Dette er tredje del af serien om stress som tabu. I har taget rigtig godt imod serien, hvilket jeg er meget glad for.

Stress som tabu. Du læser stadig med. Tak for det. Jeg er især glad, fordi jeg så gerne vil have, at folk læser det, jeg har på hjertet. Jeg vil gerne dele mine erfaringer og oplevelser med jer. Jeg vil IKKE tabuisere stress, men i stedet italesætte, hvor skrækkeligt og ensomt det er at havne i.

Hvis du endnu ikke har fået læst de tidligere indlæg, så kan du finde dem her:

Stress som tabu #1

Stress som tabu #2

 

stress-som-tabu3

Sygemeldt fra fx tøjvask

I går skrev jeg om, at man OGSÅ bliver sygemeldt fra hjemmet. NEJ, det kan jo ikke lade sig gøre helt 100 %, det ved jeg, men man kan godt drosle lidt ned på forskellige opgaver. Det kan jo blive en nødvendighed.




I min situation kom det helt af sig selv. Jeg kunne nærmest ikke noget som helst i starten. Jeg sov MANGE timer i døgnet. Når jeg var vågen, sad jeg og kiggede ud i luften. Nogle gange TVANG jeg mig selv til at udføre en opgave.

Nej, nu må jeg hellere få hængt det vasketøj op!

En opgave, jeg tidligere havde klaret på 5-10 minutter, kunne nu tage flere timer for mig. Jeg kunne måske hænge 2-3 stk. tøj på snoren, men måtte så ind og sidde eller ligge igen. Simpelthen pga. svimmelhed. Jeg følte, jeg var ved at besvime. Jeg KUNNE ikke udføre en hel opgave ad gangen. Det var vanvittig sygt at have det sådan. Jeg var helt rundtosset og slet ikke mig selv. Sådan var det for 2 år siden, og sådan er det til dels stadigvæk. Bare i en lidt bedre udgave. Nu kan jeg godt klare mere end 2-3 stk. tøj ad gangen, men der skal planlægges og der skal ikke så meget til at det bliver uoverskueligt for mig.

Eksempel

Forleden var vaskemaskinen i gang. Centrifugering. Jeg havde planlagt, at jeg skulle hænge tøjet op, når den var færdig. Jeg kan, for det meste, godt klare en hel maskinfuld ad gangen nu. Hvad jeg ikke vidste var, at begge vores tørrestativer var fyldt med tørt tøj, som først skulle lægges sammen. BUM! Det væltede mig. Jeg kunne lige med ét ikke overskue opgaven. Jeg KUNNE ikke. Det gav et sæt i mig og jeg begyndte at svede. Opgaven var simpelthen for stor i forhold til min planlægning. WHAT? Jo, sådan kan man også få det. Jeg opgav simpelthen opgaven og blev både skuffet, flov og ked af det. Og sådan var det så den dag. Mega ærgerligt og mega træls.

Det var med en vis ærgrelse, jeg måtte fortælle Jesper, da han kom hjem, at jeg IKKE havde fået hængt tøjet op og han så måtte BÅDE lægge tørt tøj sammen og hænge vådt tøj op.
Se, her kommer partnerens opgave bl.a. ind:




Partneren

Det er mega flovt, at jeg ikke kan klare det selv. Det skammer jeg mig over. Til gengæld er jeg dybt taknemmelig for at have min klippe ved min side, som kommer hjem fra en lang arbejdsdag, hjælper mig, krammer mig og forstår. Det er guld værd. MEN det kræver også, at jeg tør åbne mig og være sårbar. At jeg bryder det TABU, der er omkring det at have stress. At jeg fortæller helhjertet og sårbart, hvordan jeg har det. Jeg KAN ikke klare det hele. Der er en fysiologisk grund, en hindring inde i hjernen der gør, at jeg simpelthen blokerer. Hvis jeg ikke bryder mit tabu, så har han jo ikke en jordisk chance for at se og forstå udfordringerne. Så ville han måske også bare tro (som alle de andre), at jeg er doven og burde at kunne klare en masse.

Jeg kender nogle, som tror, at man nærmest bliver en hjemmegående “et-eller-andet”, når man bliver sygemeldt med stress. Ja, man bliver hjemmegående, men man bliver ikke hausfrau, som klarer alle de huslige opgaver. For det kan man ikke. Til gengæld har man brug for hjælp til at klare de opgaver, man tidligere kunne klare, selvom man også gik på arbejde. Sådan er det bare.

Mit talerør

En anden af partnerens opgaver i forhold til Stress som tabu er, at han bliver et slags talerør. Et meget vigtigt talerør. Han er også udfordret, for hans kone er svækket og han skal klare mange ting, som han tidligere ikke gjorde. Ikke kun huslige ting, men han skal også tage beslutninger, som tidligere var mig, der tog eller en fælles beslutning. Som stressramt har du måske utrolig svært at tage endelige beslutninger. Dine tanker er et virvar og det er svært at beslutte noget. Derfor er det tit sådan, i hvert fald her hjemme, at jeg spørger ham til råds. Han ved efterhånden godt, at han ikke skal sige, at det bestemmer jeg eller det må jeg selv bestemme.

Beslutningstageren

Nej, han SKAL træffe beslutningen, for ellers bliver jeg frustreret, hvilket kan føre til fx uoverskuelighed og gråd. Jeg vil skynde mig at sige, at det er blevet langt bedre med tiden, og jeg kan godt træffe beslutninger nu, men det er til tider stadig lidt en udfordring. På mange områder bliver han udfordret og kan have brug for en ven eller en at snakke med. Det er derfor også vigtigt, at HAN får sat ord på, hvordan det er at stå i den pårørendes sko. Det er jo ikke lutter lagkage – og han skal også italesætte sin egen situation. Samtidig med det, så er det vigtigt for mig, at han fortælle andre, hvordan JEG har det. Det er vigtigt, at den der “jamren” ikke kun kommer fra mig. Forstår I, hvad jeg mener? Det lyder måske egoistisk, men jeg har brug for, at andre fortæller om, hvordan jeg har det, for på den måde bliver det også italesat – og ikke kun fra mig. På en måde bliver det hele lidt mere okay.

Mærkelig tankegang

Helt ærligt, jeg synes faktisk selv, det lyder lidt mærkeligt, men det er faktisk tankerne her fra. Fuldstændigt ærligt. Og det er faktisk det, jeg bedst kan lide her på bloggen. Det er min egen ærlighed og personlig, og jeg tør fortælle og skrive det, jeg tænker.
Det er rart for mig at høre fra min egen mand, at det sgu (undskyld) ikke er sjovt altid. Det er rart for mig at høre, når han fortæller, hvad HAN oplever. Det trøster mig på en eller anden måde, for så ved jeg, at han har set mig. Det dulmer min ensomhed en hel del og skaber VORES fællesskab omkring det.  Samtidig er det godt at andre bryder tabuet omkring stress, og ikke kun den stressramte. Det føles let sådan her:

Hej, her er jeg. Jeg har stress.

Det er rart, når det bliver sådan her:

Min kone er ramt af stress, og det betyder noget for hele familien. Det er hårdt, men vi holder sammen og hjælper hinanden igennem det.

Lyder det ikke fedt? Sådan skal det være. Vi skal være fælles om det der stress.

Kære stressede person, dette er til dig

Er du stressramt, er det derfor utroligt vigtigt (synes jeg), at du ikke går med det hele selv. Det er en alt for stor opgave. Du skal have noget hjælp – og det er oplagt at få fra sin partner. Hvis du ikke har en partner, så må du få din hjælp andetsteds fra. Det kunne være dine forældre, en ven, veninde, søster, terapeut eller en helt anden. Du ved selv, hvem du har størst tillid til.

Nå, jeg har en maskinfuld tøj, der skal hænges op.
Jeg ved heldigvis, at der er et tomt tørrestativ til det, for det fortalte Jesper mig i morges 😉
Så det er da ingen sag 😉

hjerte




Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *