Åh Gud, hvor har jeg tænkt det mange gange… Ikke om andre, men om mig selv.

Inderst inde er jeg så dum og naiv, at jeg også kan tænke, at andre folk tænker det om mig. Jeg forstår faktisk godt, hvis folk tænker sådan om nogle, der er sygemeldt (fx med stress, depression, angst osv.). Vi kan nogle ting, men vi kan ikke andre ting. Der er faktisk MANGE andre ting, vi ikke kan.

Nu skal jeg fortælle dig en hemmelighed… Måske ved du det godt i forvejen, og måske ikke.

Der er faktisk en bagside af medaljen! Og den bagside fylder så meget inden i “os”, at det halve ikke bare var nok, men stadig for meget!

skal - skal ikke

Når jeg vælger (for det er jeg nødt til), hvad jeg vil deltage i, så ved jeg også, at det tager så mange kræfter fra mig, at jeg er smadret bagefter. Ikke bare træt og udkørt, men total mega smadret i dagevis. Derfor er jeg nødt til at vælge mine aktiviteter med omhu. Det giver mange spekulationer, kan jeg fortælle. For jeg vil gerne være med til det hele… men det kan jeg ikke. Det er svært.

Jeg forstår faktisk godt, at det, for andre, kan være svært at forstå. Når jeg deltager i noget, så kan man ikke se noget på mig. Man kan ikke se, at jeg er syg. Jeg snakker, jeg griner og jeg deltager. (Jeg er måske en anelse anderledes end jeg plejer – lidt mere stille – måske – jeg ved det faktisk ikke helt). Jeg plejer at fortrække til toilettet et par gange – for at få ro i hovedet – for at få ro i kroppen igen. Jeg kan mærke det… Hjertet begynder at banke lidt hurtigere og jeg mærker ekstra varme i kroppen. Måske bliver fingrene kolde. SÅ er det tid til at trække mig i 5-10 minutter, få ro, fokusere på vejrtrækningen – og SÅ kan jeg klare lidt mere.

Hvad I ikke ser er, at når jeg sætter mig i bilen, er jeg total færdig. Træt, ør og mør. Jeg vrisser af mine børn, som måske snakker eller griner lidt for højt, jeg slukker panisk for musikken og jeg vil bare have ro, ro, ro. Jeg har lyst til at vrisse, fordi det irriterer mig, men nogle gange bliver jeg (for børnenes skyld) bare stille og lukker mig ind i mig selv. Det er svært at forklare – og det er svært at være i sin egen krop, når man har det sådan.
De næste dage er min krop på overarbejde for at fortælle mig, at det var for meget i går. Næsten som en slags tømmermænd!

Du ser sgu godt ud

 

Jeg er faktisk ganske sikker på, at mange tænker, at jeg da bare går herhjemme og driver den af. Tænk at man kan “få lov til det”.

Hvis man kan være til det der, så kan man sgu da også…!!!
Eller kan man?
Nogle gange ser de mig i byen eller rundt omkring:

“Du ser sgu da godt ud”.

Jeg siger pænt “tak”, men undlader så at sige:

“Jeg har også lige sidde i to timer og lavet ingenting”

eller

“Jeg bruger også lige den sidste energi, jeg har. Så skal du bare se mig om et par timer”

Det skåner jeg altså dem – og mig selv for.

Der sker også det, at vi er til et arrangement, hvor folk siger, at det ser ud til, at jeg hygger mig og har det fint. Ja, jeg hygger mig såmænd sikkert også, men de ser jo heller ikke, når jeg står på toilettet og “samler” mig. Der er jo heller ikke lige dér, jeg har lyst til at stå og beklage mig og virke sart og syg, vel?

Nej, det er sgu ikke nemt at være usynlig syg. Hvis man bare havde brækket et ben, så var det da noget nemmere.
For et års tid siden hørte jeg dette udsagn, som jeg virkelig synes godt om:

“Jeg har brækket min hjerne”.

Ha´ en god dag derude.

With all my love

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *