Jeg har lavet disse hjemmelavede müslibar flere gange, og hver gang er børnene glade for dette supplement til madpakken.

Ja, sågar børnenes venner er glade, når de får en ekstra med i madpakken, for så kan man dele af lækkerierne 😉

De er SÅ lækre. Ikke specielt kalorielette, men gode.

Du kan følge opskriften her, og begejstre din familie. Både store og små vil nyde dem.

Du skal bruge:

200 g honning (jeg brugte flydende acaciehonning)
200 g brun farin
150 g smør
300 g havregryn
1 dl græskarkerner
1 dl mandler
1 dl hasselnødder
1 dl tranebær
1½ tsk. kanel
ca. 50 g mørk chokolade

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 180 grader.

Smelt smør, honning og brun farin i en gryde.

Hak imens hasselnødder og mandler en anelse. Jeg kan godt lide, at de ikke er helt finthakkede, så der er “bid” i dem. Du bestemmer selvfølgelig selv.

Put alle de tørre ingredienser op i en skål og hæld den smeltede smør/sukkermasse over.

Bland massen rundt til en ensartet masse.

For en bageform med bagepapir. Min form er 27×27 cm.

Hæld massen heri og TRYK massen ned i formen. Helt ud til kanterne. Sørg for at massen er nærmest mast ned, så det ikke smuldrer og skiller, når du til sidst skal skære müslibarerne i passende størrelser.

Bag den kæmpe müslibar i ovnen i 20-25 minutter.

Lad den køle af i køleskabet i formen.

Når den er kølet af, løfter du forsigtigt bagepapiret med den store müslibar op og over på et stort skærebræt.

Brug nu en skarp kniv og skær passende stykker af “pladen”.

Jeg skar 4 x 8 stykker. Så bliver de små og lækre hapsere.

Når de små muslibarer er kølet HELT af, smelter du lidt chokolade, som du putter i en sprøjtepose. Klip et lille bitte hul i spidsen og sprøjt lidt chokolade på müslibarerne. Du kan evt. også vælge at dyppe enden af barerne ned i chokolade.

Lad dem igen køle af i køleskabet, så chokoladen kan sætte sig.

Opbevar den i en lufttæt beholde i køleskabet.
Jeg lagde mellemlægspapir imellem mine, så de ikke klistrede sammen.

FIF!

I madpakken kan du pakke en müslibar ind i et stykke mellemlægspapir.

“Værsgo, lille ven. En hapser til dig”

Ekstra info!

1 stk muslibar indeholder 161 kcal.

Rigtig god fornøjelse.
Jeg er sikker på, at også dine unger OG DU SELV vil elske dem.

www.meskildsen.dk

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *