Uncategorized

Når noget føles som ingenting… og alligevel en masse

by

Blogpost in the makingIngenting og en masse er i virkeligheden modsætninger, men er samtidig blandet godt og grundigt sammen i dette indlæg:

Ja, jeg mener det. Når noget føles som ingenting… og alligevel en masse. Sådan føles det seneste år inden i mig. Der er sket INGENTING og alligevel en MASSE med mig og i min verden.

 

Mig, Martine Eskildsen i Jyllandsposten 9. januar 2016

I dag, for præcis et år siden var der en artikel i Jyllandsposten med mig som hovedperson. Artiklen omhandlede min hovedpine, som var og ER en stor del af mig. Du kan læse det indlæg, jeg skrev om det OG selve artiklen her Udklip fra Jyllandsposten 9. januar 2016.

Det var svært, grænseoverskridende og modigt at stille mig frem som person og fortælle om en af de sværeste ting, jeg kæmper med. At udstiller sig selv som syg og sårbar er meget svært og samtidig noget, jeg har det helt okay med. Det er især svært, fordi vi i dag ofte helst udstille os selv, når noget er super fantastisk godt, når børnene arter sig, alt er fedt, manden giver blomster og musselmalet porcelæn og alt kører på skinner.
Selvfølgelig gav det en smule ekstra hjertebanken, for jeg var da nervøs for, hvad omverdenen sagde til det. Omvendt så var jeg jo også ret sikker på, at det ikke ville give mig hug. Om det var nervøsitet eller sommerfugle ved jeg ikke, men jeg var da en smule spændt dengang. Sidenhen har jeg udviklet en masse på min blog, som kører godt efterhånden. Den giver mig ro og jeg kan tage de pauser, jeg har brug for.




Hovedpinen

er der endnu, men er heldigvis aftagende. Nogle dage er det okay og hovedpinen er der næsten ikke og andre dage er det helt til hest, som man siger. Mit hoved er meget letpåvirkelig af stress og angst. Jeg har sidenhen fået stillet diagnosen “generaliseret angst”, hvilket jeg vil skrive om og uddybe i et senere indlæg.

Jeg har netop søgt på min egen blog på “hovedpine” og kan se, at jeg har skrevet mange indlæg, som handler om den forbandede hovedpine samt bare brugt ordet utroligt mange gange. Der er både skrevet positiv og negativt om hovedpinen.

Allerede inden jeg var i avisen, skrev jeg et indlæg, som jeg kaldte Hvad fortæller din hovedpine dig?.

Jeg forsøger stadig at lære min hovedpine at kende. Jeg tror faktisk godt, jeg kender den efterhånden, men jeg har svært ved at styre den.
Hvis bare jeg havde en fjernbetjening til den!!!




Frem og tilbage er IKKE lige langt i min situation

Jeg går som regel 1½ skridt frem og 1 tilbage. Efterhånden bliver fremskridtene længere og tilbageskridtene kortere. For et år siden var tilbageskridtene noget større end nu. Heldigvis.

I juli besøgte vi et hold venner. Mega hyggeligt. Men det gav gevaldige “Bagslaw”. Læs indlægget Alt det du ikke ser. Når jeg selv læser det indlæg, så tænker jeg ofte på Skønheden og udyret. På ydersiden et – og indeni noget andet. Jeg ser ofte okay ud udenpå, men indeni er der kaos. Sådan er det! Jeg fornemmer heldigvis mere og mere en accept og erkendelse af situationen og jeg arbejder FULDTID på hele tiden at få det bedre. Læs indlægget Hvad får du egentligt tiden til at gå med?

Det kan være svært at forstå, at tiden bare går – og det kan føles som om, at ingenting er sket, men at der jo alligevel er sket en masse. Selvfølgelig er der det. Udviklingen er bare langsommelig og det kræver tålmodighed og accept. Jeg er heldigvis rigtig god til at se tilbage og på den måde se den positive udvikling, jeg har gået igennem. Læs selv Positive mandagstanker.

Men der sker en udvikling

Citat om medfølelse af Dalai Lama

Hele tiden sker der en udvikling. Selvfølgelig gør der det og jeg er super taknemmelig for, at jeg er omgivet af super professionelle (“i systemet”), venlige, hjertevarme og venskabelige mennesker, der forstår at støtte mig og vejlede mig bedst muligt. Af hele mit hjerte vil jeg gerne takke jer for det. Jer, der følger med og gør en forskel for mig.

 

SÅ ALTSÅ, når jeg ser tilbage, så føles det som om, at INGENTING er sket på det seneste år, for jeg er stadig fuldtids sygemeldt og det er virkelig rigtig rigtig godt. Jeg kan ikke arbejde og hvis jeg kunne, så havde jeg selvfølgelig gjort det. Der er faktisk ikke noget, jeg ønsker mere, end at kunne være normal, arbejde og “bidrage” lidt mere. Men jeg kan ikke. Når jeg skriver, at der også er sket en masse, så er det fordi, jeg har haft gang i en masse behandlinger, en masse hårdt arbejde, en masse tårer er grædt, en masse undersøgelser, en masse bekymringer og en kæmpemæssig udvikling, jeg har gået igennem. SÅ JO… der er faktisk sket en masse, selvom det indimellem føles som om, der ikke er sket en skid.

Jeg kæmper fortsat kampen.

Ha´ en pragtfuld dag. Min hund og jeg selv skal luftes nu. Dagens bedste stund.

hjerte




Hummus

by

I går lavede jeg en portion hummus, som jeg synes, du skal have opskriften på. Det bringer kærligheden frem – eller noget… Læs selv nederst i indlægget.

Hummus stammer oprindeligt fra Mellemøsten, hvor det bliver brugt som forret eller snacks. Man kan bruge det som smørelse på brød, til kylling, dip til grøntsager, til tapas m.m. Det er bare med at prøve sig frem og finde sine favoritter. Jeg er vild med det og det er tilmed meget nemt at lave. Normalt er der en ret stor mængde olie i, men i denne opskrift har jeg skåret lidt ned på olien for at få en mere fedtfattig hummus. Det passer bare bedre til mine “sideben”.

hummus





 

Du skal bruge:
En dåse opblødte kikærter eller 400 g tørrede, som sættes i blød natten over.
1 spsk. stødt ingefær
2 tsk. spidskommen
1 chili
1 fed hvidløg
Saften fra ½ citron
½ dl olivenolie
1 spsk. Tahin
Salt og peber
Evt. vand

Du skal gøre sådan:
Smid det hele i foodprocessoren og lade det køre godt sammen, til du har en god ensartet masse. Suppler evt. med lidt vand eller olie, hvis du synes, den bliver for tyk (det gjorde jeg).

That’s it. Simple and easy…



Server fx din hummus til en lækker weekend-tapas-ret med nybagt flutes, pølse, ost, grøntsager, oliven og et STORT glas rødvin. Det ville falde i god jord herhjemme. Eller hvad med at servere den til en god grillet kylling med salat og brød. Det ville bestemt også bliver anerkendt (bare børnene kan få lidt ketchup eller dressing til, altså!)
I går spiste jeg “bare” min hummus på en skive knækbrød… Det smagte VILDT godt, og jeg gør det igen i dag, kan jeg fortælle dig.

Velbekomme og ha´ nu en rigtig god weekend.

I aften er gemalen og jeg HELT ALENE hjemme – UDEN at vi har planlagt det. Altså vi skal ikke have børnene passet. De skal såmænd noget alle tre – MED overnatning. Det er en af fornøjelserne ved at få større børn. De skal af og til noget, så vi får flere og flere aftener, hvor vi kan kigge hinanden dybt i øjnene… bare os to.
Lørdag aften er 2 ud af 3 børn heldigvis hjemme igen, og det er også mega dejligt. For en af goderne ved børn er også, at de heldigvis kommer hjem og nyder familien igen, hvilket jeg jo OGSÅ elsker og helst ikke vil være foruden.

Som jeg tidligere har skrevet, så skal vi nyde vores familie, og ikke mindst nyde når børnene er små. Tilmed skal vi sørme også dyrke og nyde kærligheden, for den skal altså holdes ved lige, så den ikke visner hen. Læs bl.a. mine tidligere indlæg om kærlighed lige her:

En hyldest til den der kærlighed

En hyldest til den der kærlighed – Part 2

En hyldest til den der kærlighed – Part 3

Jeg er mega stolt af, at min bedre halvdel (som man siger) og jeg er så gode til at smøre vores kærlighedsventil, så den ikke ruster. Jeg er ikke et sekund bange for at blive gammel med ham – tvært imod glæder jeg mig til at nyde ham i alle årene fremover.

Det blev til lidt kærlighedsnak. Der er vist én, der glæder sig til weekend 😉

God weekend

hjerte



Stress som tabu #3

by

Dette er tredje del af serien om stress som tabu. I har taget rigtig godt imod serien, hvilket jeg er meget glad for.

Stress som tabu. Du læser stadig med. Tak for det. Jeg er især glad, fordi jeg så gerne vil have, at folk læser det, jeg har på hjertet. Jeg vil gerne dele mine erfaringer og oplevelser med jer. Jeg vil IKKE tabuisere stress, men i stedet italesætte, hvor skrækkeligt og ensomt det er at havne i.

Hvis du endnu ikke har fået læst de tidligere indlæg, så kan du finde dem her:

Stress som tabu #1

Stress som tabu #2

 

stress-som-tabu3

Sygemeldt fra fx tøjvask

I går skrev jeg om, at man OGSÅ bliver sygemeldt fra hjemmet. NEJ, det kan jo ikke lade sig gøre helt 100 %, det ved jeg, men man kan godt drosle lidt ned på forskellige opgaver. Det kan jo blive en nødvendighed.




I min situation kom det helt af sig selv. Jeg kunne nærmest ikke noget som helst i starten. Jeg sov MANGE timer i døgnet. Når jeg var vågen, sad jeg og kiggede ud i luften. Nogle gange TVANG jeg mig selv til at udføre en opgave.

Nej, nu må jeg hellere få hængt det vasketøj op!

En opgave, jeg tidligere havde klaret på 5-10 minutter, kunne nu tage flere timer for mig. Jeg kunne måske hænge 2-3 stk. tøj på snoren, men måtte så ind og sidde eller ligge igen. Simpelthen pga. svimmelhed. Jeg følte, jeg var ved at besvime. Jeg KUNNE ikke udføre en hel opgave ad gangen. Det var vanvittig sygt at have det sådan. Jeg var helt rundtosset og slet ikke mig selv. Sådan var det for 2 år siden, og sådan er det til dels stadigvæk. Bare i en lidt bedre udgave. Nu kan jeg godt klare mere end 2-3 stk. tøj ad gangen, men der skal planlægges og der skal ikke så meget til at det bliver uoverskueligt for mig.

Eksempel

Forleden var vaskemaskinen i gang. Centrifugering. Jeg havde planlagt, at jeg skulle hænge tøjet op, når den var færdig. Jeg kan, for det meste, godt klare en hel maskinfuld ad gangen nu. Hvad jeg ikke vidste var, at begge vores tørrestativer var fyldt med tørt tøj, som først skulle lægges sammen. BUM! Det væltede mig. Jeg kunne lige med ét ikke overskue opgaven. Jeg KUNNE ikke. Det gav et sæt i mig og jeg begyndte at svede. Opgaven var simpelthen for stor i forhold til min planlægning. WHAT? Jo, sådan kan man også få det. Jeg opgav simpelthen opgaven og blev både skuffet, flov og ked af det. Og sådan var det så den dag. Mega ærgerligt og mega træls.

Det var med en vis ærgrelse, jeg måtte fortælle Jesper, da han kom hjem, at jeg IKKE havde fået hængt tøjet op og han så måtte BÅDE lægge tørt tøj sammen og hænge vådt tøj op.
Se, her kommer partnerens opgave bl.a. ind:




Partneren

Det er mega flovt, at jeg ikke kan klare det selv. Det skammer jeg mig over. Til gengæld er jeg dybt taknemmelig for at have min klippe ved min side, som kommer hjem fra en lang arbejdsdag, hjælper mig, krammer mig og forstår. Det er guld værd. MEN det kræver også, at jeg tør åbne mig og være sårbar. At jeg bryder det TABU, der er omkring det at have stress. At jeg fortæller helhjertet og sårbart, hvordan jeg har det. Jeg KAN ikke klare det hele. Der er en fysiologisk grund, en hindring inde i hjernen der gør, at jeg simpelthen blokerer. Hvis jeg ikke bryder mit tabu, så har han jo ikke en jordisk chance for at se og forstå udfordringerne. Så ville han måske også bare tro (som alle de andre), at jeg er doven og burde at kunne klare en masse.

Jeg kender nogle, som tror, at man nærmest bliver en hjemmegående “et-eller-andet”, når man bliver sygemeldt med stress. Ja, man bliver hjemmegående, men man bliver ikke hausfrau, som klarer alle de huslige opgaver. For det kan man ikke. Til gengæld har man brug for hjælp til at klare de opgaver, man tidligere kunne klare, selvom man også gik på arbejde. Sådan er det bare.

Mit talerør

En anden af partnerens opgaver i forhold til Stress som tabu er, at han bliver et slags talerør. Et meget vigtigt talerør. Han er også udfordret, for hans kone er svækket og han skal klare mange ting, som han tidligere ikke gjorde. Ikke kun huslige ting, men han skal også tage beslutninger, som tidligere var mig, der tog eller en fælles beslutning. Som stressramt har du måske utrolig svært at tage endelige beslutninger. Dine tanker er et virvar og det er svært at beslutte noget. Derfor er det tit sådan, i hvert fald her hjemme, at jeg spørger ham til råds. Han ved efterhånden godt, at han ikke skal sige, at det bestemmer jeg eller det må jeg selv bestemme.

Beslutningstageren

Nej, han SKAL træffe beslutningen, for ellers bliver jeg frustreret, hvilket kan føre til fx uoverskuelighed og gråd. Jeg vil skynde mig at sige, at det er blevet langt bedre med tiden, og jeg kan godt træffe beslutninger nu, men det er til tider stadig lidt en udfordring. På mange områder bliver han udfordret og kan have brug for en ven eller en at snakke med. Det er derfor også vigtigt, at HAN får sat ord på, hvordan det er at stå i den pårørendes sko. Det er jo ikke lutter lagkage – og han skal også italesætte sin egen situation. Samtidig med det, så er det vigtigt for mig, at han fortælle andre, hvordan JEG har det. Det er vigtigt, at den der “jamren” ikke kun kommer fra mig. Forstår I, hvad jeg mener? Det lyder måske egoistisk, men jeg har brug for, at andre fortæller om, hvordan jeg har det, for på den måde bliver det også italesat – og ikke kun fra mig. På en måde bliver det hele lidt mere okay.

Mærkelig tankegang

Helt ærligt, jeg synes faktisk selv, det lyder lidt mærkeligt, men det er faktisk tankerne her fra. Fuldstændigt ærligt. Og det er faktisk det, jeg bedst kan lide her på bloggen. Det er min egen ærlighed og personlig, og jeg tør fortælle og skrive det, jeg tænker.
Det er rart for mig at høre fra min egen mand, at det sgu (undskyld) ikke er sjovt altid. Det er rart for mig at høre, når han fortæller, hvad HAN oplever. Det trøster mig på en eller anden måde, for så ved jeg, at han har set mig. Det dulmer min ensomhed en hel del og skaber VORES fællesskab omkring det.  Samtidig er det godt at andre bryder tabuet omkring stress, og ikke kun den stressramte. Det føles let sådan her:

Hej, her er jeg. Jeg har stress.

Det er rart, når det bliver sådan her:

Min kone er ramt af stress, og det betyder noget for hele familien. Det er hårdt, men vi holder sammen og hjælper hinanden igennem det.

Lyder det ikke fedt? Sådan skal det være. Vi skal være fælles om det der stress.

Kære stressede person, dette er til dig

Er du stressramt, er det derfor utroligt vigtigt (synes jeg), at du ikke går med det hele selv. Det er en alt for stor opgave. Du skal have noget hjælp – og det er oplagt at få fra sin partner. Hvis du ikke har en partner, så må du få din hjælp andetsteds fra. Det kunne være dine forældre, en ven, veninde, søster, terapeut eller en helt anden. Du ved selv, hvem du har størst tillid til.

Nå, jeg har en maskinfuld tøj, der skal hænges op.
Jeg ved heldigvis, at der er et tomt tørrestativ til det, for det fortalte Jesper mig i morges 😉
Så det er da ingen sag 😉

hjerte




1 2 3 4 5 10