Min indre stemme har altid fortalt mig, at hvis jeg bare ikke sagde noget, så var der nok ikke nogen, der opdagede noget og måske gik det hele over meget snart.

Sådan har jeg haft det hele mit liv. Måske kender du det også?
Jeg vil betragte det som mén, jeg har med mig fra min barndom. Dengang, for mange år siden, da mine forældre drak alt for meget, da blev “bunden” lagt inden i mig. I denne sammenhæng er det bunden til et udfordret sind, som altid kæmper med en selvopfattelse, der er på hårdt arbejde.
Jeg er faktisk overbevist om, at mine forældre ikke gjorde det for at bringe mig nogen ulykke. Jeg er også overbevist om, at de ikke så eller vidste, hvordan det ville få gevaldige konsekvenser for mit voksenliv, for mit selvværd og for min måde at håndtere udfordringer på.

Tabu er ikke godt for noget. Bryd tabuet!
Tabu er ikke godt for noget. Bryd tabuet!

Jeg ved godt, at når jeg skriver sådan noget herinde, så er det lidt som at puste til ilden. Jeg vil bare så pokkers gerne have, at der er nogle, der læser det og bliver klogere på det med at have fulde forældre. Det bringer IKKE noget godt med sig. Jeg har brug for at fortælle om det og jeg har brug for at hjælpe andre. Jeg ved, at det er et meget ømt punkt at bringe på banen, og jeg gør det ikke for at hænge nogen ud eller gøre nogen kede af det. Måske kommer jeg til at gøre nogen kede af det… Det ved jeg faktisk ikke. Det er bestemt ikke min hensigt.
Det er lige præcis det, der er så svært – både for børn og voksne. Altså børn, hvis forældre der drikker og for voksne, hvis forældre der HAR drukket eller som mig, hvis forældre der drak og er døde. Dem kan jeg jo ikke gøre kede af det, men bag mig står en stor familie og en hulens masse venner (specielt mine forældres omgangskreds), som måske kan føle sig ked af det. I skal vide, at det ikke er meningen.

Noget af det værste ved alkoholmisbrug er tabu.
Tabu er “det vi ikke snakker om”. Det vi ikke taler om, fordi vi ikke skal blande os i hinanden, vi vil ikke gøre nogen kede af det eller rippe op i gamle oplevelser. Tabu er ikke noget, man har aftalt. Jeg betragter det nærmest som et psykisk spil, der foregår i en forsamling. Hvis onkel Hans i en familie drikker for meget, så skal vi da ikke snakke om det, for vi synes jo ikke det er rart og vi vil jo ikke gøre onkel Hans sur. Ellers hvis tante Ruth har tabt en masse kilo, så kan vi sagtens snakke om vægttab og rose for det, men lige så snart at tante Ruth tager det hele på igen, så snakker vi ikke om, hvad der gik galt. Måske er det lidt pinligt at bringe på banen – altså for tante Ruth. Men i virkeligheden kunne man måske hjælpe tante Ruth til at få snakket om, hvad der gjorde det svært!
Der er faktisk en svær balance imellem almindelig høflighed/ pli – og tabu. Man vil jo heller ikke træde tante Ruth over tæerne og kommentere, at hun ikke kunne klare at holde vægten, vel?

Hvad er høflighed og tabu i den situation??? Ja, jeg synes da egentligt at det er lidt svært at svare på.

Lad mig så tage mig selv som eksempel. Jeg voksede op i en familie, hvor begge mine forældre drak for meget og oven i det, så arbejdede min far konstant. Nu kender I jo ikke hele historien (den kan jeg ikke sådan lige skrive i dette indlæg. Det er simpelthen for langt og omfattende). Jeg vil mene, at der var tale om massive omsorgssvigt. Nuvel, jeg har også fået masser af kærlighed og har aldrig manglet noget materialistisk, men der har været så meget svigt i forhold til at se og være der for et barn (flere børn), at jeg betragter det som omsorgssvigt. Bare jeg skriver det, kan jeg mærke et stikken i hovedet og det giver et grimt sug i maven. Av, hvor gør det ondt.
Hele min barndom og ungdom har jeg selv været en stor “tilhænger” af det tabubelagte emne: “Mine forældre drikker”. Jeg udøvede det i høj grad. Altid faktisk!
Jeg gjorde det da ikke bevidst og jeg var slet ikke klar over, hvad tabu var dengang. Men jeg skulle for alt i verden ikke fortælle nogen, at mine forældre drak. Når der skulle afleveres sedler i skolen med mors underskrift på, så havde jeg øvet mig på at skrive min mors underskrift så præcis som muligt, så jeg selv kunne underskrive, for mine mor fik det aldrig gjort. Sedlen havde jeg selvfølgelig afleveret til hende, men jeg vidste jo også godt, at det måtte jeg klare selv. Jeg tror ikke, der var nogen, der opdagede det. Til gengæld er jeg blevet meget dygtigt til at skrive 😉
Eller når min mor sad lænet hen over køkkenbordet og sov, når jeg kom hjem med en veninde om eftermiddagen, var jeg god til at fyre en løgn af om, at min mor havde været syg, så det var derfor hun sov og for øvrigt stadig sad i natkjole. Og så håbede jeg for øvrigt at veninden ikke opdagede alle de flasker der stod på spisebordet og i køkkenet. Mavefornemmelse over sådan en løgn er ubærlig, samtidig med at man er så sindssyg flov over ens egen mor. Det er altså bare ikke sjovt.

Tabuet er der sørme stadig. Trods det at mine forældre er døde, så er der stadig tabu omkring hele historien i familien. Nogle af os er gode til at snakke om det, men der er alligevel altid lidt usagte ting – for man vil jo ikke gøre nogen kede af det og hvad nytter det at blive ved med at snakke om.

Det nytter faktisk en hel del, skal jeg sige jer.
Hvis man ikke må sige og fortælle, hvordan man oplever tingene og har det, som man har det, så bliver situationen altså gevaldigt forværret . Hvis jeg bare havde turde sige til en voksen, dengang jeg var barn og ung, at der var en masse, jeg syntes, der var svært, så havde jeg måske kunnet få noget hjælp til at snakke om det. Men jeg turde da ikke sige noget, for jeg ville ikke være anderledes og ville ikke have at mine familie var anderledes. Det måtte de andre ikke vide…
Når jeg forsøgte at snakke med mine egne forældre om alt muligt en teenager rumsterer med, så sagde de ALTID: “Det snakker vi ikke mere om”, så det blev jo ligesom kutymen.

Når jeg, som voksen, har haft perioder, hvor jeg har haft det svært, har jeg IGEN haft de samme udfordringer. Jeg har ikke sagt noget til nogen. Ingen måtte se mine svaghedstegn. Ingen måtte synes, at jeg var anderledes. Det har givet fuldstændig de samme følelser indeni… Ondt i hovedet og sug i maven… Bare der ikke er nogen, der opdager, at jeg er svag!!!
Jeg har haft konstant hovedpine siden, jeg var 13 år og jeg har det stadig… Det er 25 år, mine damer og herrer…

Tænk lige over det!

Det nytter ikke noget at holde sin kæft. Når forældre drikker, så SKAL der gøres noget, og det er aldrig barnets eget ansvar.

Nu er jeg blevet voksen – så nu er det mit eget ansvar at få sagt tingene og få snakket om det, der er svært, så det ikke bliver et tabubelagt emne.

Hvilket ansvar har du?

Bryd tabuet… NU!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *