Jeg åbner lidt op for mine Fredags-ferie-tanker. 

Fredag-ferie-tanker kommer ud af en masse.

En masse snakke.
En masse tid.
En masse tanker.
En masse ferie.
En masse fritid.
En masse overvejelser.
En masse frustrationer.
En masse … masse… masse…

For efterhånden lang tid siden (15 uger præcist) skrev jeg et indlæg her på bloggen om at tage ansvar for sig selv. For sin stress. Siden den dag har jeg ikke skrevet så meget som en sætning om, hvor presset jeg selv har været. Hvor presset min mand har været. Hvor presset vi har været som familie. Det skrev jeg sådan set heller ikke i det indlæg, som du forresten kan finde her. Jeg skrev sådan mere generelt om stress og om at tage ansvar. 

Hvem skrev jeg det egentligt til?

I virkeligheden skrev jeg det nok til min egen mand. Og lidt til mig selv. Nej, jeg er ikke gået ned med stress igen. Heldigvis. Og nej, det er heller ikke sådan, at jeg ikke tør sige tingene til min mand, sådan face to face. Men her på bloggen kommer mange af mine tanker frem, og tankerne i det indlæg: Har du stress? Tag ansvar, var tanker der rodede rundt i mit hoved hele foråret. Og sommeren indtil videre.

Min mand er sygemeldt med stress og angst. Det har jeg skrevet lidt om før. Det er ikke en hemmelighed, men det har været svært for mig at være i. Som flere af jer jo nok ved, arbejder jeg i dag som hypnoterapeut, og jeg ved efterhånden noget… (7 år Niels, man ved noget). Men når det kommer til Jesper, så er situationen helt anderledes, for jeg er ikke hans terapeut, og jeg kan ikke “redde ham”. Til gengæld kan jeg mærke ALLE hans stemninger, hans humør, hans dårligdomme og helligdomme, om du vil. Jeg mærker meget tydeligt, når han får det dårligt, og heldigvis også omvendt. Jeg kan vejlede ham og give ham masser af ro, forståelse og kærlighed, men jeg kan jo ikke tage situationen, udviklingen, smerten og forandringen fra ham. Den skal han selv igennem – og det gør altså fandens ondt på mig, når jeg nu VED, hvor ondt det mærkes indeni ham. Jeg ved det. Jeg kan se det. Jeg kan mærke det.

Derfor har jeg været stille herinde. I 15 uger. Vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle skrive.

 

At være pårørende til en stressramt er skrækkeligt.

Pårørende til en stressramtAt være tidligere stressramt og være pårørende til en stressramt er fuldstændig urimeligt skrækkeligt. Det er lige til at tude over.

Det er skrækkeligt at se sin elskede være svag, når det tidligere har været ham, der var stærk.
Min mur.
Min støtte.
Det er skrækkeligt at mærke hans smerte.
Det er svært, når man bliver bange for selv at vælte igen.

Når jeg nu ikke har skrevet så meget herinde om det, var det selvfølgelig også for at hjælpe og skåne Jesper. Han har selv bragt på bane, at jeg gerne måtte skrive om min og hans situation herinde, for det er en stor del af at have været stressramt og at være mig. Denne blog er meget personlig, om mig og mine tanker om stressen (og mange andre ting), og jeg har virkelig været i syv sind. Skulle jeg lukke bloggen, når jeg nu ikke syntes jeg kunne være ærlig overfor mig selv længere (altså for at skåne Jesper) eller skulle jeg bare lade bloggen være. Jeg valgte det sidste. Sådan lidt ubevidst. Det skete bare.

Tag en velfortjent pause, når det brænder på

Jeg har haft brug for denne pause. Har haft brug for at mærke efter, hvor jeg selv var i alt dette.

Vi har været igennem noget af en centrifuge i dette forår.

En stærk mand, der pludselig ikke kunne stå oprejst.
Der ikke kunne gå selv.
Der ikke kunne køre bil.
Der ikke kunne kigge på en med klare øjne.
Der ikke kunne tage stilling til noget som helst.
Der var askegrå at se på.

Det har været skrækkeligt.




Nu er centrifugen ved at stilne af. Forhåbentligt er de værste rystelser ovre. Forhåbentligt kommer det ikke igen.

Jeg håber, og har virkelig lyst til at komme med endnu flere tanker her på bloggen, så jeg kommer tilbage til, hvor bloggen i virkeligheden startede. At fortælle og hjælpe folk igennem stress og psykiske udfordringer ud fra mine egne erfaringer på den kærligste måde.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at en stresssygemeldt kommer sig bedre og hurtigere, hvis der er én (eller flere) til at hjælpe, tage over, forstå og give masser af kærlighed.

Ps.

Jesper har givet mig tilladelse til at skrive dette, og har selv opfordret mig til at åbne lidt op for posen igen.

“Du har jo noget at give ud af. Og du er jo god til det”, sagde han til mig.

♥ Åhhhh, jeg elsker den mand ♥

Jeg ønsker jer en fortsat god sommer. Her står den på total afslapning, minimale og få arrangementer, meget nærvær og masser af kærlighed.

Pps. Jeg har det godt. Vær ikke bekymret. Vi er stærke sammen. Og jeg er lykkelig for min egen udvikling og den styrke, jeg har opdaget, jeg har. SHIT, jeg er alligevel stærkere, end jeg troede.

Så! Fredags-ferie-tanker blev nu skudt i gang.

Ærligt, det har været et hårdt forår, en nøj hvor jeg elsker personlig udvikling. Jeg elsker at se, når det går op for den enkelte, at han (eller hun) er meget mere værd, end han selv tror.

www.meskildsen.dk




Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *