Et intenst og meget undersøgende blik kigger lige ind i mine øjne. Okay, jeg kan ikke skjule det. Jeg prøver heller ikke rigtigt. Har bare lige tørret de værste tårer væk. “Har du grædt, mor? “

Hmmm…. “Har du grædt, mor?”
Det er bare et af de spørgsmål, man ikke bryder sig om at få som forældre. Jeg ved jo, at børn bliver kede af det og bekymrede, når voksne græder. Jeg vil gerne virke stærk, men må sande, at når spørgsmålet: “Har du grædt, mor” kommer, så må jeg være stærk på en anden måde, end jeg lige ønskede, være ærlig og svare ja. Heldigvis sker det ikke så tit, og jeg kan nu bagefter blive stolt over, at jeg tør være ærlig overfor mine børn og ikke bare skjuler og siger nej. Børn må gerne se, at man er ked af det og sårbar – også mine børn, men følelsen er ikke rar.



Særligt ikke når man i forvejen er lidt ked af det. Jeg kunne i den situation bryde fuldstændig sammen og knuge mit barn ind til mig, men meningen er jo ikke, at han skal trøste mig. Det skal andre gøre. Voksne mennesker.

har du grædt, mor?

 

Hvorfor græd hun, tænker du måske?

Sådan tænkte min sønnike også, efter jeg forlod hans værelse. Selvfølgelig.

“Moar, kom lige…”

Jeg går derind, velvidende at tårerne nu kræver en lidt længere forklaring. Jeg håber inderligt, at jeg kan gøre det på den bedste måde. For ham.

“Hvorfor har du grædt, mor? “

Jeg forstod godt hans spørgsmål. Det værste jeg vidste som barn var, når min mor græd. Så ville jeg gerne trøste hende og gøre hende glad igen. Og jeg ville fjerne alt, der gjorde hende ked af det. Jeg ville ordne det for hende. Voksne skal ikke være kede af det, selvom det jo er naturligt og egentligt helt okay. Men det gjorde ondt i mig, når min mor var ked af det, ligesom det gør ondt i mig i dag, når mine egne børn ser mig ked af det. Forskellen er bare, at jeg aldrig vidste, hvorfor min mor var ked af det. Hun fortalte mig ikke noget. “Det snakker vi ikke om”. I dag har jeg snakket med min søn om det. Det har jeg gjort tidligere, for han kendte godt svaret, sagde han. “Det har du fortalt før, mor”. Ja, det har jeg nemlig. Han aede min arm og gav mig et kram.




En ordentligt forklaring

Forklaringen på tårerne var og er, for det er der stadig, at jeg indimellem… ofte faktisk… bliver rigtig ked af, at jeg ikke kan det, jeg gerne vil. Jeg forklarede William, at når jeg er sygemeldt med stress, som jeg jo har været i lang tid efterhånden, så gør det jo, at jeg ikke kan de samme ting som før. Det gør mig ked af det, når der er noget, jeg gerne rigtig gerne vil, men er nødt til at sige nej til, fordi jeg ikke kan. Jeg forklarede ham også, at hvis nu jeg sagtens kunne alle de ting, som jeg kunne før, så var der jo ingen grund til at være sygemeldt. Jeg føler en inderlighed og en ærlighed overfor mine børn, som gør, at jeg synes, de har krav på at vide, at det ikke er for sjovt, at jeg er sygemeldt og samtidig ikke alvorligt, så de skal være bange.

Jeg er for alvor ved at sortere ud i mit liv og det gør ondt på mig. Heldigvis er tilstanden jo bedre, men der skal såmænd absolut ingenting til at vende skuden i negativ retning igen. Det er lige præcis der, jeg passer på.

Det gælder nok for evigt

Jeg har tidligere skrevet et indlæg om det og har netop fundet det i alle mine indlæg. Det er skrevet for et år siden. I november sidste år. Ja ja, tankerne omkring det er der sørme stadig. Men belastningerne og symptomerne er heldigvis aftagende. Du kan læse det indlæg lige her, det hedder Kan man sluge en hel kamel? Og hvor mange kameler skal man egentligt sluge?

Ja, jeg bliver stadig indimellem voldsomt ked af det og jeg føler mig i den grad som den svageste svækling på denne jord, der er ved at blive sindssyg. Omvendt så mærker jeg også en indre styrke og vilje til at komme videre i den bedste retning for mig og min familie. Min familie, mit helbred og selvværd betyder allermest for mig, og det er det, jeg kæmper allermest for. I mit tidligere indlæg beskrev jeg følelsen af, at det bare ikke må gå ud over mine børn. Jeg er meget bevidst om, at det nok ikke kan undgås at sætte nogle bekymringer i deres hoveder, men heldigvis er jeg også den, jeg er, så jeg er god til at snakke med mine børn på en fornuftig måde. Honestly. Det synes jeg i hvert fald selv.

Kender du det?

Mon ikke der er nogle af jer andre stressramte, der kender det der med, at man godt kunne tænke sig at skåne sine børn for alle de dumme ting, der følger med at have en stresset forælder? Jeg vil for alt i verden skåne mine børn, men jeg er faktisk sikker på, at den bedste måde er at give dem en ordentligt forklaring (uden at blive for rørstrømsk og uden at gå i detaljer).

Det kan også sagtens være, der er nogle af jer, der kender det, at man lige tørrer en lille tåre væk, så børnene ikke skal kunne se, at man har grædt. Mine børn må gerne se mig græde og de får en forklaring med på vejen. Men det ville da være nemmest, hvis de ikke så det, for så var alt vel godt… Eller var det?




Til sidst kan jeg bare sige, at sådan en søndag morgen der starter i tårer pga. sårbarhed og begrænsninger, er hård at komme igennem. Mon ikke humøret letter en smule i morgen? Man har vel lov til at håbe.

Nyd eftermiddagssolen.
Jeg selv har en anelse svær ved at få øje på den i dag, men så er der jo lidt ekstra til dig 😉

 

hjerte

2 Comments on Har du grædt, mor?

  1. FruLarsen
    25. november 2016 at 12:02 PM (1 år ago)

    Kære Martine
    Hvor er det et godt indlæg. Og jeg føler i den grad med dig.
    Jeg hader simpelthen følelsen af ikke at kunne de ring man vil, ikke at få livet til at fungere, og i særlig grad at det ramme ægtefælle og børn.
    Desværre er jeg selv lige væltet igen og meget ramt og sårbar, men jeg mærker trods det, det samme som du beskriver. En indre styrke og at det fald jeg er i, ikke er så dybt som tidligere.
    Så jeg holder fast i håbet, selvom det er svært i disse dage.
    Kærligt FruLarsen

    Svar
    • Meskildsen
      28. november 2016 at 1:29 PM (1 år ago)

      Kære FruLarsen
      Jeg ved, at du også kæmper en hård kamp. Kampen er lang, men nødvendig, og ender forhåbentligt med at give os styrke.
      God vind til dig.
      Kh. Martine

      Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *