Helt ærligt, så har jeg haft en dejlig afslappende weekend – og det var vel nok dejligt. Helt ærligt, så gik min søndag aften foran computeren, hvor jeg berettede lidt om at få sandheden frem. Frem for os selv og for andre. For sandheden er ilde hørt. Altså ærligt talt.

Du kan læse blogindlægget fra i går her. Helt ærligt, så er det faktisk noget, jeg tænker en del over. Det med at være ærlig og sige sandheden. Jeg har faktisk ikke problemer med at være ærlig, tværtimod. Men jeg har ofte problemer med at være ærlig overfor mig selv. At mærke efter. At være mig selv tro.

ærlighed

Respekt

Jeg nærer stor respekt for mennesker, hvor jeg ser, hører og oplever en utrolig ærlighed og menneskelighed. Mennesker, hvor jeg oplever at de tager sig selv alvorligt. Ja altså, helt ærligt… det kan man jo gøre på mange måder og der er mange former for ærlighed i mange forskellige situationer. Jeg vil ikke komme ind på det hele, men tænker her mest på mennesker, der hviler så meget i sig selv, at de ikke behøver at iscenesætte sig selv over for andre. Mennesker der ikke skal gøre sig lidt bedre end de er, mennesker der ikke går for meget op i penge og materialistiske ting, mennesker der holder af “bare at være” og tør stå ved det, mennesker der ikke hele tiden skal præstere mm. Sådan nogle mennesker har jeg stor respekt for. Just saying. Det betyder jo ikke, at andre mennesker ikke er velfungerende eller ikke har det godt. Slet ikke. Det skal jeg ikke være dommer over.




Eksempelvis

så handler dette indlæg om, helt ærligt, at min respekt vækkes, når en person udtrykker en ro, en glæde og en “nede på jorden oplevelse” igennem sin ærlighed. Nu skal jeg give dig et eksempel.

I sidste uge skulle jeg mødes med en flok gamle veninder. Vi mødes nogle gange om året og det er super hyggeligt. Vi er fem travle, ivrige, stressede damer og mødre, som altid har et eller andet, vi skal. Oftest er det nok vores børn, der skal noget, og tingene skal koordineres derefter. Det kan være lidt svært med fem travle damer med hjemmet fulde af unger. Altså at finde en passende dato. Vi prøver at planlægge lidt fremad i tiden, men af og til bliver det aflyst eller noget. Det er åbenbart bare svært at planlægge.
Da jeg kommer som nummer to, sidder vi to første og snakker lidt og bliver enige om, at det var fantastisk, at én skrev til os andre søndag aften, om vi kunne onsdag… Og så kunne vi alle. Tænk at det kunne lade sig gøre med så kort varsel. Fem travle mødre!

For pokker, den var god

Det jeg så bliver helt varm indeni over er, da hun så pludselig siger:

Jeg var sådan set også i tvivl, om jeg skulle sige ja, for jeg skulle ingenting og jeg ville jo egentligt gerne med, men jeg kan bare så godt lidt at være hjemme.

JA JA JA, det er også sådan, jeg har det. Jeg holder sindssygt meget af mine veninder, venner og familie, men jeg holder også UTROLIGT meget af bare at være hjemme. Der behøver ikke at ske en masse hele tiden.

Nå, men hendes ærlighed rørte mig helt vildt meget og satte mine tanker i gang. Jeg har ikke rigtigt kunne få det ud af hovedet siden. Tænk at hvile så meget i sig selv, at man godt kan sige det højt. Jeg kender i hvert fald en god håndfuld, der aldrig ville sige sådan noget højt, for hvor kedeligt er det ikke lige….????




Hvordan mon en mands nej tak vil blive betragtet?

Da jeg kom hjem, fortalte jeg min mand om min oplevelse med hende og min store respekt for hendes udmelding. Det var meget tankevækkende for mig.

Han sagde, at det er det samme som, hvis man som mand, siger nej til at tage ud til en fodboldkamp, fordi man faktisk hellere vil være hjemme og se den i TV. Bare for at være hjemme. Det er altså ikke særligt mandigt. Er det?

Eller hvis man siger nej til et mega sjovt firma-arrangement eller en herreaften, fordi man hellere vil være hjemme ved familien. Hvor mandigt vil det blive betragtet, tror du?

Jeg stiller lige et passende spørgsmål… Helt ærligt, kan man som mand godt sige:

Jeg var sådan set i tvivl, om jeg skulle sige ja eller nej, for jeg skal ingenting og jeg ville jo egentligt gerne med, men jeg kan bare så godt lidt at være hjemme. Så jeg kommer altså ikke. Jeg trænger til at være hjemme.

???????

Jeg ved ikke med dig, men jeg tænker at mændene ikke har den samme respekt for den slags, som jeg har. Hvis jeg hørte en mand sige sådan, så ville jeg have stor respekt for hans ærlighed og selvforståelse. Og jeg ville med mine ærlighed give ham et klap på skulderen og anerkende det. Jeg ville slet ikke kunne lade være. Altså sådan helt ærligt.

Mandagstanker

Derfor tænker jeg, her på en helt almindelig mandag, at vi skal være ærlige over for os selv og andre. Samtidig med at vi skal respektere andres ærlighed. Hvis vi ikke møder respekten og forståelse fra andre, når vi “springer ud i” at være os selv tro og ærlige over for andre, så bliver det IGEN (måske) et slag over nakken. Ja, så gør man det i hvert fald ikke igen, tror du?




En masse ærlige mandagstanker blev det til. Det er skrevet i sandhedens tjeneste for at være os selv tro.

Hu-ha… God mandag.
Det er halloween i dag. Buuhhhh. Godt nok uhyggeligt. Bøhhh.

hjerte

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *