Jeg er meget beæret over den opmærksomhed, jeg har fået for “Når man mister sine forældre”-indlæggene.

 

Jeg har i denne uge lavet en serie indlæg om, når man mister sine forældre.  Jeg har fået så mange fine kommentarer med på vejen, og det rører mig dybt. Jeg ved, at I er mange derude, der har prøvet at miste, så det vedrører en masse. Jeg ved derfor også, at jeg ikke er alene – og det er da altid en trøst, hvis jeg må være så fri! MEN det er nu ikke derfor, jeg skriver disse indlæg. Det er for at videregive erfaringer og fortælle DIG, at du ikke er alene.

I går skrev jeg i indlægget, at jeg mangler bedsteforældre til mine børn og at jeg HADER bedsteforældredage. Ironisk nok så fik William netop i går en invitation til bedsteforældredag på skolen. ….. F U C K….. Jeg blev en tudeprinsesse. Jeg bryder mig simpelthen ikke om det. Jeg bliver bare så ked af det. Nå, men vi må finde ud af det. Det gør vi også. Og William skal nok få en god dag, men den gør alligevel nas. Nok mest på mig!

Når du mister, så sørger du. Jeg vil hurtigt fortælle dig, at jeg hverken er psykolog eller psykoterapeut, så alt jeg skriver her, er mine egne erfaringer og oplevelser.
Det er naturligt at gennemgå en sorgperiode, når du mister. Den er utrolig smertefuld. Du har mistet, og skal nu til at forholde dig til at mangle den person, du virkelig har holdt af – og stadig holder af. Det er svært. For mit vedkommende var sorgen over tabet af min mor endnu ikke ovre, før min far (kun en måned efter min mors død) fik konstateret kræft. Det var ubærligt. Slet ikke til at forstå. Min far døde præcis et år efter min mor. Punktum. Slut prut finale. En stor og vigtig del af min historie forsvandt. Som virkelig forsvandt. Blev revet væk under mig, så jeg væltede. Intet var som før. Mine livsvidner (som jeg skrev om i dette indlæg) var borte. De kom aldrig tilbage. Jeg skulle aldrig se dem mere. De skulle ikke være vidner til resten af mit liv. Mit ægteskab. Mit liv som mor. Mine børn. De skulle ikke være en del af det. SHIT… tårerne presser sig på, når jeg skriver det, for det gør altså stadig ondt. Jeg har ingen forældre – og det gør avs, at de ikke er mine livsvidner mere.

 

Når man mister sine forældre, så er det vigtigt og helt ok at sørge.
Når man mister sine forældre, så er det vigtigt og helt ok at sørge.

 

Allerede nu 11-12 år efter deres dødsfald er der jo sket en helt masse ting, som de ikke har oplevet. Jeg har sørget og jeg har levet med savnet. For sorgen bliver mindre med tiden, men savnet er der altid. I perioder tænker jeg mere på dem end andre. I starten meget ofte (som i nærmest hele tiden), men heldigvis er det ikke det, der fylder mit liv nu. Jeg har tidligere mærket en lille dårlig samvittighed, hvis jeg fx ikke kom så ofte på kirkegården, som jeg gjorde i starten, men den har jeg lagt fra mig. Jeg kan sagtens savne dem uden ofte at være på kirkegården. Det er kommet med årene – heldigvis. Jeg kommer på kirkegården 3-4 gange om året, og det har jeg det fint med.

Jeg har faktisk også fundet ud af – og dette her lyder måske groft og voldsomt – men jeg kan egentligt godt leve uden dem. Mit liv fortsatte jo bare – og det gik endda også godt. Det var svært at forestille sig at skulle leve uden sine forældre (for de har jo altid været der), men det gik… overraskende nok.
Ja, man tror det ikke, men ens eget liv går videre, når man mister sine forældre.

 

Det er altså svært at forestille sig
Det er altså svært at forestille sig

 

Tro mig, når jeg skriver, at det hele bliver lidt bedre dag for dag, men når du står midt i det – så er det et helvede.

Der findes en masse litteratur om sorg. Hvis du vil læse en god bog om sorg, så tjek den her . Jeg har ikke selv læst den, men har hørt godt om den. Køber du den igennem dette link, så koster det ikke dig ekstra, men jeg tjener en bette skilling. PLEASE…

(Indeholder affiliate links)

With all my love

 

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *