At holde fast…

Ja, hvorfor holde fast, når man kan give slip?

Forestil dig, at du er ude at klatre. Det er første gang. Du er bange. Du er spændt. Du klatrer op ad en stejl væg. Dine fingre er dit vigtigste redskab lige nu. Dine ben ligeså. Din krop. Den arbejder for dig – opad, opad og opad. Alle musklerne i din krop arbejder. Du skal nå toppen. Fokus. Arbejder dig opad. Kigger ikke ned. Shit, du vil gerne ned. Højt at flyve, dybt at falde. Hvorfor kæmpe dig videre?  Hjertet hamrer og adrenalinen pumper. Det er svært. Grænseoverskridende. Og du gør det. Du bruger lang tid på at nå toppen. Der er ikke langt igen. Benene ryster. Armene syrer.
Du gør det. Du når toppen. Endeligt. Du gjorde det. Tillykke. Sikke en sejr. Sejt. Flot. Way to go. Wow.

“Giv slip, så firer jeg dig ned igen”.

“What? Nej, jeg kan da ikke bare give slip. Så falder jeg jo. Jeg skal bare lige… øhhh være her lidt mere. Nyde udsigten lidt”.

Dine ben syrer for vildt. Du vil egentligt gerne ned, men du kan ikke. Du kan ikke give slip. Du holder fast. DU må stå der bare lidt endnu. Mærke suset. Mærke kroppen. Være i det. Være med det. Hjertet hamrer. Om lidt skal du give slip. Give slip og lade dig falde. Nedad, nedad, nedad. Nej. Hvor hurtigst mon det går? Giver det et sug i maven. Er der nogen, der holder dig? Eller griber dig? Din krop. Adrenalinen. Hjertet. Sveden. Angsten.
Hvorfor give slip, når du kan holde fast?

Du bliver nødt til det. Du kan ikke mere. Kroppen siger til nu. Den vil gerne. Du er klar. Fingrene løsner grebet. Du giver slip, strækker benene og læner dig tilbage i selen. De holder dig. Selen holder. Du firer lige så stille nedad. Mod fastland. Du mærker glæden. Suset. Adrenalinen. Du lander. Du har begge ben på jorden. Du mærker dig selv. Du mærker kroppen. Begge ben. Du gjorde det. Du er stærkere. Du er bedre. Du er sejere. Stærkere, bedre og sejere end du troede. Du gjorde det. Hjertet hamrer og kroppen ryster. Du gjorde det.

Din tur den ene vej var det hele værd. Din tur den anden vej var endnu mere værd. Du mærkede dig selv, du holdt fast og du gav slip. Du favnede og accepterede. Du ved, du kan. Du ved, du lander igen. Uanset hvor skævt et tårn du er klatret opad… hvis du giver slip, kommer du altid lige ned. Men du lander, og du klarer det. Du står med begge ben godt på jorden. Parat til at gå videre. Parat til at bevæge dig videre. Ud i verden. Ud til nye udfordringer. Du gjorde det!




Hvorfor holde fast, når man kan give slip?

At holde fastDenne lille skrivelse og tankerne bag den kom til mig efter en snak, jeg har haft med en veninde. Når man er psykisk udfordret, kan det være svært for andre (og en selv) at vide, hvad der er bedst for en. Jeg ved, at nogle af mine nærmeste har haft tanker som, at nu måtte jeg da snart komme videre, nu skulle jeg ikke blive ved med at tærske rundt i, hvad der engang er sket, at det var på tide for mig at give slip, at jeg måske ikke skulle holde mig selv fast i det hele igennem bloggen her osv. osv. Det ved jeg, for det har jeg snakket med flere om. Det er fint nok. Det har været svært at “sluge”, når det lige er blevet sagt til mig, men efter adskillige tanker bagefter, er jeg kommet frem til, at det er ok. Ok at de mener, som de gør. Ok, for jeg forstår dem godt. Jeg ville nok have gjort det samme.




Det er ok fordi, at jeg har haft og har det super fint med at gøre det hele i mit tempo. Jeg har ikke kunnet gøre anderledes. Jeg har tidligere været presset. Mega presset. Mange gange sygemeldinger. Og jeg vil ikke mere. Jeg vil ikke byde min krop det mere. Det har været vigtigt for mig, at være i det, der gjorde ondt. Det har været vigtigt for mig, at lærer signalerne at kende. At lære årsagerne at kende. Det har været vigtigt for mig at holde fast – for at kunne give slip. At holde fast – bare lidt endnu – for at kunne give slip. Processen inden i mig har været vigtig, og den har ingen helt kunne forstå eller tage fra mig. Den var der – forbandet hård var den – og det var ok! Det ER ok!

 

Det var ordene.
God weekend derude.

www.meskildsen.dk




Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *