Regnen og blæsten har været på overarbejde i dag, så det har slet ikke været vejr til udendørs aktiviteter. Det syntes min hundebasse heller ikke – den er altså ikke til dårligt vejr. I stedet er den til indeaktiviteter og hygge – det er jeg sådan set også.
Nybagte boller, the, hygge og et godt råd

Forleden skrev jeg et indlæg, jeg kaldte Hvad fortæller din hovedpine dig?. Det er et emne, jeg kan fortælle mange historier om. Hvor har jeg bare haft meget hovedpine i de sidste mange år. Det er absolut ikke sjovt, det hindrer mig i mange ting og jeg føler, at det sænker min livskvalitet. Det er super ærgerligt og møg træls (på godt jysk). Jeg lærer aldrig at acceptere det!

I dag har været en af “de” dage. Ja, jeg kender min hovedpine og jeg har i særdeleshed mærket den i dag. Den begyndte at vokse i går. Jeg var til mindfullness yoga og prøvede ihærdigt at fokusere væk fra hovedpinen. At tømme hjernen. Det er altså svært, når hjernen er ved at eksplodere. Kender du det? Man vil bare så gerne at det hurtigt går over… Øv altså! Heldigvis ved jeg jo, at jeg gør noget godt for mig selv ved at gå til mindfullness yoga, gå nogle dejlige ture, få ro og lave noget, der gør mig glad. Så det skal nok gå alt sammen.

Hvis der er noget, der gør mig glad, så er det at bage. Derfor besluttede jeg mig for at smække en portion bolledej sammen, så jeg kunne slappe af med det og en dejlig duft kunne sprede sig i huset. Mmm, det er altså noget, jeg elsker.

Bollerne blev fantastiske og børnene sagde:

“Mmmmmmmm, de smager godt, mor”.

Her kommer opskriften på 16 dejlige boller, der desuden blev kæmpestore. Det var noget, ungerne kunne lide.
Prøv dem endeligt – de er virkelig gode.

Grove gulerodsboller1

Du skal bruge:
½ l mælk
50 g gær
1 spsk. flydende acaciehonning
1 tsk. fint salt
1 tsk. kardemomme
2 æg
2 fintrevet gulerødder
50 g smeltet smør
1 dl Urtekram 5 kornsblanding
2 dl grahamsmel
11-12 dl hvedemel
1 æg til pensling

Du skal gøre sådan:

  1. Lun mælken til fingervarm, smuldr gæren heri og rør rundt til gæren er opløst.
  2. Tilsæt honning, salt, æg, kardemomme, 5 kornsblanding, gulerødder og grahamsmel og rør rundt i røremaskinen. Jeg rører stort set altid dej i min Kitchenaid, så den bliver æltet rigtig godt igennem.
  3. Hæld stille det smeltede smør i blandingen og bland sammen.
  4. Tilføj nu mel lidt efter lidt og ælt rigtig godt. Når dejen er samlet godt, er den klar til hævningen.
  5. Lad dejen hæve i skålen under et viskestykke i 45 minutter.
  6. Tænd ovnen på varmluft ved 175 grader.
  7. Form nu 16-20 boller af dejen. Sæt dem på to bageplader med bagepapir. Her hævede de yderligere i 30 minutter (imens jeg gik tur med hunden).
  8. Pensl bollerne med sammenpisket æg.
  9. Bag i ovnen i ca. 15 minutter. Når uret ringer skal du tage en bolle ud og lytte til bunden. Hvis den “knitrer” er den ikke helt færdigbagt endnu. Giv den 2-3 minutter mere.

God bagelyst!
For mig er det ren terapi at lave sådan en omgang nybagte boller. Jeg bruger samtlige sanser i sådan en omgang og det er virkelig kvalitetstid, så det basker.
Det blev endnu bedre kvalitetstid af at der var tændt stearinlys og at sønnike læste højt for mig af “De tre små grise”, imens jeg formede bollerne. Altså, det var dejligt. Hovedpinen var der, men den blev dulmet med yndlingsaktiviteter. Prøv det!

Hvad gør dig glad?
Hvad gør dig godt?
Hvad er din yndlingsaktivitet?

Lækre grove gulerodsboller

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *