Jeg kan med garanti sige, at denne kanelkrans vil falde i god jord, hvis I er til kanel og kage blandet godt sammen. Den er velsmagende, fyldig og lækker. 

Kanelsnegle er altid gode, men jeg har prøvet at sno min dej til en krans i stedet, og det blev bestemt en succes. Det smagte faktisk sindsygt godt.

kanelkrans




Denne kanelkrans blev bagt i onsdags, fordi vi (drengene og jeg) skulle se finalen i Den Store Bagedyst. Det skulle da fejres og blev derfor med en lækker kanelkrans. Jeg blev faktisk overrasket over, hvor nemt det var at lave den. Helt ærligt, så synes jeg faktisk det var både nemmere og hurtigere end at lave en masse enkelte kanelsnegle, så det er bestemt ikke sidste gang, sådan en krans kommer i min ovn. Det var bestemt en do-it-again kage. Det eneste der var svært ved den, var ikke at spise for meget 😉

Den Store Bagedyst

Efter programmet i onsdags kom en “reklame” for at være deltager i den næste omgang af Den store Bagedyst, og mine drenge blev ellevilde…

Det skal du da melde dig til, mor. 

Jooooo, kom nu. Det kan du sagtens. 

Desværre måtte jeg skuffe dem. Jeg er slet slet ikke dygtig nok til at deltage i det. Jeg er meget imponeret over, hvor dygtige de egentlige er. Det er fuldstændig fantastisk, synes jeg. Samtidig kræver det også en vis portion mod og overskud, som jeg IKKE er i besiddelse af.




Til gengæld holder jeg meget af at hyggebage i mit eget lille køkken, hvor ingen blander sig. Det passer bare en lille smule bedre til mit “humør” og temperament.

Jeg bruger nærmest bagningen som en slags meditation, men skal selvfølgelig passe på ikke at at “meditere” for meget, for så bliver jeg jo kuglerund 😉 . Kan du også lide at bage?

Du får opskriften her under, så du også får glæden af den. Måske skal det være kagen, du skal bage til eftermiddagskaffe her i weekend?

Opskriften på den lækre kanelkrans

Du skal bruge: 
75 g smør
1 dl mælk
25 g gær
1 spsk. sukker
½ tsk. salt
1 spsk. kardemomme
2 æg
50 g grahamsmel
ca. 250 g hvedemel
Remonce:
80 g smør (blødt)
75 g brun farin
1 spsk. kanel
½ tsk. kardemomme

Pynt:
Glasur af flormelis

Du skal gøre sådan her:
1. Smelt smørret, og lun mælken heri. Opløs gæren i blandingen. Tilsæt sukker, salt, kardemomme og æg. Tilsæt grahamsmel og hvedemel, lidt ad gangen, ælt dejen godt igennem til den er blød og ensartet.

2. Lad dejen hæve tildækket med et fugtigt viskestykke et lunt sted i 30 min.

Remonce:
3. Rør smør med brun farin, kanel og kardemomme til ensartet masse.




4. Rul dejen ud på et meldrysset bord til et rektangel (ca. 60 x 25 cm). Smør remoncen på hele dejfladen. Rul dejen sammen til en roulade på den lange led. Skær et snit ned gennem rouladen på langs på nær de første par centimeter. Sno de 2 lange dejstykker, og lad snoningerne vende opad.

5. Form dejen til en rund krans, og sæt den på en bageplade med bagepapir. Lad den hæve tildækket på et lunt sted i 30 min.

6. Bag kanelkransen gylden ved 200 grader i ca. 20 min. Lad den afkøle lidt på en bagerist, og servér den lun. Lav evt. glasur af flormelis og vand, og “hæld” over kagen.

Rigtig god fornøjelse og bagelyst. Det er en sikker vinder.

hjerte

Kan du se ikonerne herunder?
Du kan enten synes godt om opskriften på Facebook, sende den til din svigermor, hvis du gerne vil have, at hun bager den til jeres næste besøg, du kan printe den ud eller noget helt andet. Prøv det lige…

God weekend.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *