Hvad mon det gør ved os, når vi har søskende? Har du nogensinde tænkt over det? Søskende er ofte nogle, der bare er der, men hvad hvis de ikke var der?

Mine søskende og jeg
Mine søskende og jeg

Jeg er en søskende. Jeg er en søster. Jeg er lillesøster. Jeg er mine forældres mindste lille pusling. Den mindste i en søskendeflok på fire. Det samme er min mand, hvilket jeg egentligt synes er meget sjovt og pudsigt. Vi lægger ikke skjul på, at vi begge, som børn, var den mindste og nok mest forkælede i vores søskendeflok. Det kunne vi jo ikke selv gøre for, så det skammer jeg mig ikke over.

For mig har det betydet, at jeg nærer utrolig stor respekt for mine store søskende. Jeg ved ikke, om det har noget med min plads i søskendeflokken og aldersforskellen af gøre, for jeg fornemmer også, at de nærer stor respekt for mig. Men respekten er der i hvert fald fra min side og jeg VED, at de altid har passet lidt ekstra på mig, fordi jeg altid var den lille 😉

Når jeg så i dag står som mor til tre dejlige børn, så falder det mig ofte på sinde, at jeg vil gøre hvad som helst for, at mine børn har og bevarer  gode søskendeforhold. Jeg mener faktisk, at det er forældres pligt at opdrage dem til at være gode søskende. Jeg tror, jeg vil vende mig i graven, hvis mine børn ikke kan finde ud af det sammen den dag, jeg ikke er her mere.

Men hvad kan vi så som forældre gøre for vores børn?
Jo, efter min mening, så er samhørighed og fællesskab i familien alpha og omega. Da vi for flere år siden så én af de nyere Far til fire film, blev vi alle meget betaget af talemåden i deres familie:

I Vores familie holder vi sammen.

Fra filmen “Far til fire – gi’r aldrig op! fra 2005.

Den sætning siges jævnligt i min familie. Altså ikke i den helt store, men i min egen lille egenproducerede familie på fem. Og vi mener det altså. Jeg/ vi forsøger at opdrage vores børn til, at vi hjælper hinanden, at vi hygger os sammen og at vi snakker sammen. Det betyder ikke, at mine børn (især drengene) ikke kan finde på at irritere hinanden og sloges, som søskende nu engang kan finde på, men i det store hele, så hygger vi os sammen, og børnene lærer om respekt, samhørighed og hjælpsomhed. Jeg håber selvfølgelig, det lykkes for os som forældre. Det ved jeg jo ikke helt endnu, men det ser rimeligt ud, synes jeg 😉

Jeg bliver i hvert fald brand stolt, når min store 9. klasses datter fortæller om jævnaldrende, der nærmest aldrig snakker med familien. Der giver udtryk for at han/ hun er stort set ligeglad med familien og ikke gider at tilbringe tid med dem eller snakke med dem. Jeg bliver ikke mindre stolt, når hun fortæller, at hun kan finde på at sige: “Det kan du da ikke tillade dig. Det er dine forældre og din familie”.
Så kan jeg ikke lade være med at tænke, at vi er på rette vej.

Når jeg så siger det, så tænker jeg, at noget af det vigtigste er, at vi starter tidligt med at lave ting med vores børn – og FORTSÆTTER, selvom børnene bliver større. At vi som forældre viser børnene, at det er vigtigt, at vi holder sammen og at vi faktisk hører sammen i vores lille familie. At vi viser interesse og ikke virker ligeglade. At vi tager børnene og familien alvorligt. Vi skal desuden vise børnene modstand. Vi skal ikke forgude dem på den forkerte måde. De skal også lære, at der er grænser for, hvor meget de selv kan bestemme. Og hvis forældrene har bestemt, at vi skal på udflugt sammen, se fjernsyn sammen eller spille spil sammen, så er det jo ikke meningen, at barnet/ den unge skal sidde på værelset for sig selv. Det giver ingen samhørighed og fællesskab – og man kan ikke bare melde sig ud af et familiefællesskab, når man er barn. Sådan er det i hvert fald i vores familie. Man kan godt have brug for ro for sig selv, det er også helt acceptabelt og slet ikke forbudt, men i langt de fleste tilfælde, kan man godt få ro ved at være sammen med hinanden og jeg ser også oftest, at børnene vælger det.

Livet er det dejligste eventyr

For en del år siden havde jeg en nær og god kollega. Det var lige omkring de år, hvor jeg mistede begge mine forældre med et års mellemrum. Dengang snakkede jeg med kollegaen om, at jeg var utrolig taknemmelig for, at jeg havde mine søskende i de svære situationer af livet. Hun fortalte, at hun desværre havde mistet sin bror i en trafikulykke, og at hun, til trods for at hun stadig havde en søster, selvfølgelig manglede sin bror. Hun var taknemmelig for, at hendes forældre havde valgt at få 3 børn, for hvis hun fx kun havde én søskende og mistede denne, så havde hun slet ingen tilbage. Se, det havde jeg jo aldrig tænkt på, for jeg var jo vant til at have mine 3 søskende og jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg på et tidligt tidspunkt skulle kunne miste dem – eller pludselig slet ingen søskende have tilbage.

Den dag besluttede jeg mig for, at de to dejlige børn jeg dengang havde, helt sikkert skulle beriges med en lillebror eller søster. Og det var til trods for, at vi egentligt havde besluttet, at to børn var fint til os. Heldigvis var gemalen med på ideen – men først da han hørte den meget rørende historie.

Mine søskende og jeg
Mine søskende og jeg

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *