Vi kender vel alle en eller anden, der har haft lidt stress, men vi ved i virkeligheden ikke rigtigt, hvad det handler om og betyder for den ramte. Læs lidt mere her…

Jeg åbner posen med stresserfaringer og deler ud
Jeg åbner posen med stresserfaringer og deler ud

 

Jeg har faktisk stress, det er bare ikke så slemt mere, som det har været. Heldigvis!
Når jeg læser i bøger om stress eller finder information på nettet, så er det ofte psykologer, læger eller terapeuter, der udtaler og lærer os om sygdommen. Det er rigtigt godt, for det er rart med lidt information om emnet. Jeg har bare ofte manglet “ord” og historier fra dem, der var ramt. De personer, der er ramt af stress, som virkelig mærker, hvor ondt det egentligt gør, hvad det gør ved kroppen, sindet, selvværdet, familien osv. Når man er ramt på det grummeste, så kan man ikke udtale sig, man kan ikke skrive om det på en ordentligt måde. Man kan faktisk slet ingen ting. Nu er jeg så langt på min “rejse”, som har været den mest stressende rejse nogensinde, at jeg rigtig gerne vil dele det med andre. Måske kan du bruge det til noget… Det håber jeg da egentligt. Del det rigtig gerne med andre. Måske er der også andre, der kan bruge det til noget.

Jeg starter med et indlæg om tiden INDEN mit rigtige kollaps. Tiden, som for mig står noget tåget, uklar og forvirrende, men som jeg stadig kan mærke helt ind. Tiden som, når jeg tænker på det, giver mig tårer i øjnene, for hvorfor fanden SÅ jeg ikke, hvor alvorligt det var. Hvorfor stoppede jeg ikke?
Det er der kun et svar på… Fordi jeg ikke kunne. Hvis jeg havde set alvoren og kunne stoppe, så havde jeg selvfølgelig gjort det.

Det var en tid fuld af tårer. Jeg havde utrolig let til tårer. Det var ikke bare tårer, der trillede stille ned ad kinden… Nej, det var enorme tudeseancer, hvor jeg hverken kunne snakke eller stoppe tuderiet igen. Indimellem kunne jeg heller ikke sige præcis, HVORFOR jeg græd… Det var jo bare fordi…

Stress bringer mange tårer frem
Stress bringer mange tårer frem med sig

Jøsses, hvor græd jeg meget i den periode. Indimellem var jeg nødt til at gå på toilettet i min arbejdstid for at skjule mit tuderi. Jeg kunne jo ikke stå der og være sådan en Tude-Marie, vel? Og da slet ikke, når jeg ikke kunne sige hvorfor, jeg var ked af det og ingen kunne hjælpe mig. Det ville bare blive værre, hvis de så det!

Alt for ofte sagde jeg til mig selv, at jeg bare lige skulle nå forskellige opgaver, så blev det hele anderledes igen. Så ville der komme mere ro på. Jeg vidste nemlig godt, at jeg var lidt stresset, men jeg havde “styr på det”.

Jeg skal bare lige over denne her uge, så vender det.

Jeg skal bare lige have overstået det der forældremøde, så bliver det bedre.

Jeg skal bare lige lære alle de nye børn at kende.

Jeg skal bare lige skrive det der forældrebrev eller svare på den mail…

Jeg skal lige ringe til de der forældre…

Jeg skal lige…

Jeg brugte oceaner af tid på at lave planer og skemaer, for at jeg selv kunne overskue tingene, men lige lidt hjalp det. Det kunne jo hænde (meget ofte) at min plan blev lavet om eller ændret… og så ramlede min planlægning jo og jeg blev endnu mere presset. Jeg kunne sidde i lang tid og kigge på arbejdsopgaver, i bøger eller mails – uden at forstå, hvad der stod. Jeg kunne ikke komme videre. Jeg gik i stå, og så blev jeg endnu mere presset over ikke at nå min egen plan. Af og til glemte jeg ting og det pressede mig også, for så havde jeg ikke fået det ordnet. Jeg kunne gå fra den ene ende af min arbejdsplads til den anden og så glemme, hvad jeg gik efter. Nogle gange kom jeg i tanke om ting 5-10 minutter, før jeg havde fri – og SÅ havde jeg travlt med at nå det, inden jeg skulle hjem.

Jeg havde en meget kort lunte og blev ofte sur på mig selv og på min familie. De (og jeg selv) fik nogle hug i den periode. Jeg skældte meget ud. Råbte og var urimelig – og det endte ofte med at jeg begyndte at græde og syntes, jeg var en dårlig mor, en dårlig kone og et dårligt menneske generelt. Det var sjældent, jeg skældte ud på andre end familien. Ja, selvom jeg inderst inde kunne blive sur eller irriteret på andre end dem, så skulle andre jo ikke opdage, hvor dårligt et menneske, jeg var eller at jeg ikke selv havde styr over tingene. Det var jo mig, den var gal med!!!
Jeg svedte meget i den periode og jeg kunne lugte mig selv. Det er bestemt ikke rart at lugte sin egen armsved og vide, at der går flere timer, inden man kan komme hjem i bad. Ofte var et bad jo også bare en stakket frist, for armsveden var hurtigt tilbage – også selvom jeg ikke var på arbejde. Ja, det er sgu da ikke noget, jeg er stolt af – nærmere var jeg meget flov over det, men det var en realitet – og den skal du også kende til.

Sitren i kroppen og hjertebanken var også en daglig reaktion, som indfandt sig i min krop. Mine fingrer rystede og jeg prøvede at holde dem i ro. Jeg mærkede desuden ofte i den periode tics ved mit højre øje, som jeg heller ikke kunne styre. Jeg undrede mig over det og tænkte, at det da var mærkeligt, men tænkte så heller ikke mere over det. Det var da bare mega irriterende at mærke.

Jeg var meget bevidst om andres ve og vel. Det har jeg sådan set altid været, men det blev mere tydeligt for mig i den periode. På min arbejdsplads var der i den periode en masse omrokeringer og strukturændringer (med den nye skolereform) og der var en del af mine kolleger forvirrede og “oppe at køre”. Jeg trøstede en del kolleger og forsikrede dem om, at vi bare lige skulle vænne os til det og samtidigt, at jeg sagtens kunne være i det. Det skulle nok går. De skulle ikke bekymre sig for mig. “Jeg har det fint…”

Jeg havde det svært med lyde. Jeg blev voldsomt generet og irritere af larm og lyde. Jeg gik blandt mine skolebørn og sagde shhhh… konstant. Ja, endda selvom de sad stille og arbejdede. Den mindste lyd var en stor lyd i mit hoved. I vores (lærernes) arbejdsrum sad vi jo en del lærere sammen og arbejdede. Jeg begyndte at bruge høreværn, når jeg skulle forberede mig – og blev meget irriteret indeni, når nogle afbrød mig i mit arbejde, for så havde jeg svært ved at komme videre.

Jeg fik flere og flere sygedage. Jeg havde en voldsom hovedpine hele tiden. Det har jeg sådan set også haft i årevis, men jeg har også været enormt presset og stresset i årevis, så det giver god mening. Men hovedpinen blev værre og værre – og endte som voldsom migræne meget tit. Ugentligt faktisk. Jeg sov dårligt om natten. Vågnede tit meget panisk og angstfyldt, og var totalt badet i sved. Jeg kunne ofte ikke falde i søvn igen. Der var tusind ting, jeg skulle huske og ikke havde styr på. Når vækkeuret så ringede om morgenen, var jeg slet ikke udhvilet og tankerne strømmede bare rundt. Det var fuldstændig uoverskueligt at komme igennem en hel dag på den måde.

Jeg gik faktisk til lægen og snakkede om min migræne. Han spurgte mig, om jeg var stresset og havde for meget om ørerne, hvilket jeg godt kunne svare ja til. Jeg skulle ordne nogle forskellige ting og komme tilbage senere. Jeg skulle bl.a. snakke med min leder og frasige nogle af mine arbejdsopgaver. Det gjorde jeg. Jeg skulle også registrere mine hovedpiner i et skema. Det var overvældende – for de fyldte så meget i mine hverdag.
På arbejdspladsen blev vi enige om, at jeg selv skulle mærke efter, hvornår jeg ikke kunne rumme mere og samtidig undlade at lave nogle af de opgaver, som fyldte i mit hoved. Det lovede jeg, men det kunne jeg ikke overholde. Jeg kunne ikke styre det selv. Det gav mig endnu mere dårlig samvittighed over alt det, jeg ikke kunne nå og ikke magtede. SÅ jeg gjorde vist tingene alligevel og gik dagligt hjem med endnu mere hjertebanken.

Efter nogle uger skulle jeg til lægen igen. Jeg fortalte ham, at hovedpinen slet ikke var blevet bedre – tværtimod, men at jeg havde snakket med min leder og at vi havde ændret nogle ting. Jeg løj for ham, for jeg kunne ikke overskue konsekvenserne af det. Jeg skulle bare lige have lidt tid til at blive normal igen. Jeg løj også for mig selv. Jeg troede måske selv på det. Det ved jeg faktisk ikke, men jeg kunne mærke, at det ikke var helt godt med mig… indeni, men jeg turde ikke sige noget.

Hjemme gik det bare værre og værre. Jeg kunne ikke huske, hvad jeg havde snakket med børnene om og de undrede sig over, at jeg spurgte om det samme igen og igen. Jeg skældte ud i et væk og græd i tide og utide. Børnene blev også kede af det – og bange. De spurgte til, hvad der var galt.

Jeg fortalte min mand og et par kolleger, at jeg ville give min arbejdsplads en måned og se, om ikke det blev bedre – ellers blev jeg nødt til at jeg sige op…

 

Læs mere en af de kommende dage i min nye serie af indlæg om stress.
Jeg åbner posen med stresserfaringer og historier – ærligt talt!

Det gør bare så pokkers ondt. Du skulle bare vide, skulle du…

Jeg åbner posen med stresserfaringer og deler ud
Jeg åbner posen med stresserfaringer og deler ud

2 Comments on Stress – part 1 – inden kollapset

  1. Jane Vestergaard
    28. april 2016 at 1:03 PM (2 år ago)

    Kære Martine.
    Jeg ved det godt, jeg ved godt hvor lang, sej, umenneskelig, umulig, nedslående, nedværdigende, uretfærdig, ualmindelig hårdt, opslidende, trist og utrøstelig det er,- man skal bare lige……og så er man så ødelagt, fordi man er så forbandet pligtopfyldende, lyttende og omsorgsfuldt et menneske, der bare glemmer sig selv og de allernærmeste i stressens onde magt😞😓😠😢 Det er så ulige en daglig kamp, så uretfærdig og nedslidende. Jeg føler med dig, og tak for at du skriver dette…..det giver mening og jeg forstår godt din afslutning, og tror heller ikke andre kan forstå😩😡 De bedste tanker, god bedring, knus fra Jane

    Svar
    • Meskildsen
      28. april 2016 at 1:49 PM (2 år ago)

      Tak for det, Jane.
      Af hjertet tak.

      Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *