Kærlighed… Kærlighed… Kærlighed…

I dag er det Valentinsdag… Kærlighedens dag. I virkeligheden burde alle dage være kærlighedens dag, men ofte går der jo arbejde, tøjvask, madlavning og andre pligter i den, så hverdagen ofte bliver fyldt af lidt for meget andet end kærlighed og romantik. Når hverdagen bliver for fyldt, er det vigtigt, at huske hinanden alligevel. Man skal ikke kun huske hinanden, men også sig selv.

Dette lækre citat kan hentes på siden og printes ud. Du kan bruge det, som det er (altså bare folde papiret) eller du kan vælge at klippe det ud og lime på et rødt kort.

Noget jeg synes, er ekstremt vigtigt, er at man inderst inde, bliver god til at tage imod. Selvfølgelig også at give, men i særdeleshed også at tage imod fra andre. De fleste af os får så meget af andre, men er så enormt dårlige til at se det og tage imod.

Helt personligt øver jeg mig i det. Jeg øver mig i at tage imod og sige tak. Vi vil så gerne sige: ”I lige måde”, når nogle roser os for noget eller siger noget pænt til os. Det er i alle henseender – både venner, familie og partner.

Kender du det her?

”Jeg elsker dig”.
”Jeg elsker også dig”.

”Jeg synes, du er sød”.
”Jeg synes også, du er sød”.

Hvis et forhold er fyldt med kærlighed, respekt og ligeværdighed, så er det enormt vigtigt, at man viser den anden part, at man tager imod det, den anden siger til én. Prøv i stedet dette:

”Jeg elsker dig”.
”Tak”.

”Jeg synes, du er sød”.
”Tak”.

”Jeg synes, du er smuk.”
”Tak.”

Det giver så meget til både dig selv og din partner. Tænk over, hvad han/ hun siger til dig – og sig tak. Er det da ikke dejligt, at en anden synes, du er dejlig, sød og smuk? Eller er det måske ikke dejligt, at blive elsket? Det er da værd at sige tak for.

Jeg mener selvfølgelig, ikke at du ALDRIG skal sige ”i lige måde” eller andet, men at du skal vise ham, at du virkelig hører, hvad han siger, at du tager imod det og at du sætter pris derpå.

Vi gør det hjemme hos os. Vi har faktisk gjort det bevidst i flere år – og det giver os en masse. Det er jeg sikker på.

Ha´ en rigtig dejlig søndag – og valentinsdag. Nyd hinanden.

Og husk så, at det jeg har skrevet her i dette indlæg ikke kun skal gøres i dag på Valentinsdag, men ofte. Kærlighed skal dyrkes og vandet for at den vokser og gror – præcis som en blomst.

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *