De her italienske frikadeller – de er altså gode!

Jeg vil så meget anbefale dig, at lave disse italienske frikadeller til dig og dine familie. De er virkelig gode og forholdsvis nemme at lave. De kræver lidt mere snittearbejde end almindelige frikadeller, men det er det hele værd. Det gør dem også en smule mere sunde end almindelige, da der gemmer sig lidt grøntsager i dem. Jeg kunne dog ikke snyde mine unger, men de spiser det heldigvis alligevel.

italienske frikadeller opskrift
Prøv denne opskrift på italienske frikadeller

Du skal bruge:
1 kg hakket svinekød
1 stort løg i små stykker
2 fed presset hvidløg
1 stor revet gulerod (100 g)
50 g revet squash
50 g soltørrede tomater skåret i små stykker
80 g smuldret fetaost
2 æg
1 tsk. oregano
1 dl havregryn
1 dl vand
1 tsk. salt
Hvidløgspeber
Olie til stegning

Sådan gør du:
Du ordner grøntsagerne, der skal i farsen. Skræller, snitter, river osv.
Du blander det hele sammen i en stor skål og rører godt rundt med en trægrydeske.
Jeg har engang hørt at fars altid skal røres med en trægrydeske, så bliver den bedst. Jeg ved ikke om det er rigtigt, men jeg gør det nu alligevel – og de blev også gode 🙂

Lad farsen stå i en halv time, så den samler sig godt og havregrynet kan suge noget af væsken fra grøntsagerne, inden de steges.

Varm en pande eller to og tilfør olien.
Form en masse frikadeller i den størrelse, du synes bedst om. Når de har fået en fin stegeskorpe på de fleste sider, lægger du dem i et ovnfast fat og stiller i ovnen ved 150 grader i 10-15 minutter.

God fornøjelse.
Du kan servere dem til hvad som helst.
Denne gang fik vi almindelig fuldkornspasta og lun spidskålsalat. Desuden var der gulerodsstave og cherrytomater til de børn, der ikke syntes om spidskålsalaten.
Grøntsager skal de have!



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *