Det lyder så voldsomt med “styr dine følelser”, men det er i virkeligheden det, der virker for mig.

styr-dine-foelelser

 

“Styr dine følelser”… Jeg kommer sådan til at tænke tilbage på min egen barndom og ungdom, hvor vi ofte brugte udtrykket “styr dit temperament” eller “styr dig lige”. Det var mest sagt i sjov imellem venner, så der var vist ikke så meget mere i det. MEN hvis nogen havde sagt til mig dengang: “styr dine følelser”, så ville det virke pladderagtigt på mig på en totalt irriterende måde. Jeg ville i virkeligheden ikke rigtigt vide, hvad det i virkeligheden betød og jeg ville slet slet ikke være i stand til at styre eller i det hele taget at mærke eller lytte til mine følelser. For de var lukket ned. I hvert fald nogle af dem. Det passer selvfølgelig ikke, at jeg slet ingen følelser havde.



En følsom pige, der alligevel ikke rigtigt kunne

Jeg var faktisk en MEGET følsom pige, men visse følelser og emner kom man IKKE ind på i mit hjem. Derfor var det også så grusomt svært at “styre” sine følelser, når man ikke måtte eller kunne snakke om det, der i virkeligheden var svært. I mit hoved blev det hele noget anspændt og overfladisk. Det har betydet, at jeg i mange år har lukket ned for dele i mig selv og følelser, som jeg følte BARE var i vejen. Det har givet mig en masse angst, ubehag og svære situationer, som jeg allerhelst havde været foruden. Jeg anede faktisk ikke, at jeg havde angst – før mit sammenbrud for to år siden.

Den helende pige

Jeg kan se nu, at jeg har haft angst i mange år – ligesom min hovedpine har været der i stort set hele mit liv. I hvert fald siden konfirmationsalderen. Både angsten og hovedpinen er aftagende. Heldigvis. Og det er der en rigtig god og nyttig grund til. Jeg er begyndt at mærke mig selv, at forstå mine følelser, og ikke mindst tage mig selv og mine indre signaler alvorligt. Det er en meget vigtig faktor for min udvikling og ikke mindst min heling. Hun er sørme ved at blive en hel og fuldendt pige.




Det sjove er faktisk, at alle jer der kender mig, nok ville sige, at jeg altid har været en hel pige med en masse kvaliteter. Det er jeg såmænd stadigvæk, men jeg er også bare ved selv at se og forstå, hvad der sker inden i mig. Det har jeg sørme ikke altid gjort. Jeg har i mange år følt mig ved siden af mig selv, syg, svag, forkert, mærkelig, anderledes osv. Jeg har bare ikke turde sige det – for sådan noget snakker vi ikke om, vel…

Vis dig selv respekt

Altså…
Det vigtigt, at man kan forstå sine følelser, så man kan handle ordentligt i forhold til sig selv. Du er dig selv nærmest og det er vigtigt, at du viser dig selv respekt.
Jeg ved godt, at det for nogen virker lidt “langhåret”, men det virker på mig… og sikkert også på dig.

I og med at jeg er begyndt at forstå mig selv, så er jeg også begyndt at forstå, hvorfor jeg reagerer som jeg gør. På den måde kan jeg handle og reagere på den måde, der er bedst for mig – med de kvaliteter og udfordringer jeg nu engang har. Det samme ville være tilfældet med dig. Vi er bare forskellige, så vi har forskellige følelser, temperamenter, reaktioner osv. Derfor er det også så svært at forstå det hele.

Tilbageblik #1

Det er snart et år siden, jeg lavede bloggen her. Den 29. september skrev jeg mit første indlæg. Læs det her. Det er altså ret sjovt at kigge tilbage. Jeg, helt ærligt, anede ikke en skid om blogging eller bare det at opbygge sådan en blog. Men jeg brugte tid, energi og kræfter – og jeg gjorde det sgu.

Tilbageblik #2

Bloggen lever og det er jeg så glad for. Det er en ting, jeg har gjort, som jeg faktisk er meget stolt af. Jeg er stolt af, at jeg har formået at lave denne blog, imens jeg har kæmpet et kamp med mig selv og mit inderste. Imens jeg har været syg af stress, angst, træthed, hovedpine, tristhed og alt det der ellers følger med.

Et af de første indlæg jeg skrev, blev udgivet den 6. oktober. Dengang skrev jeg, at jeg lige havde været igennem 1 år i helvede. Nu, et år efter, kan jeg skrive, at jeg har været igennem 2 år i helvede. De værste – og mest lærerige år i mit liv. Jeg har haft det hårdt – OG jeg ville ikke have været det foruden. Skørt, ik’?

Læs indlægget her.

Det hedder: “Tågen letter… på et tidspunkt”. Ja, bare overskriften er meget sigende, synes jeg.

Jeg har boller til hævning og solen skinner.
Ha’ en vidunderlig september-solskinsdag.

Er det ikke pragtfuldt?

hjerte




Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *