Min mand kan gang på gang sige – og sikkert oftere tænke – “Tag imod”. Jeg har så svært ved at tage imod det, han siger til mig. Især hvis det er positivt. Jeg kan godt høre og kan måske også tage det ind, men jeg har svært ved at forstå og mærke det. 

Jeg er faktisk rigtig god til at hjælpe andre og sige: “Tag imod”, men når det kommer til mig selv, så er det straks sværere. Det er noget, jeg øver mig på.

For nyligt læste min mand en artikel for mig. Han klippede den sågar ud af avisen og hængte den op på køleskabet, så jeg kunne læse den igen og igen. Grundessensen i artiklen handler om, at vi er mange, der føler at vi ikke er blevet set og måske forstået af vores forældre, og som ung eller voksen har svært ved at føle os elskværdige.




Psykologen udtaler

Psykologen Mattias Stølen Due skriver om det på en direkte og ærlig måde – og han rammer plet, mener jeg. Jeg følte mig i hvert fald ramt. Det der ramte mest plet, er dette:

Som psykolog møder jeg igen og igen mennesker – unge som gamle – som kæmper i deres liv og i deres nærmeste relationer, fordi de grundlæggende aldrig er blevet set af deres forældre.

De bærer en skamfølelse med sig og mener ikke, at de er værdige til kærlighed. De mener ikke, at de er elskværdige.

Imellem os 😉 … Jeg siger alt for ofte til Jesper, at jeg ikke kan forstå, at han kan elske mig så højt og kan se så meget godt i mig. Jeg ved godt inderst inde, at det er fjollet at sige sådan, men den følelse er virkelig svær for mig. Jeg kan meget ofte mærke det helt ind i maven. Derfor glæder det mig – og rører mig faktisk rigtig meget, når min dejlige og meget omsorgsfulde mand tænker på mig og minder mig om at læse artiklen igen og igen. Han gør det jo fordi, han holder af mig og vil hjælpe mig.




Jeg tror, det vedrører mange mennesker, men især os, som er vokset op med alkohol i familien, lider under det. Vores selvværd, selvfølelse og skamfølelse er særligt udsat. Hvis vi arbejder med det og tager det alvorligt, kan vi helt sikkert godt have et godt liv med de udfordringer det har givet på godt og ondt. Jeg øver mig stadig.

Du kan læse hele artiklen her. Jeg synes faktisk, du skal læse det.

Der står også noget om, at vi skal være der for vores børn, både når de er små, mellem og store. Voksne børn har også brug for omsorg fra deres forældre. Gud, hvor jeg lige bliver mindet om, at jeg savner mine forældre.

En god og stor mundfuld kærlighed

Forleden skrev jeg et indlæg, jeg kaldte Tag imod ros, hvor jeg skrev om alle de dejlige, elskværdige og hjertevarme beskeder, jeg har fået her i bloggens første levetid. Faktisk er det i dag præcis et år siden, jeg turde sige til nogen og annoncere, at jeg havde oprettet http://www.meskildsen.dk og faktisk allerede havde skrevet på bloggen i 1½ måned. Det blev jeg mindet om, da jeg loggede ind på Facebook i morges. I ved, sådan et minde der kommer op.
I året der er gået, har jeg fået mange tilkendegivelser fra andre om, at de er glade for at læse bloggen og gerne vil læse mere. De kan identificere sig med problemstillingerne og synes rigtig godt om at mærke, at de ikke er alene. Det gør mig bare så glad og jeg øver mig, med disse indlæg, også i at tage den ros indenbords. En stor og god mundfuld. TAK.




Jeg vil gerne dele en besked med jer

En besked, jeg modtog fra en, hvis far var alkoholiker. Læs med:

Hej Martine.

Hvor er du sej og modig. Jeg vil glæde mig til at følge din blog. Jeg er selv barn af en alkoholiker, hvilket i mit tilfælde betød, at jeg mistede min far, da jeg var 24. I min familie var alkoholmisbrug dog ikke tabu, da min far selv var barn af en alkoholiker. Der er dog ingen tvivl om, at min barndom med mange tillidsvigt har præget mit liv – på godt og ondt.

Det er rart at bliver kaldt modig. Mit første indlæg, som jeg sendte ud i offentligheden handlede netop om mod. Jeg kaldte indlægget Det handler om mod. Er du modig?

 

tag imod

 

Læs gerne med og brug det meget gerne til noget. Tag imod. Der er desuden nogle vildt gode citater i indlægget, synes jeg. Åhh, jeg elsker sådan noget.
Nederst i det indlæg blev der sørme også skrevet nogle dejlige kommentarer. Vildt lækkert at begynde sådan. Jeg skal lige huske og mærke den glædelige og varme følelse, jeg fik i maven den dag – efter en utrolig usikkerhed og skælven ved at sende det hele ud og fortælle om mine udfordringer. Jeg anede jo ikke, hvordan det ville blive modtaget. Tag imod, må være meget sigende for netop den dag.

Jeg vil ønske jer en rigtig kærlig og glædelig weekend. Må solen skinne på jer og kærligheden boble i jeres maver. Tag imod solen, glæden, kærligheden og alt det andet gode. Måske skal du bage denne lækre Kanelkrans, jeg har lagt på bloggen tidligere i dag. Herhjemme begynder hjemme at dufte af andebryst. Familien havde travlt i går, da det var Mortens aften, så i aften skal der hygges med andebryst og brunede kartofler.
Desuden har jeg været til en lille session hos min fantastiske psykoterapeut i dag, så tankerne er i fulde firspring. Der er noget, der skal bundfældes. Mon ikke det vil blive brugt en dag her på bloggen. Jeg kan i hvert fald kort sige, at jeg gør det bedste, jeg kan 😉
Rigtig god fredag aften.

 

hjerte

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *