrer mig gevaldigt over, at vi skulle være så uheldige – så tidligt.

Samtidigt vil jeg sige, at jeg da godt nok har lært en masse – tidligt – som mange på min alder slet ikke har været igennem. Det har gjort mig til den, jeg er i dag og var det ikke sket, så havde jeg helt sikkert ikke skrevet på denne blog, hvilket jeg synes, er enormt fedt.

Men – mine livsvidner er væk – og jeg har så meget, jeg gerne ville vise dem. ØV BØV!

Jeg kan skrive mere og mere om dette emne. Jeg vil tro, jeg kan blive ved. Det er god terapi for mig. Læs med igen senere, så skriver jeg endnu mere…

TAK – fordi du læser med.

 

With all my love

1 2 3