Sikke en fest vi har haft nu i nat

Åh-ja-åh-ja-åh….

“Sikke en fest…” Noget nær dette var scenariet, da jeg dinglede hjem lørdag nat efter en voldsom sjov fest. Jeg sang dog ikke, men det havde jeg gjort tidligere på aftenen, imens der blev danset og skrålet med til adskillige gode sange, kun adskilt af snakke, latter og masser af skål. Det var en rigtig god aften, og jeg er ikke bleg for at indrømme, at det var rigtig godt for mig at opleve igen.

sikke en fest

 

Nul alkohol… eller…???

Jeg har næsten ikke drukket alkohol de sidste 3 år. Det passer nu ikke helt, men jeg har sådan set ikke været rigtig beruset eller fuld. Jeg har været så “lammet” af min stresssituation, at jeg ikke har kunnet det. Det lyder mærkeligt, men det har betydet for mig, at jeg har haft så meget angst, at jeg har haft svært ved give slip. Samtidig har jeg i hele dette lange forløb med min sygemelding haft gang i en ret gennemgribende bearbejdning af mine forældres alkoholmisbrug, som har sat så dybe spor og mén i mig, at jeg godt kunne have undværet det. Det har selvfølgelig betydet, at jeg har taget stor afstand fra alkohol. Jeg er ikke sart, men jeg har haft det svært med det.

Børn og fulde folk

Jeg har ALTID haft det svært med at drikke alkohol, når mine børn er til stede. Jeg kan sagtens drikke et glas vin eller to, men så er det heller ikke rigtig blevet til mere. Det er ikke fordi, at det behøver at blive til mere, men det har været og er en stor hæmsko for mig. Meget i tankerne. I særdeleshed har jeg haft svært ved at forstå og acceptere andre, der godt kunne drikke sig bare lidt beruset foran sine børn. Direkte fulde folk hører ikke sammen med børn. Det er og bliver (nok for evigt) mine klare holdning. Jeg får total hjertebanken og ubehag i kroppen af det, og det bryder jeg mig bestemt ikke om. Kroppen husker – og min krop husker en masse ubehagelige oplevelser, hvor mine forældre var fulde. Det er absolut no-go for mig.

Nå, men det skete altså alligevel. I lørdags. Til gadefest. Hold op, jeg havde en fest – og hold op, hvor var det befriende at slippe tøjlerne lidt løs. At grine, danse, synge og le. Det var ikke selve branderten, der var fantastisk, men alt det, der var imens. Latter, musik, skrål. Det trængte jeg sgu til.
Det var desuden befriende, at en god nabo i mandags kommenterede, at hun havde nydt at se, at jeg slap tøjlerne og havde det godt, sjovt og rart.

Alkohol og stress… NO-GO!

Nå, men jeg kan så fortælle jer, at fest og stress er to fuldstændige modpoler, der overhovedet ikke hører sammen. Nuvel, jeg havde en fantastisk aften, men hold op, jeg har også betalt en alt for høj pris lige siden. Søndag var ganske forfærdelig. Jeg døjer altså – i forvejen – med hovedpine, træthed og migræne, men søndag var det lige krydret lidt ekstra med en gang tømmermænd. Hvad der var hvad, det ved jeg ikke, men det var grusomt. Ganske forfærdelig.




Jeg ved jo godt, at jo ældre vi bliver, des længere varer det, før man er ovenpå efter en fest. Ja tak… Fest + stress = FLERE DAGES fuldstændig underkastelse. Den glæde og energi jeg mærkede vokse i mig i sidste uge og endnu mere lørdag, den forsvandt som dug for solen søndag, og den er svær at finde frem igen. Faktisk har jeg hørt (fra en stresscoach) at det ikke er godt at drikke alkohol, når man er brudt sammen. Der sker noget inde i hjernen, som ikke er godt. Hun har ret. Det er ikke godt. Det kan jeg mærke. Syv skridt tilbage, sådan cirka.

Fortsætter kampen…

Nå, men hvorom alting er… Jeg kæmper videre. Op på hesten igen. Frem med smilet. Jeg havde en skøn fest, men jeg må kæmpe lidt ekstra den næste kommende tid.

Jeg ved ikke, om det var prisen værd… Det er i hvert fald sundt og godt at grine, synge, le og danse – og DET gjorde jeg.

Jeg har tidligere i år skrevet en del indlæg om at være barn af en alkoholiker. Det sætter altså dybe spor. Det er ikke sikkert, at du har læst dem. Det synes jeg, du skal gøre.
Måske du kan lære noget nyt om det eller erfare, at du ikke er alene med de sindssyge følelser, der er i et barn af alkoholikere.

Du finder en oversigt over indlæggene her.  

Tak fordi du læser med. Det betyder alverden for mig at skrive disse indlæg. Det er ren terapi og det er endnu bedre, når jeg kan følge med i, at I endda også gider at læse med.

Af hjertet tusind tak.

With all my love




Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *