Stress er nærmest blevet en folkesygdom. Mange er og bliver ramt.

Når jeg tænker på stress… Ja, så er der rigtig mange tanker. Og det er nok ofte det, der er vores problem.

Indimellem undrer jeg mig over, hvad det er, der sker i vores samfund?

stress rammer og lammerHvorfor er der så mange mennesker, der må ligge vandret pga. stress?
Hvorfor kan vi ikke klare hverdagen?
Hvorfor skal vi presses mere og mere på arbejdspladsen?
Hvor er vi ikke ligeglade med, hvad andre tænker?
Hvorfor skal det hele være så perfekt?
Hvorfor var der ikke noget, der hed stress, i gamle dage?
Hvorfor kan vi ikke passe på os selv?

Jamen altså, jeg kan blive ved. Tankerne er mange, og jeg ved, at jeg ikke er den eneste med alle disse tanker vedr. stress. Jeg har også svar på noget af det, men jeg er jo ikke forsker, professor eller andet smart, så jeg snakker, gør jeg… Altså ud fra min egen helt personlige opfattelse af situationen.


For jeg har prøvet det… Altså stressen… flere gange. Og det er noget så grufuldt, er det. Det er lammende og forfærdeligt at være igennem. Så jeg har noget at tale ud fra. Ikke mange fine afhandlinger, men personlige erfaringer, og dem skal der lyttes til. (Og så har jeg taget en uddannelse til hypnoterapeut efterfølgende, så i det daglige pt. arbejder jeg med stressramte). Jeg har lidt erfaringer og lidt viden.

“Syv år, Niels. Man ved noget”.

Når man er stressramt, er det rart at vide, at man ikke er alene.  Det er rart at vide, at andre er kommet ud på den anden side og at der er håb. Det er rart at vide, at den helt forkerte og vanvittige følelse man har i kroppen, ikke er unormal. Det er rart at vide, at man faktisk IKKE er ved at blive skør, som man selv tror. Det er bare rart ikke at være alene.

Når det så er sagt, så kan man jo næsten ikke rumme at bruge tid og være social med en masse mennesker, så man kan faktisk ikke holde ud til at mødes med andre stressramte. At flere årsager.

For det første er det altid en kæmpe udfordring og overanstrengelse at være social med andre mennesker i det hele taget. Man bliver bare så sindssyg træt og brugt af det.
For det andet bliver det sociale endnu værre, når det er socialisering med andre stressramte. BUM! Man vil gerne, men det er bare SÅ drænende. Deres sindstilstand og “snakken” fylder alt alt for meget inde i ens eget pressede hoved, at man slet ikke kan rumme mere. Det er sikket også fordi, at vi (nogle af os stressramte) har en tendens til, gerne at ville redde andre, nurse andre, kere os for andre osv. Og det dræner altså OGSÅ.

Jamen altså, det er så svært at være stressramt.

Man bliver lammet.

Jeg har været der. Min hjerne var brækket. Min krop sagde NEJ NEJ NEJ, lige meget hvad jeg gjorde. Hele mit system gjorde ondt og brokkede sig. Jeg var syg. Jeg var træt. Jeg var simpelthen brugt. Som en oldgammel cirkushest, der ikke længere kunne løbe rundt i manegen.

NEJ NEJ NEJ

Min krop sagde NEJ NEJ NEJ.
Nej tak til flere aktiviteter.
Nej tak til mere hjerneaktivitet.
Nej tak til flere løgne.
Nej tak til at bryde mine egne grænser – fysisk og psykisk.
Nej tak til mere socialisering.
Nej tak til at behage andre end mig selv.
Nej tak til mere arbejde.
Nej tak til mere nedbrydning.

I hele mit sidste stressforløb sagde jeg gang på gang til psykoterapeut, stresscoach, vejleder, læge og hvem jeg ellers var i berøring med, at jeg ikke kunne mærke min krop.

Jeg kan ikke mærke min krop.

Jeg kan ikke mærke noget.

Jeg ved ikke, hvad jeg mærker.

Hell yes! Det var da lige præcis det, jeg kunne. Jeg kunne bare ikke se det selv.

Jeg KUNNE mærke min krop og det gjorde fandens ondt. Hele tiden. Dagligt. På timebasis. Hvert sekund. I lang tid. I årevis. Kroppen gjorde ondt.

Jeg KUNNE da godt mærke min krop, men jeg følte mig så lammet, at jeg ikke selv troede, jeg kunne mærke min krop.

For nogle mennesker giver det, jeg skriver, måske slet ikke mening, men jeg ved, at dig, der er stressramt, forstår lige præcis, hvad jeg skriver. Er det ikke sandt?

Mine bedste råd

Jeg vil opstille mine allerbedste råd til dig, der står midt i det og tænker, at det gør så fandens ondt og er ulideligt lammende at være i. Ja, det er ulideligt at være i. Det ved jeg. Og det tager tid. Det ved jeg også.

Jeg kan ikke fortælle dig, hvor lang tid det tager. Jeg ved, at hele systemet (det offentlige) pt. vil presse dig til at det snart er ovre. Du er snart på benene igen, vil de sige og formode. Det er du sikkert også, men du må IKKE forhaste processen for at stille andre tilfredse, og du må IKKE lyve for dig selv og din krop mere. Det har du gjort i al for lang tid. Derfor er du endt her.

Med punktopstilling får du nu MINE bedste råd:

  • RO
  • Søvn
  • Små gåture i langsom fart (det betyder minus endomondo, løbetøj, tid osv.)
  • Stille meditationsmusik (kort tid ad gangen. Altså ikke musik dagen lang. Du skal jo have ro)
  • Sundt mad (Vær ikke fanatisk. En ekstra gulerod eller tomat til frokost er fint til at starte med)
  • Slip arbejdet HELT (du skal jo have ro)
  • Bild ikke din familie ind, at du kan klare en masse (du skal jo have ro)
  • Når de første uger (måske måneder) er gået FÅ HJÆLP (psykolog, psykoterapeut, kropsterapeut, hypnoterapeut eller andet)
  • Tålmodighed. Det har taget dig lang tid at blive nedbrudt, det tager også lang tid at finde dig selv igen.
  • Lav noget om. Hvis du ikke forandrer noget, så ryger du lige tilbage igen. Tro mig! Der er jo en grund til, at du er endt, hvor du er.
  • Skriv. Også selvom du ikke plejer at skrive. Dagbog, stikord, tanker, taknemmelighedsliste inden sovetid osv. Det er god terapi for dig selv. Det er fantastisk at læse tilbage senerehen og blive mindet om den gode udvikling.

Ny læser?

Er du ny her på bloggen, så læs med på flere af mine indlæg om stress. Mange af dem er indlæg, jeg skrev, DA jeg var sygemeldt med stress. Jeg oprettede bloggen, fordi jeg syntes, der manglede et sted, hvor jeg kunne læse om andre “sygemeldte”. Jeg havde brug for at dele mine oplevelser, følelser, tanker, kriser osv . Jeg havde lyst for at sætte ord på til andre end mig selv.

Jeg linker her til  hele indexet med indlæg om min psykiske rejse.

Den slutter aldrig, kan jeg fortælle dig. Altså min psykiske rejse. Heldigvis – og nu er jeg vild med udviklingen. Det kan man faktisk lære af det. Og der KOMMER mere ro på igen.

Nu

er jeg stadig i udvikling – og det vil jeg nok altid være. Heldigvis med indre ro. Jeg kan stadig godt blive ramt og mærke symptomer. Slet ikke dagligt eller ugentligt mere, men de er der indimellem. Så skal jeg have lidt ro igen. Måske kun et par timer eller en dag.

Men hver dag gør jeg STADIG dette for at holde balance: Jeg går små langsomme ture, jeg skriver, jeg laver selvhypnose (andre meditere eller går til mindfullness eller yoga), jeg spiser sundt, jeg bruger en Antibite bideskinne hver nat, fordi jeg er hård ved mine tænder og kæber, når jeg sover og jeg laver taknemmelighedslister i stor stil.

Rigtig god kamp og fornøjelse til dig, der kæmper. Du er velkommen til at kontakte mig for nærmere snak og vejledning. Du skal vide, at du er sej, stærk, god og dygtig til at være dig. Tillykke med dig og din udvikling.

www.meskildsen.dk

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *