Når du er barn af alkoholiker, har du en masse styrker – og svagheder…

Det kan jeg da sagtens lige ordne.
Nu skal jeg lige fikse det.
Det gør jeg bare.
Lad mig gøre det.

Det lyder jo utrolig hjælpsomt og arbejdsomt, hvilket det jo også er, men der er en meget stor bagside af den medalje.
Når man er barn af alkoholiker, har man stor tendens til at involvere sig, ordne, gøre og regere. Vi er så vant til, at det er os, der skal fikse tingene, hvis vi vil have det gjort, så det bliver en særdeles stor vane for os. Selvom vi indimellem fortæller os selv, at vi IKKE skal gøre det hele, så ender det ofte sådan. For vi har det svært med at lade være. Men inderst inde har vi det også svært med at gøre… for tænk hvis vi ikke gør det godt nok!!!! Dobbeltmodsigende IGEN.

Det er grænseoverskridende at forsøge at være den voksne for sine forældre.
Det er grænseoverskridende at forsøge at være den voksne for sine forældre. Sådan er det ofte, når man er barn af alkoholiker..

 

Nu vil jeg fortælle en historie, som har sat dybe spor i mig, selvom jeg var voksen. Hvorfor? Fordi jeg ikke kunne gøre tingene godt nok og fordi jeg ikke kunne forandre noget – efter mit eget hoved. Jeg vil med denne historie på ingen måde støde nogen. Dette handler KUN om mig og mine inderste følelser.
For nogle år siden kom jeg til en dejlig arbejdsplads. Jeg var fra første færd glad for at være der. Jeg gjorde mit arbejde godt (nogle gange FOR GODT) og jeg var vellidt blandt kolleger, ledelse, børn og forældre.
Som en stor udfordring for min afdeling var der store samarbejdsvanskeligheder kollegaerne imellem. Vores afdelingsmøder var hårde at komme igennem – for alle. Jeg var loyal for mine kolleger og ville ikke blandes ind i kontroverserne. Jeg ville ikke tage parti. Jeg kunne lide alle mine kolleger, selvom vi var meget forskellige. Jeg forstod ikke, at man ikke bare kunne samarbejde og acceptere hinanden. DET ville jeg lave om på. Det kunne jeg godt lave om på. Hvis nogen kunne gøre det, så var det mig – for jeg var ikke indblandet i noget af det.
Jeg blev afdelingskoordinator og skulle bare lige vise dem, hvordan man gjorde sådan noget. Jeg brugte LANG tid på at lave ideer, visioner, mål, positive indgangsvinkler osv. osv.

HELT ALENE. For jeg var som ung vant til at ordne de fleste ting selv i min barndom. Hvis jeg ville have noget gjort her og nu, skulle jeg gøre det selv. Og bad jeg om hjælp… fik jeg ad vide at det var noget pjat, så det var med årene blevet bedst og nemmest for mig ikke at spørge om hjælp – for så ville jeg bare blive skuffet, som så mange gange før. Derfor var det bedste at gøre det selv og vise, at jeg godt kunne.

MEN DET KUNNE JEG IKKE. Jeg kunne ikke ændre mine kollegers indgroede vaner, adfærdsmønstre og konflikter. Jeg kunne ikke redde “hele verden”. Jeg kunne i hvert fald ikke alene og jeg bad jo ikke om professionel hjælp. Det ville være et nederlag dengang.

Hvordan tror du, jeg havde det med det?

Forfærdentligt. Ganske simpelt.
For jeg gjorde det jo ikke godt nok. Jeg kunne ikke ændre det, så jeg gjorde det ikke godt nok.
Sagde jeg det til nogen?
NEJ!
Jeg bad bare om ikke at være afdelingskoordinator mere. OG det var svært at erkende og et kæmpe nederlag for mig.
Var jeg selv klar over hvorfor?
NEJ!
Men det er jeg blevet siden. Pludselig kunne jeg se et mønster.
Som ung teenager boede jeg alene hjemme sammen med mine forældre. Mine søskende er ældre en mig, så de flyttede jo hjemmefra. Alkohollen tog mere og mere overhånd i mit hjem og jeg havde det skrækkeligt. Gang på gang forsøgte jeg at få mine forældre til at stoppe med at drikke. Jeg forsøgte at snyde dem ved at hælde snapsen og rødvinen i vasken eller gemme flaskerne. Jeg åbnede mit hjerte, græd, tiggede og bad, men fik ad vide, at det skulle jeg ikke blande mig i. Jeg forsøgte at hjælpe til, lave mad, rydde op og gøre rent, så min mor trods alt ikke skulle tænke på det. Men lige lidt hjalp det. Alt mit arbejde og alle mine bekymrede tanker var nyttesløse. Det hjalp ingenting. Jeg kunne ikke ændre noget, som ikke var på deres præmisser – fuldstændig som mine kollegers. Jeg gjorde det altså ikke godt nok. Jeg fejlede. Jeg duede ikke til det. Jeg var dum og ingenting værd, for de lyttede jo ikke til mine behov og følelser. Altså måtte jeg ikke være noget værd.

Det lyder voldsomt, men det er faktisk sandt og der er faktisk en sammenhæng.
Kan du se den?

Jeg så det ikke selv, før jeg begyndte i terapi i en stresssygemelding. Da jeg fortalte det til min ledelse og tillidsrepræsentant, var de rystede. Det havde de jo slet ikke set eller vidst. Det havde ingen set! End ikke mig selv.

Nu ved jeg bedre – forhåbentligt!

I den slags situationer er det vigtigt, at du ser et mønster og en sammenhæng – og handler og agerer ud fra det. For den slags situationer kommer vi alle ud for og det er naturligt, men vi må ikke lade os tryne af vores egen hårde dommer og angst. Vi skal “bare” lære mønstrene at kende… Det er én af dine styrker, når du kan det.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *