Torsdagstanker er tanker på en torsdag. Positive torsdagstanker er den positive af slagsen. Med et twist er, når de positive torsdagstanker vrider sig en anelse for at slippe grebet.

 

Hvorfor nu torsdagstanker? Fordi jeg kan og fordi jeg tænker hele tiden. Også på en torsdag. I mandags var jeg så modig, kæk og fri at berette om min positive fremgang og mine positive mandagstanker. Hvis du ikke nåede at læse det, så læs med her.

Det er fuldstændig fantastisk at opleve et lysere sind og en nemmere måde at anskue og overskue tingene på. Jeg synes særdeles, det er dejligt at opleve jeres omsorg og kærlighed. Jeg NYDER jeres kommentarer – både her under, på Facebook og privat til mig. Det gør mig rigtig godt, så bliv endeligt ved med det.




I går var jeg ude at gå en tur med en gammel veninde. Jeg er jo altid særdeles analyserende  både på, hvad andre siger til mig og hvad jeg selv siger og tænker. Derfor kan sådan en gåtur sætte alverdens tanker i gang hos mig. Hør engang:

At frygte og holde af det samme spørgsmål på én gang

Når man er ramt så hårdt af stress, angst og ødelagt selvværd, som jeg har været, så er der et spørgsmål, man altid frygter, men samtidig holder af (elsker er nok lige i overkanten).

“Hvordan går det med dig, Martine?

Man holder af det, fordi man sætter meget stor pris på folks interesse og omsorg. Jeg har i lange perioder følt mig ensom og alene, at ingen forstod mig og har følt mig aldeles anderledes og forkert. Sådan har jeg haft det i flere år, men i denne forfærdelige stresssygemelding er det ikke blevet mindre. GUD, hvor har jeg følt mig forkert og ensom. Derfor har det været meget dejligt, når der er blevet spurgt ind til mig på en interesserende på. Ikke på en pligt-måde, som nogle mennesker også kan. Du ved, den der måde, hvor folk spørger, men helst ikke vil have et negativt svar. De magter faktisk ikke at høre om det, det er tydeligt at se og mærke. Det er altså også svært. Spørg lige om man så føler sig forkert og ensom…



Frygten

Jeg frygter spørgsmålet af flere årsager. For det første så er jeg bange for, at folk ikke gider at høre om det mere. Jeg er faktisk oprigtig bange for, at folk kun spørger af pligt og egentligt ikke gider eller magter at høre om det. Jeg er også bange for at komme til at lyde ynkelig. Jeg frygter det også fordi, jeg nogle gange bare har lyst til at være normal og egentligt ikke gider at snakke om det. Det kan også være svært, for det er faktisk ikke altid, jeg har noget nyt at fortælle. I så lang en sygemelding, så kan der jo ikke have været en positiv udvikling hele tiden. Den har i hvert fald været svær for mig at se og dermed også svær at fortælle om. På den måde bliver det hurtigt meget negativt og måske også en anelse egoistisk, føler jeg. HUSK nu, dette er kun mine følelser og tanker – og det er heldigvis ikke altid sådan virkeligheden er.

Jeg forstår faktisk godt, at det kan være en smule svært at være pårørende eller kende én med mine symptomer. For hvornår skal man spørge og hvornår skal man ikke. Jeg kan nemlig fortælle dig, at det OGSÅ er svært, hvis folk SLET IKKE siger noget. Det er sgu ikke nemt, hva´?

 

michael-nilsson

Gåturen der satte tanker i gang

Alt dette betyder jo ikke, at du aldrig skal spørge, for jeg elsker også (nu kom elsker), når jeg mærker en interesse og omsorg. Den jeg har manglet.

Nu kommer jeg tilbage til gåturen i går…

Den fedeste følelse er så, når der bliver spurgt:

“Hvordan går det egentligt med dig, Martine?”

og jeg med stort smil på læben kan sige:

“Jeg synes faktisk, det går meget bedre”.

“Nej, hvor dejligt. Det er længe siden, jeg har hørt dig sige det”, kunne hun så konstaterende sige.

Det er altså en virkelig rar følelse.

Hvad har så gjort den forskel, blev jeg spurgt. Jaaa, det er jo et rigtig godt spørgsmål. Der er mange ting, der spiller ind. Jeg tror i stor stil på, at TIDEN er en meget vigtig faktor. Dernæst har jeg i to år været i (og er stadig) i terapeutisk behandling hos en fantastisk psykoterapeut. Det gør også en verden til forskel – den proces er lang og hård, men meget nødvendig. Desuden har jeg snart gennemført et motionsprogram over 8 uger. Jeg var meget spændt på, om min krop kunne holde til det, fordi den tidligere er blevet syg af overbelastning, men det er gået godt, og det er en sejr i sig selv. Om ikke andet så er det da super godt og sundt for mig med lidt ekstra motion.
Jeg får jo al mulig anden slags behandling: stresscoach, NADA (akupunktur) 2xugentligt, mindfullness og ikke mindst RO, RO og atter RO. Nej, det er skam hverken tidsfordriv, lutter lagkage eller billigt at havne i min situation. Jeg arbejder skam rigtig hårdt og kræver jo også mine hvil ind imellem.

Nyd fremgangen – med måde

Jeg er udmærket klar over, at jeg skal passe på med at have hænderne for højt over hovedet og fejre fremgangen for meget. Jeg nyder det, det kan du tro. Men lige så snart jeg mærke fremgang, ja så kan jeg også mærke en stikken i højre side af panden med tegn om ikke at være for hurtig og overilet. Mit lille signal, mit indre stopsignal fortælle mig, når jeg har overbelastet mig. Ja, jeg skal sørme stadig været meget påpasselig. Men hør mig lige… fremgang er fremgang – og udvikling er udvikling. Det er mega fedt, at jeg har det bedre. Jeg skal bare stadig passe på. Der findes jo desværre ikke en off-knap, jeg kan slukke belastningerne på.

Når man frygter den forestående weekend

Jeg går en weekend i møde med flere forskellige aktiviteter og planer. Ting der ikke kan ændres. Ting der skal koordineres med fx afgange og sluttidspunkter, børn og aftensmad. Det er bare for meget inde i mit hoved. Ja, selv Jesper har sagt, at vi går en lidt travl weekend i møde, så der er noget om snakken. Det fylder og det skal tages hånd om. Det er ikke for sjovt.

I min situation er jeg nødt til at gennemtænke hver time – måske endda minut – i weekenden. Og helst skrive det ned. På den måde kan jeg bedre overskue situationen, fordi jeg er nødt til at planlægge, at jeg kan få en pause IMELLEM hver aktivitet. Hvis det, efter planen, ikke kan lade sig gøre, så er jeg nødt til at planlægge det sådan, at det kan lade sig gøre. Ellers knækker jeg sammen midtvejs. Altså må jeg komme en time senere til en aktivitet eller gå en time tidligere. Sådan er det bare.

Derudover er måltiderne vigtig for mig at få planlagt, for hvor skal jeg bruge min tid. Mine tanker vil kredse om det og forstyrre mig, hvis det ikke er afgjort og bestemt på forhånd. Derfor er mine drenge allerede meget glade for min beslutning om købepizza på lørdag. Vi kommer sent hjem, og det vil tage tid og energi at lave mad. Det er en 100 % fin beslutning. Alle er glade.

Et forsøg er bedre end ingen

Sådan kan man “forsøge” at planlægge sig ud af en – i tankerne – travl og stressende weekend. Jeg ved jo ikke endnu, hvordan det kommer til at gå. Men jeg tager hånd om mine bekymringer på forhånd og arbejder hen mod en fornuftig løsning for mig selv. Det er STORE fremskridt.




Jeg forsøger stadig at efterleve mine tre små mål for hver dag. Det skrev jeg om for et par uger siden. Det går faktisk rigtig godt. Du kan læse indlægget her.

mål

 

Det er altså også godt for mig. Jeg synes, du skal tage og prøve det. Også selvom du ikke har stress eller nogen anden form for “udfordring”. Det er godt.

Ha´ en forrygende dejlig dag. Det var mine positive torsdagstanker – med et twist.
Jeg har netop set, at der er tjekket en mail ind fra min søde tidligere kollega Marianne. Jeg har endnu ikke læst den, men jeg glæder mig allerede. Jeg ved, hun læser med her. Det gør mig også glad 🙂 – og Gud hvor jeg savner hende.

hjerte

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *