I går skrev jeg min første indlæg om stress som tabu. Jeg mener faktisk stadig, det er et meget vigtigt punkt, som du bør læse. Jeg deler det op i en serie om Stress som tabu. Dette er anden del.

Tak fordi du læser med på serien om stress som tabu. Jeg finder det utroligt vigtigt, at det bliver belyst. Især for de stressramte. Især for hvordan de opfatter det at være brudt sammen med stress. Især at de tager det alvorligt og åbner op for “posen”. Det er IKKE noget, man skal gå med selv. Hvis du er stresssygemeldt, har du højst sandsynligt gået med en masse foruroligende og skamfulde tanker i al for lang tid og det har ikke været godt for dig. Derfor vil jeg anbefale dig at åbne lidt op nu. Læs gerne mit lille “opråb” til dig i mit indlæg fra i går Stress som tabu #1.

stress-som-tabu
Mere info, tak!

Hvis man googler stress som tabu, kommer der ikke alverden frem, synes jeg ikke. Det handler mest om stress som tabu på arbejdspladser. Det er selvfølgelig også en meget væsentligt faktor, i og med det betyder alverden for den stressramte at hun/han bliver mødt med forståelse og hjælp fra arbejdspladsen, både under og efter sygemeldingen. Stress er et problem på MANGE arbejdspladser, der må og skal tages alvorligt. Jeg læste et sted, at der på en del arbejdspladser bliver arrangeret et foredrag eller oplæg om stress. En ca 2 timers seance, hvor alle medarbejdere får samme informationer. Bagefter går alle igen hver til sit og passer sig selv. Sådan foregår det mange steder. Er det godt? NOPE. Det mener jeg ikke, er godt nok. Der skal flere handlinger og tiltag til, samt forståelse og indlevelse. Jeg er ganske overbevist om, at det kan være svært at forstå og indleve sig i en stresssituation, hvis man ikke selv har prøvet det, men så må man følge de informationer, man får rundt omkring fra. Det er fantastisk vigtigt for den stressramte, at man bliver mødt med respekt. Ellers dyrker vi bare tabuet endnu mere, for så bliver det IGEN en skamfuld ting at være stressramt.




Skamfuld

Nu skrev jeg skamfuld, og det er lige, hvad jeg mener en stresssygemelding er. Inde i den stressramtes hoved vel at mærke. Det er simpelthen SÅ skamfuldt at blive ramt af stress og ikke kan udføre de opgaver, man plejer at kunne.

Det er skamfuldt, fordi man føler sig svag, uduelig og absolut intet værd. Det ville være noget nemmere, hvis man havde brækket benet, for det ville alle jo kunne se.

Man føler sig skamfuld, fordi man er bange for at andre tror, man “pjækker”, er doven og ikke gider laver noget.

Man føler sig skamfuld, for man er nødt til at skuffe nogle mennesker, som man måske i forvejen har nogle aftaler med eller har lovet noget.

Man skammer sig over, ikke at kunne arbejde og bidrage ordentligt til familiens indkomst. Man HADER at være en del og afhængig af “systemet”, som ellers er virkelig rar at have i denne situation.

Mere skamfuld

Man føler sig skamfuld, fordi man ikke kan være den mor, far eller kæreste, man før har været. Man kan ikke yde det samme over for børnene og man skælder dem måske også mere ud. Man orker faktisk ikke rigtigt at være sammen med nogen og bliver derfor enormt asocial. Man orker faktisk heller ikke rigtigt berøringer fra partneren og kys, kram og sex bliver ofte “noget, der skal overstås”. Man vil egentligt helst bare ligge lidt i ske og blive holdt om. Det vender heldigvis tilbage igen 😉

Alt det og meget mere skammer man sig over, for sådan plejer man ikke at være og man vil jo heller ikke gøre nogle kede af det. Det er derfor enormt skamfuld at være sygemeldt med stress, og derfor bliver det også nemt et tabu at snakke om.

Tabu at snakke om det

En af de væsentligste grunde til, at det bliver et tabu at snakke om sin stresssituation er, tror jeg, at vi selv dyrker dette tabu. Vi skal ikke lukke os inde eller skamme os. Vi skal være åbne over for os selv og andre – og for pokker da fortælle, hvordan vi har det. MEN det er jo altså ikke fedt at fortælle om, at man råber af sine børn eller ikke gider partnerens berøringer, vel? Det er heller ikke fedt at jamre, at sige at tingene går ad h til og at man faktisk ikke orker at være sammen med nogle. Vel?

JO, det er da fedt, når jeg bagefter oplever omgivelsernes forståelse og accept af at tingene er svært for mig. Når jeg oplever og ser et nikkende hoved med sætningen: “Det kan jeg godt se er svært for dig” og mærker det varmeste helende kram bagefter. SÅ er det da fedt.




Sygemeldt – også fra hjemmet

Kan man det? NEJ, det kan ikke lade sig gøre 100 %, hvis man har forpligtelser, familie, mand eller kone. Det er praktisk talt en umulighed, og det har nok været en af de største udfordringer for mig.

Jeg hørte, på et tidspunkt, mig selv sige til min mand:

Det ville være meget nemmere, hvis jeg ikke var herhjemme. Hvis jeg blev sendt væk og kunne få ro og heling, og så komme tilbage, når jeg var okay igen”.

Og det var jo ikke det, jeg ønskede. Selvfølgelig var det ikke det, men tanken var indbydende, fordi der ville være absolut ro og ingenting, der skulle ordnes. Pligter og arbejdsopgaver fylder i hovedet, og det kan være svært at overskue. Derfor skrev jeg også i går, at når du er sygemeldt med stress, så er du også sygemeldt i hjemmet. Det betyder ikke, at du ikke må lave noget, men i stedet betyder det, at du skal gøre tingene i DIT tempo. Hvis – og NÅR – du ikke kan det, så skal du have noget hjælp. Det vil kræve at din familie træder endnu mere i karakter end tidligere. At de laver nogle af de ting, som DU plejer at ordne. Plejer er nemlig død – og han kommer IKKE tilbage. Der skal laves nye stier, jeres lille familie skal hen af. Derfor er det også en hård omgang for familien, at mor eller far bliver stresset. Det er altså IKKE for sjov.

Respekt, mand!

Jeg har dyb og meget stor respekt for min mand, som står alt dette igennem. Han er min klippe. Jeg beundrer ham for det, han har klaret – og jeg har til tider faktisk også været bekymret for ham. JEG havde ikke klaret hans opgave, det siger jeg bare. Med mig som svageste led i en periode, har vores familie været udfordret … Det er egentligt også skamfuldt at tænke på, men samtidig meget opløftende, når man så er på vej igennem og kan se tilbage på vores kamp sammen. FEDT FEDT FEDT, at man kan klare sådan noget sammen. Det giver et nyt fælles ståsted.

Næste indlæg i denne serie kommer til at handle lidt om partnerens rolle. Partneren spiller også en stor rolle i “Stress som tabu”.

BRYD TABUET – NU!

hjerte



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *