Tågen er ved at lette, så bliver det nemmere at se vejen frem
Tågen er ved at lette, så nu bliver det nemmere at se vejen frem

Hvordan har du det?
Er du okay?
Kan jeg hjælper dig med noget?
Er der noget galt?
Er det derhjemme? Er det på jobbet? Er det børnene?
Jeg kan se, du ikke har det helt godt.
Har du brug for at snakke?
Kan jeg gøre noget for dig?

Ja, jeg er okay.
Jeg har bare lidt meget om ørerne for tiden. Det går snart over.
Jeg har det fint.
Jeg er bare lidt træt. Jeg kom lidt for sent i seng i går.
Jeg sover bare ikke så godt for tiden.
Jeg tror, jeg er ved at blive syg.




Jeg kender utrolig mange søde, rare og meget omsorgsfulde mennesker, og lur mig om ikke nogle af dem indimellem har spurgt mig om nogle af disse spørgsmål. Indimellem har jeg taget imod, har fået snakket og fortalt, men for det meste har jeg holdt det indeni eller sagt noget andet end det, det i virkeligheden handlede om. Altså sagt nogle af ovenstående udsagn.
Måske kunne jeg ikke se, at jeg ikke havde det godt? Måske kunne jeg ikke selv se, hvad der skulle til for at tingene ændrede sig for mig? Måske var jeg bange? Måske var jeg konfliktsky? Måske anede jeg hverken frem eller tilbage. Måske kunne jeg ikke se, at tingene kunne være anderledes? Måske var det bare mig, der var mærkelig. Måske var jeg svag? Måske måske måske.

Ja, måske er jeg okay. Jeg ved det ikke rigtigt… Måske kan du hjælpe mig?
Jeg er lidt rundtosset og det hele er lidt forvirrende. Jeg er lidt træt og jeg har lidt hovedpine… faktisk hele tiden. Jeg er faktisk lidt ved siden af mig selv. I går spurgte en af mine børn mig fire gange, hvorfor jeg hele tiden spurgte, om han havde haft en god dag. Det havde jeg jo lige spurgt om! Det samme skete faktisk i forgårs – og i forgårs – og i forgårs. Måske er jeg ved at blive dement? Jeg glemmer alting. Jeg har altså også tusind ting, jeg hele tiden skal nå, og der kommer hele tiden nye ting oveni. Jeg får sagt ja til det hele. Ellers er der jo ikke andre der gør det. Jeg har det faktisk også bedst med at få tingene gjort selv, for så ved jeg, at der er styr på tingene. Det værste er bare, at når jeg kommer hjem fra arbejde, så har jeg glemt det vigtigste, og så kan jeg da slet ikke sove. Så er det jo mig, der har fejlet – igen. Jeg har jo ikke rigtig styr på tingene i tiden. Det burde jeg altså at have. Jeg må være dårlig til mit job. Jeg er også en dårlig mor – og kone – og søster – og veninde…
Jeg skal bare lige… et eller andet… så bliver det hele bedre. Jeg ved bare ikke rigtigt, hvad det “andet” er! Jeg ved ikke, hvad der skal til.




Hvis jeg var kommet med denne smøre, når én af mine nærmeste spurgte mig, om jeg var okay, så havde jeg måske skræmt dem fra vid og sans, for hvad skulle de da svare og hvad skulle de stille op med det?
Men jeg kom ikke med den smøre. For det turde jeg da ikke. Så ville jeg være svag. Så ville jeg udstille mig selv. Jeg ville der være nogen, der skulle tage hensyn til mig. Så ville det hele ramle. Nej, det var faktisk bedst, at jeg svarede, at jeg var okay og var kommet for sent i seng. SÅ opdagede de nok ikke noget….!!!! Få gange svarede jeg faktisk, at jeg nok var en lille smule stresset, MEN at jeg havde styr på det, så det skulle de ikke tænke på. Jeg havde faktisk også snakket med min leder om det…
WOW!

Det gik jo også fint… Lige indtil DET HELE ramlede. Kroppen havde sendt utallige signaler i LANG tid uden at få min respons. Jeg skulle jo bare lige…
Nu kunne jeg ikke “bare lige”. Jeg var syg. Fysisk syg, så jeg måtte blive i sengen. Jeg havde influenza, meldte mig syg på job og regnede med at være tilbage i løbet af et par dage. Jeg blev ved med at være syg. “Influenzaen har godt fat i mig. Jeg er nok tilbage om en uges tid”.
Det blev ved. Hovedpinen ville ikke slippe mig og jeg sov konstant. Jeg græd meget over det, for jeg havde jo slet ikke tid til at ligge her. Det kunne jeg da slet ikke overskue. Jeg må hellere komme til læge, så han kan give mig noget mod det, så det går hurtigere over.

“Det er stress. Jeg sygemelder dig. Du skal have mest muligt ro”.

“Okay. Ja, det er det jo nok. Jeg har også været lidt stresset. 14 dages ro – og så er jeg klar igen…”
Tårerne trillede meget derefter…

Nu er der gået et år. Et år i helvede. Et år hvor jeg har mærket min krop og mit sind. Jeg har mærket mig selv og jeg har lært meget. Jeg lærer hele tiden og stadigvæk. Tågen letter nu og det er tid til at se fremad. Jeg har brugt året på at se tilbage og bearbejde en masse oplevelse fra barndommen og voksenlivet. Oplevelser og situationer, der har haft betydning for mig, min familie, mit arbejdsliv og mit breakdown.
Hvad skete der egentligt, hvad har det betydet og hvordan kommer jeg så videre?
Det sidste er jeg kommet til nu – og det er i virkeligheden den mest spændende proces, for den kan flytte bjerge… og den kan flytte mig. Jeg er spændt på fremtiden – og lidt bekymret, hvilket også er en del af processen.

Kender du disse følelser?
Siger du også ofte, at du er okay, men inderst inde rumsterer tankerne og blodet pumper?
Har du også svært ved at sove?
Har du også hovedpine? Eller ondt i maven?

Måske er det tid til at DU kigger lidt indad, i stedet for at spørge ind til alle de andre og hjælpe dem?
Måske er det tid til at DU ikke skal klare alle opgaverne selv?
Måske skal du få noget hjælp?

Gør det – inden det bliver et år i helvede…




Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *