Her bliver der delt rundhåndet ud af dyrt købte erfaringer med stress.

Jeg deler gerne ud af mine erfaringer med stress. Jeg hjælper gerne andre, der står i samme situation og har brug for min hjælp. Andre der har brug for at vide, at de ikke er de eneste i denne verden med de selvsamme symptomer. Andre, der har brug for at vide, at de ikke er ved at blive tossede eller demente.

Jeg åbner posen med stresserfaringer og deler ud
Jeg åbner posen med stresserfaringer og deler ud

Hvorfor skulle jeg dog ikke dele ud af mine erfaringer? Jeg elsker at skrive, jeg elsker at hjælpe andre, jeg hjælper mig selv ved at sætte ord på og jeg vil faktisk gerne fortælle min historie til dig. Det må være win-win for mig. Det gør i hvert fald noget godt for mig – og forhåbentligt også for dig.

Hvis du ikke har læst part 1 af denne serie om stress, så læs den gerne først. Du finder den her. Og vend så gerne tilbage bagefter og læs videre på denne side.

Perioden, som jeg skrev om i part 1 – altså perioden inden kollapset varede i en del tid. Jeg havde kørt på pumperne i alt for lang tid – i årevis faktisk. Jeg har bare ikke sagt noget, for det var total nederlag for mig og jeg var måske også bare sart osv. osv. Jeg har været meget hård ved mig selv og presset mig selv mere og mere. Kørt mig selv lige til grænsen mange gange.
Jeg var ved lægen med migrænen og stresssymptomer allerede i foråret. Da indlæg part 1 slutter er vi i starten af september og skoleåret (med mig som lærer) er kun lige begyndt.

Jeg fortalte min mand og et par kolleger, at jeg ville give min arbejdsplads en måned og se, om ikke det blev bedre – ellers blev jeg nødt til at jeg sige op…

Uddrag fra indlægget: Stress – part 1 – inden kollapset

Ugerne gik. Jeg talte næsten dagene, til der var gået en måned og jeg skulle beslutte mig, om jeg skulle blive på min arbejdsplads eller ej. Jeg var bange, ked af det, utryg, forvirret og meget mere. Jeg kunne ikke koncentrere mig eller finde hoved eller hale i noget som helst. Jeg havde flere gange de foregående uger – ja måske i virkeligheden måneder haft flere og flere sygedage. Måtte simpelthen blive i sengen med migræne, og kom mere og mere bagud med de ting, jeg skulle ordne på skolen. Jeg skulle udarbejde vikarplaner, men kunne ikke overskue tingene – og slet ikke hjemmefra. Jeg havde møder med kollegaer, forældre, psykologer og andre, som jeg var nødt til at aflyse. Alle ville selvfølgelig gerne have en ny dag og dato, hvor vi kunne mødes. Jeg havde fyldt min kalender, ned til hvert minut, langt ud i fremtiden med andre ting og møder, så det blev simpelthen så svært at finde tid – og specielt med hovedet fuld af migræne og dumme tanker.

Og så skete det… Inden der var gået en måned…

Jeg kunne ikke stå ud af sengen. Jeg fik influenza. Jeg så dobbelt, var svimmel, træt, udmattet, bleg, afkræftet og alt muligt mere. Helt og aldeles syg. Fysisk syg. Min krop kunne absolut ingenting. Jeg måtte ringe til mit arbejde og melde mig syg – igen.

Godmorgen, det er Martine. Jeg er blevet syg. Jeg har fået influenza. Det er faktisk ikke migræne denne gang, men influenza. Jeg er nødt til at blive i sengen. Jeg håber, jeg er klar allerede i morgen.

Jeg lå i sengen i flere dage. Ringede hver dag til min arbejdsplads og udarbejdede vikarplaner de første dage, men kunne ikke fortsætte. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle skrive. Jeg havde mega dårlig samvittighed, for jeg vidste, at der nu stod andre med håret i postkassen… Pga. mig. Typisk mig!

Min mand ringede og skrev til mig fra sit arbejde flere gange om dagen.

Hvordan går det med dig?

Han var tydeligvis meget bekymret for mig, hvilket var meget forståeligt, for jeg lignede vel nærmest et skeløjet lig med strithår, som samtidigt lugtede vældigt meget af gnu.

“Det kan altså ikke fortsætte sådan her. Du er nødt til at komme til lægen”, sagde Jesper en dag, han kom hjem fra arbejde.

Jeg kiggede nedad, helt opgivende og nikkede…
Og SÅ græd jeg. Jeg græd og græd og græd og græd….

Stress bringer mange tårer frem
Stress bringer mange tårer frem med sig

Jeg vidste godt, hvad det betød.
Lægen ville nok sygemelde mig – og jeg nåede ikke engang at træffe beslutningen om mit job eller ej. Måneden var jo ikke engang gået…

Næste morgen fik vi fat på lægen. Jeg var GIGANTISK nervøs. Flere gange på vej i bilen, troede jeg, at jeg besvimede. Jeg kunne praktisk talt ikke gå ind ad døren til lægehuset. Det tog lang tid at komme ind. Jeg kunne næsten ikke få luft og mit hoved dunkede løs. Jeg kunne mærke hver eneste åre i min krop. Det pumpede der ud af.

Nu går den ikke mere, Martine. Jeg er nødt til at sygemelde dig”

Jeg nikkede og græd igen… Jeg modsagde ham ikke.
Jeg accepterede, men tænkte samtidigt, at det jo nok bare lige var 14 dage, så var jeg frisk igen!

Du skal sørge for, at få slappet mest muligt af. Du skal overhovedet ikke lave noget som helst. Mest muligt hvile. Motion vil være godt for dig, så kom gerne ud og gå nogle gode ture,

sagde lægen.

Jeg kom hjem i sengen igen – og lå der nærmest hele tiden i flere uger. Jeg sov i døgndrift. Jeg forsøgte at være oppe, når mine børn var hjemme, men jeg kunne ikke. Jeg var nødt til at lægge mig igen efter en halv times tid oppe. Jeg tyssede på børnene, men måtte opgive og bare gå væk. Jeg forsøgte at se fjernsyn. Det kunne jeg ikke. Kunne ikke engang sove på sofaen foran fjernsynet. Det larmede i mit hoved. Der var så mange lyde i huset – i mit hoved – og alle vegne. Det var ulideligt. Simpelthen forfærdeligt.

Influenzaen forlod kroppen, men den var stadig syg. Stadig træt og afkræftet. Jeg sov hele tiden, men forsøgte indimellem at gøre noget for at komme lidt op og omkring. Jeg kunne ikke engang hænge en omgang vasketøj op. Jeg kunne klare 3 stykker tøj, men måtte så lægge mig og vente med resten.

Jeg gik en lille tur indimellem, men var bange for at besvime. Jeg var så svimmel og følte mig stadig skeløjet. Jeg havde ondt i hovedet og ørerne af alle de forbandede lyde. Jeg kunne ikke klare vinden i ørerne. Det gjorde så ondt, selvom jeg havde hue på. Jeg var meget følsom for lyde i ørerne. Jeg kunne ikke holde noget som helst ud. Jeg syntes, alt var larm i mit hoved.

Nedenstående billede var et billede, jeg lagde ind på Instagram fra en gåtur i den periode. Jeg hashtaggede billedet #vejenerlang, hvilket må siges at være rigtigt gættet.
Jeg gik helst ude på landet, så der ikke var biler, der larmede. MEN jeg husker denne tur, for jeg pressede mig selv længere og længere ud af vejen – og jeg var nær aldrig kommet hjem igen. Jeg turde ikke ringe efter hjælp, for jeg ville ikke virke svag. Tænk at man ikke engang kan holde til en lille gåtur! Sådan tænkte jeg og var IGEN hård ved mig selv. Men fakta var, at jeg ikke kunne holde til det. Jeg overtrådte igen min krops signaler.

Mit billede fra Instagram #vejenerlang, må siges at holde stik.
Mit billede fra Instagram #vejenerlang, må siges at holde stik.

Nu er jeg træt i hovedet… Jeg har siddet her ved computeren i for lang tid, så jeg må stoppe for nu. For ja… mit hoved er stadig træt, når jeg er i gang med noget i for lang tid. Så skal jeg stoppe og fortsætte igen senere.

Jeg håber, du læser med igen, når jeg udgiver part 3 af denne serie…

God dag til dig.

 

2 Comments on Stress – Part 2 – KOLLAPS

  1. Jane Vestergaard
    28. april 2016 at 1:13 PM (3 år ago)

    Alt alt for hård kost……Hold nu op du har været afskyeligt langt ude/nede i helvede…….Stakkels stakkels dig og din familie. Jeg føler selv at jeg driver rovdrift på min, på 4.år, -nogen gange kan jeg slet ikke forstå at Anton ikke er flygtet for længst….🏃 Og hvad skulle vi gøre uden, det tør jeg slet ikke tænke på…. Pas på dig❤ ..fra Jane

    Svar
    • Meskildsen
      28. april 2016 at 1:51 PM (3 år ago)

      Sjovt – og samtidigt skrækkeligt, at du skriver det.
      Jeg tænker ofte præcis det samme. Hvor længe kan han holde mig ud???
      Heldigvis kan vi snakke om det, hvilket jeg tror (og håber) gør en verden til forskel.
      Knus tilbage

      Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *