Når man mister sine forældre, mister man sine livsvidner. Mine livsvidner er døde.

Når man mister sine forældre, mister man også en del af sig selv. En ret stor del faktisk. Sådan føles det i hvert fald. De mennesker, der har lavet mig. De mennesker, der har kendt mig lige fra starten. De mennesker, der har  opdraget mig. De mennesker, der har elsket mig betingelsesløst. De er væk.

Det er en naturlig del af livet, at vi skal dø. Det ved vi alle. Det er en naturlig del af livscyklussen, at vi skal overleve vores forældre. Det regner vi med.
MEN det er bedst, hvis vores forældre lever meget længe og bliver gamle og glade mennesker. På den måde har vi dem i længere tid og skal ikke igennem sorgen ved at miste dem, før vi selv er blevet “næsten” gamle.

Lige meget hvornår vores forældre forlader livet, gør det ondt. Om de og vi er unge eller gamle – det gør ondt. Vandvittig ondt. En fuldstændig ubeskrivelig smerte, sorg og længsel gennemborer kroppen og sindet. Hvis du ikke har prøvet det, så glæd dig ikke. Ej ok… det gør vel ingen! Undskyld!

Når vi er børn, regner vi med, at vores forældre bliver gamle. Selvfølgelig. Vores forældre skal være bedsteforældre for vores børn, ligesom vores bedsteforældre var det for os dengang.

 

Når man mister sine forældre, er man følelsesmæssigt "fucked-up"
Når man mister sine forældre, er man følelsesmæssigt langt ude at ski..

 

Den største sorg for mig ved at miste mine forældre, er helt sikkert, at mine børn har mistet deres mormor og morfar. Jeg har selv været utrolig tæt knyttet til min mormor og morfar (min dejlige morfar lever heldigvis stadig) og jeg ville ønske, at mine børn kunne have lige så fantastiske bedsteforældre, som jeg selv havde som barn.
Det første jeg hulkede (ja, jeg hulkede) ind i min mands skulder, da min mor var død, var: “Nu har mine børn ingen mormor mere”. Han hviskede: “Nej, og du har ingen mor mere”.
Se engang, det vigtigste for mig var, at mine børn ikke havde nogle mormor mere. Dengang havde jeg endda selv stadig min mormor. Det var SÅ uretfærdigt, syntes jeg. Det synes jeg faktisk stadigvæk.

Jeg ærgrer mig over, at vi hjemme i min lille familie, ikke er velsignet med gode bedsteforældre. (Som sidebemærkning, så er min svigerfar død og min svigermor på plejehjem, så der er ikke så meget at komme efter). Jeg kan få det helt fysisk dårligt, når jeg drømmer om en masse ting, jeg gerne ville med mine børns bedsteforældre, som jeg og vi ikke kan. Det ærgrer mig gevaldigt. Jeg bliver misundelig, jaloux og bitter. Jeg bliver ked af det, når sønnike fortæller, at han inderst inde bliver ked af det, når han er til drengefødselsdag og fødselarens bedstemor havde bagt den lækreste kanelkage. Ikke pga. kagen, men fordi han bliver ked af ikke at have sådan en bedstemor. GUD, hvor gør det altså ondt. Det kan jeg altså godt sige dig. Og hvis du tænker: “Herregud altså”, så vil jeg bare lige sige, at du kan godt tænke om igen. BASTA! Det er pisse hårdt, når det går ud over børnene og man kan mærke det stikker ind i ens eget hjerte, fordi man selv er ked af det.

Hvordan tror du så, jeg har det med bedsteforældredage???? JEG HADER DEM. Jeg kan godt se, at det er dejligt for de børn, de har bedsteforældre med og for bedsteforældrene, og jeg kan også godt se, at man “bare” kan tage en moster eller en anden med, men det gør ondt, gør det. Indeni. Det gør altså ondt, at ens egne børn ikke kan få den glæde.

Det er snart 11 og 12 år siden, mine forældre døde, så du kan nok se, at følelses-trummerummet bliver ved. Den første sorg og smerte efter dødsfaldet er selvfølgelig meget hård og ikke sjov, men alle de forskellige følelser bliver ved med at dukke op i forskellige sammenhænge… resten af livet! Det bliver selvfølgelig mindre med årene og jeg er ikke så ulykkeligt over tabet mere, som jeg var engang, men jeg savner og jeg ærgrer mig gevaldigt over, at vi skulle være så uheldige – så tidligt.

Samtidigt vil jeg sige, at jeg da godt nok har lært en masse – tidligt – som mange på min alder slet ikke har været igennem. Det har gjort mig til den, jeg er i dag og var det ikke sket, så havde jeg helt sikkert ikke skrevet på denne blog, hvilket jeg synes, er enormt fedt.

Men – mine livsvidner er væk – og jeg har så meget, jeg gerne ville vise dem. ØV BØV!

Jeg kan skrive mere og mere om dette emne. Jeg vil tro, jeg kan blive ved. Det er god terapi for mig. Læs med igen senere, så skriver jeg endnu mere…

TAK – fordi du læser med.

 

With all my love

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *