Spørgsmålet er kommet mange gange de seneste måneder. “Kan du ikke klare det?”

Og hvad tror du så, det gjorde ved mig?

Jeg blev ked af det indeni. Opgivende. Men viste det selvfølgelig ikke. Jeg tænkte bare lidt over det og mærkede efter.

Bagefter blev jeg utrolig favnende og rummelig. For selvfølgelig tænker “folk” sådan, når jeg vælger at fratræden den stilling, jeg sagde ja til sidste sommer. Den stilling og det job som er gået så pisse godt og som jeg har klaret skide godt.

Jeg har tidligere været så underlagt af stress og angst, at det selvsagt blev tvivlende, OM jeg kunne klare den stilling, jeg havde sagt ja til.

Men ved I hvad?

JO, JEG KUNNE GODT KLARE DET. MEN JEG VILLE IKKE…

Jeg bliver selvfølgelig ærgerlig over, at “folk” ikke tror på, at forandring er en sejr i sig selv og skaber en vilje, der siger spar to. Jeg blev selvfølgelig ærgerlig over, at “de” pludselig tvivlede på min kunnen. Men jeg kan ærligt talt godt forstå dem. Og jeg har naturligvis allerede tilgivet.

Jeg har nemlig lært (efter 41 år) at mærke efter i min krop og tage mig selv alvorligt.

Og det er det, jeg har gjort.

Jeg har sagt op

og er stoppet her til 1. april. Det er en kæmpe befrielse. Det kan jeg mærke.

Det var en svær beslutning at tage. Det har voldt mange søvnløse nætter og bekymringer.

Men jeg kom til et punkt, hvor jeg var nødt til at give mig selv lidt af min egen medicin (altså noget af det, jeg nogle gange hjælper mine klienter i klinikken med. Lav et realitetstjek og reager ud fra det.

I første omgang gennemtænkte jeg, OM det var en mulighed at lave noget om på arbejdspladsen. Det var der måske, men det ville være (i mine øjne) en MEGET langsommelig proces. Måske over flere år og med en masse bøvl, og det ville jeg ikke bruge min højspændte energi på. Faktisk.

Så ja, det er med total oprejst pande, at jeg har valgt, at jeg godt kunne klare det, men at jeg ikke VILLE.

Et bevidst valgt.

Shit, det føles godt. Virkelig godt.

Det føles virkelig VIRKELIG godt at tage sig selv alvorligt, og ikke bare gøre det, andre forventer af dig.

Jeg har fået SÅ meget anerkendelse på mit arbejde og det har gjort mig så glad og stolt.

MEN jeg har også oplevet, at jeg ikke kan opbygge mit arbejdsliv på anerkendelse alene. Sjovt nok er det med anerkendelsen noget af det, jeg personligt har arbejdet meget med i min stressperiode. Jeg har i hele mit liv kæmpet for at få mine forældres anerkendelse. Det er lykkedes for mig i mange tilfælde, men det har ikke gjort mig glad alligevel. For inderst inde havde jeg altid en følelse af, at mine forældre ville vælge “flasken” og/ eller arbejdet frem for mig… ligemeget hvor meget jeg anstrengte mig. Ja, det er sket rigtig mange gange i min barndom. Jeg har utallige eksempler derpå.

For at bringe en krølle på dette indlæg, bringer jeg lige overskriften frem igen.

“Kan du ikke klare det?” (Læs: “Hvis du ikke kan klare det, så er du jo ikke god nok…”)

Moralen er så…

Hvis vi ikke bevidst vælger at omdirigere vores tanker, når vi hører eller oplever noget, der minder os om de ubehagelige oplevelser, vi havde som barn, ja så bliver vi trukket direkte tilbage til elendigheden indeni igen.

Jeg er stærk – og jeg valgte at sige nej tak til jobbet, som gav mig masser af anerkendelse, men jeg valgte derimod at sige ja tak til mig selv.

For hvem skal egentligt bestemme over mig…???

MIG.

YEAH!

www.meskildsen.dk

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *