angst

Fri som fuglen

by

At være fri som fuglen, er ganske enkelt en rar følelse i maven.

Jeg er fri.

Fri fra sygdom. Fri fra systemet. Fri fra sygedagpenge. Fri fra kommunen. Fri fra dårlig samvittighed. Fri. Fri. Fri.

Fri som fuglenJeg har meldt mig rask efter næsten 3 års sygemelding. Det har været en fuldstændig forfærdelig hård og kynisk periode, og jeg vil ikke ønske det for nogen. Til trods for det, så var det en nødvendig kamp og periode for mig. En kamp der var nødvendig, hvis ikke jeg skulle “gå til”. Det lyder barsk, men det er vist helt sandt. Jeg var nedbrudt og ødelagt. Jeg kunne ikke klare mere. Jeg blev mere og mere syg og ødelagt.

Fri som fuglen

betyder for mig, at jeg nu er mig selv, min egen herre, min egen chef – ganske enkelt fri til at være mig selv. Jeg er fri som fuglen fra sit bur. Jeg kan nu flyve mod nye retninger. Jeg har fået luft under vingerne og kan flyve hvorhen jeg vil… Eller… Det kan man jo ikke helt med en stor og skøn familie, men tanken er der da. Arbejdsmæssigt har jeg skabt mit eget univers, jeg er ved at bygge op og jeg er fri til selv at bestemme, hvordan det hele skal være. Det giver mig tryghed og ro. Ingen skal fortælle mig, hvor meget jeg skal arbejde og hvordan, og ingen skal sige, hvad og hvordan jeg skal gøre det, jeg er god til. Det er det, jeg mener med at være fri som fuglen.




Fanget eller fri?

Jeg har været fanget i et system pga. min sygdom. Jeg er vildt taknemmelig for det system, vi har i Danmark. Man hører mange historier om, hvordan folk føler sig for fuldt og presset ud i alt muligt, når de er syge. Det er jo ganske forfærdeligt, når tingene foregår på den måde. I sådan en sygeperiode er det bare det sidste, man magter. Det har da også været hårdt for mig, og stressende. Men jeg vil også hurtigt sige, at det der var hårdt, var MIN EGEN OPFATTELSE af at være syg og være en del af systemet. SHIT, det var ulideligt at være så dårlig, at man ikke kunne selv, at man var så syg, at man måtte modtage offentligt forsørgelse, at man ikke kunne klare sig selv. Det har været vildt vildt hårdt. Jeg har HADET, at været en del af systemet, og jeg har samtidig værdsat den hjælp, jeg har fået. Jeg vil også hurtigt tilføje, at de mennesker, jeg har haft omkring mig fra det kommunale “system” har været rigtig gode ved mig. Coaches, sagsbehandlere, vejledere og hvad de ellers var, de mange forskellige, der var. Jeg har været omkring rigtig mange mennesker, og hver og en af dem, har udvist stor forståelse og medfølelse for mig og min situation. Det er jeg meget taknemmelig for, og jeg synes faktisk, det er vigtigt, at de gode historier også kommer ud.

Løssluppen

Jeg har det lidt som en fugl, der er sluppet ud af sit bur og er blevet fri. Ikke mere skal jeg sidde der bag tremmerne og se, hvad der foregår på den anden side. Jeg er mig, og jeg kan nu det, jeg selv finder vigtigt for mig. Jeg har det godt, men har været så grueligt meget igennem, at det helt sikkert har sat nogle spor i mig. Nogle mén, som man siger. Jeg arbejder mig opad og kæmper stadig en kamp med mig selv. Jeg skal nemlig passe på mig selv. Jeg er IKKE i fuld vigør endnu, og jeg tænker på, om jeg nogensinde kommer det. Men hvem siger også, at man SKAL være det. Jeg er i hvert fald ikke som før, og det er jeg egentligt glad for. Jeg er stadig mig selv, men nogle ting indeni i mig er forandret. Derfor tænker jeg, at jeg ikke behøver at blive som før. Nej tak. Jeg vil jo ikke ende som tidligere… fanget i buret. Næh nej… Næ tak. Jeg er faktisk godt tilfreds med mit nye jeg. Det jeg der indeni er forandret for evigt.



Jeg har det godt

Forleden mødte jeg en gammel arbejdskollega, som spurgte: “Hvordan har du det?”.
“Jeg har det godt”, udbrød jeg med det samme.

Hun så helt overrasket på mig og tilføjede: “Det er godt nok længe siden, jeg har hørt dig sige det”.

Og ja, hun har helt ret. Det er virkelig længe siden, og det føles faktisk rigtig godt at sige det nu.

Jeg har det godt med at melde fra til nogle ting, fordi mit hoved er fyldt og jeg er træt. Jeg har det godt med at vælge træning, både fysisk (styrketræning) og mentalt (selvhypnose). Jeg har det også helt godt med, at jeg så må melde afbud til andet, som jeg egentligt også gerne ville. For jeg ved, at det jeg vælger nu, er for at prioritere mig selv. Og det er altså vigtigt. Måske kommer der en dag, hvor jeg også kan fylde andet i min kalender og måske også kan være lidt impulsiv, men lige nu er jeg nødt til at forblive “inden i mig”. På den måde samler jeg energi og jeg bliver endnu mere fri.

Det bedste er, at min indre uro og hovedpinen er væk. WOW, hvor er det en lettelse og hvor er det fedt at være fri som fuglen.

Hverdagen på vej

I morgen er det mandag – og jeg glæder mig til at tage afsted fra morgenen af. Afsted til det, der nu er mit arbejde. Og tage hjem, når jeg er fyldt og ikke kan mere. Jeg glæder mig til en arbejdsdag, hvor jeg indlægger vigtige pauser – og samtidig gør og kan det, jeg er god til. Skulle du få lyst til at se og læse mere om det, jeg laver i min hverdag nu, så tjek min hjemmeside: http://www.martineshypnose.dk

eller følg min Facebookside.

Jeg ønsker jer en rigtig dejlig uge.

De bedste hilsner fra Martine

 




 

 

Angst og stress: Når man kommer i bedring

by

Angst og stress er to ret vilde ting at lide af. Kroppen og hjernen taler ikke ordentligt sammen, og man kan intet styre selv. Når man så pludselig oplever bedring, er der smil og optimisme at spore. 

Jeg har jo i LAAAANNNNGGGG tid ligget underbøjet af angst og stress. Angstlidelsen har været der i meget længere tid end stress, men jeg har ikke vidst, at angst var en del af mig. Det ved jeg nu. Heldigvis er begge dele på tilbagetog. Angstlidelsen vil jeg nok altid have i mig, jeg er bare ved at lære at håndtere det hele. Stressen blev til sidst arbejdsbetinget, men har alligevel været en stor del af min krop i mange år efter stressede perioder med mine forældres sygdomme og død. Om det er stress eller angst, der har fyldt mest, det ved jeg faktisk ikke, men jeg ved, at det HAR HAFT magten over min krop, men at jeg er godt på vej til HELT SELV at tage magten med mit kloge hoved og min krop. De to ting skal nemlig arbejde sammen – i stedet for at modarbejde hinanden.




angst og stress

I torsdag skrev jeg lidt om (lige her), at jeg er meget glad for min blog og min åbenhed omkring mit forløb. Det har på nogle punkter gjort mig sårbar (fordi jeg åbnede en rygsæk, der var MEGET lukket til før), men jeg er faktisk mest overbevist om, at det har styrket min vej igennem det. Jeg har haft godt af at skrive “til nogen”, istedet for bare mig selv eller en dagbog, og så har jeg lært mig selv at sætte ærlige ord på mine udfordringer.

Bedring

Jeg har tidligere været i bedring. Lidt bedring. Bare ikke så meget som nu. De sidste måneder – eller endda hele 2017 – har været fremgang på fremgang på fremgang. Jeg har ikke haft mange nedture, tilbageskridt, hovedpinedage, tristhed, modløshed m.m. Det er fantastisk og magisk at opleve. Dog ved jeg også godt, at der har været lidt dage med hovedpine og også voldsom hovedpine, hvor jeg har måtte trække stikket og tage en dyb indånding. Det er så svært ikke bare at KLØ PÅ, når man jo egentligt har det bedre og på de rigtigt gode dage, har det GODT. Men på et tidspunkt reagerer kroppen altså igen på belastninger, og det er jo egentligt meget godt.

I torsdag skrev jeg også til sidst i indlægget, at det er højtid for gymnastiskopvisninger, hvilket har været en kolossal stor belastning for mig de sidste to år. Nu skal jeg fortælle dig hvorfor:

Ja, hvorfor egentligt?

Det er faktisk svært at svære helt på. Men det er kroppen, der reagerer på overbelastninger.
Jeg ELSKER gymnastikopvisninger. Jeg er ikke selv en gymnastikpige. Har ALDRIG gået til gymnastik, så det er ikke pga. minder fra en svunden tid, som man siger. Og dog, for jeg var dansepige og har elsket afdansningsballer og turneringer. Jeg elskede desuden som barn – og voksen – at optræde. I virkeligheden ville jeg have gjort mig godt som skuespiller, men det var der jo ingen fremtid i (blev der sagt!).




Når jeg sidder til en gymnastikopvisning med mine egne børn, kan jeg mærke suset, spændingen og glæden ved at være på gulvet med sine kammerater foran et stort publikum. Klapsalverne der runger i salen i takt til musikken, og forældre og bedsteforældre der sidder stolte og kigger. Ja, jeg får en klump i halsen og tårer i øjnene til indmarchen, og mine børn synes, jeg er fjollet. Det er jeg måske, men jeg er ligeglad. Jeg nyder hver en stund til opvisningen.

Og dog… For de sidste år har jeg været angst.

ANGST ANGST ANGST

Angst for ikke at kunne komme ud af hallen.
Angst for larmen.
Angst for mange mennesker.
Angst for at besvime.
Angst for at skulle igennem menneskemængden for at gå på toilettet.
Angst for at begynde at græde.
Angst for at andre kunne se det på mig.

Det har betydet, at jeg har været bange i flere dage, ja endda uger inden selve opvisningen. Det har gjort mig urolig. Ødelagt min nattesøvn. Givet mig migræne. Gjort mig ked af det og meget meget mere.

De sidste to år har jeg haft en aftale med arrangører at arrangementet om at få reserveret en plads, så jeg vidste, hvor jeg skulle sidde. Det har været noget af det mest grænseoverskridende og angst-provokerende, jeg har prøvet. For på den måde udstiller jeg jo min sårbarhed, og hvis der er noget, jeg har været bange for, er det at udstille mig selv og bede om hjælp. I mit hoved har det været at bukke under og vise en svaghed, som har været meget uacceptabel for mig.

Viljen viste vejen

Men jeg VILLE med. I princippet kunne jeg jo bare være blevet hjemme og have skånet mig selv for alt det bøvl, men nej… det var ikke en mulighed for mig. Jeg har hele vejen igennem min sygemelding sagt, at det ikke må gå ud over mine børn, at jeg var syg, så jeg VILLE med. Om det så skulle koste mig mange dage i sengen den efterfølgende uge. Mine børn skulle have deres mor med til opvisningen og det fik de. Det betød mange søvnløse nætter for mig, både før og efter opvisningen og utrolig mange spekulationer og bekymringer. Bekymringer der var åndsvage, irrelevante og uhåndterbare, men helt sikkert meget vigtige inde i mit hoved. DENGANG!

NU NU NU

Nu er det mandag. En temmelig travl weekend er gået her i familien. Faktisk en alt for travl weekend. Med arrangementer vi ikke følte, vi kunne eller ville sige nej til. Sådan er det nogle gange. Heldigvis ikke så tit.

Nå, men lørdagen bød på årets første gymnastikopvisning med flere tusind mennesker og højt musik. Efter sådan en dag, hvor man sidder på sine flade røv, bliver man altså træt. Det gør alle mennesker, tror jeg. Det var jeg også. Og jeg sluttede desværre også dagen af med mega hovedpine – hele aftenen, natten og søndag. MEN det bedste af det hele er, at jeg startede dagen roligt. Uden bekymringer. Uden særlige aftaler. Uden angst. Helt rolig, kontrolleret og med en “jeg glæder mig-følelse” i kroppen. WOW, siger jeg bare. Det er ikke sket meget længe. Og det var dejligt.




I hallen vinkede jeg lige kort til arrangøren, som jeg har haft aftaler med tidligere. Jeg ved ikke, om hun bemærkede eller tænkte over det, men det gjorde jeg, og det var det vigtigste.

Og det næstbedste er, at jeg allerede i dag, mandag, er nogenlunde ovenpå igen. Lidt træthed er der at ane efter en travl weekend, men jeg har sgu klaret det og det er jeg ovenud lykkelig for. Det har ikke væltet mig af pinden, men givet mig endnu mere mod og optimisme omkring fremtiden.

det er værd at bemærke sine små og STORE fremskridt. Jeg har taget et, for mig, meget tydelig og stort skridt fremad i denne weekend.

Ha´ en vidunderlig dag og uge. Tak fordi du læste med HELT til enden af dette indlæg.

Om lidt skal jeg besøge min gamle og meget optimistiske morfar, som er et kæmpe forbillede for mig.

www.meskildsen.dk

 

Angst: med åbenhed

by

Når jeg skriver om angst her inde på bloggen, er det for at åbne mit hjerte. For jeg ved, at det hjælper mig og min videre proces. Jeg ved også, at det hjælper med samme udfordringer. 

angstI sidste uge startede jeg på et nyt forløb igennem CEB, Herning kommune. Et forløb for “os med angst”. Det hedder ACT og udføres af en psykolog. Vi er en hel flok angstramte, som hver uge skal undervises i dette ACT. ACT står for Acceptance and Commitment Therapy. Jeg kan ikke skrive så meget mere om det, for jeg har jo ikke gennemført endnu, men indtil videre er der et godt forløb. Især er det fantastisk at møde andre med samme slags følelser og samme slags kaostanker inde i hovedet. For VI ER IKKE ALENE – og det er rart at vide.

Jeg glæder mig til at lære endnu mere i forløbet. Heldigvis er jeg jo i en utrolig bedring med mig selv og tænker heldigvis faktisk, at der er en fremtid for mig, hvor angst ikke styrer min hverdag. SÅ langt er jeg.




MEN MEN MEN…

Angst er grufuld og angstprovokerende ( 😉 he he). Jeg er bange (eller angst) for angsten. Jeg er bange for at vælte igen. Jeg er bange for lige pludselig ikke at kunne styre det igen. Og det gør mig angst for angsten. Den følelse skal jeg hvis arbejde lidt med. Jeg håber, jeg lærer mere på dette ACT-forløb.

Min tid som blogger

I min tid som blogger har jeg skrevet en del om angst, stress, sorg, psykiske udfordringer og meget mere. Jeg er meget beæret over jer, der læser med. Om du er ny eller gammel følger på bloggen. Det gør mig godt at vide, at andre kan bruge det, jeg skriver.

I første omgang skriver jeg for mig selv. Det gør mig godt at være åben omkring det, at skrive, tegne og fortælle, at acceptere og at stå ved. Og så er det især godt, når jeg får tilbagemeldinger fra jer, som skriver, at I præcis ved, hvordan det er og at I sagtens kan identificere jer med følelserne. Det er selvfølgelig synd for jer, at I også kæmper, men det er godt for mig at vide – og det er godt, at vi kan stå sammen.

Hvis du vil, kan du følge mig på min Facebookside – Lige her. Jeg bliver så glad, hvis du synes godt om og måske deler min side.

Jeg har også en Instagram, som hedder Meskildsenblog. Du kan finde den her.

Og du kan finde mig på blogloving. Du kan finde linket i højre side af din computerskærm.




Mine indlæg om angst

Altså angst er en del af mig og har været det i mange år efterhånden. Jeg har bare ikke rigtigt vidst, at det var angst, jeg gik og tumlede med. Jeg var nok bare mærkelig, anderledes, sart, skør og mange andre nedværdigende tanker om mig selv. Lige indtil psykiateren sagde ordet Generaliseret angst om mine udfordringer, har jeg bare følt mig sart, skør og stresset. Men hans ord gav mening og gav mig en ro, accept og forståelse. Åh, hvilken lettelse. Jeg er ikke én, der ligger på den lade side, så nu havde jeg endeligt noget reelt at arbejde ud fra og det gav mig mod. FED følelse.
Sidenhen har jeg jo været i et forløb med hypnoterapi (5 path) og selvterapi (7th path), som har givet mig en endnu større ro indeni. Simpelthen fantastisk. Det er meget anbefalelsesværdigt.

Hvis du vil læse lidt mere om mine tanker, min rejse osv. så prøv at læse med her  på mine indlæg om angst. Læs dem som de er eller i vilkårlig rækkefølge eller bedst bagfra, da de kommer i den rækkefølge, jeg har udgivet dem. I starten var jeg hårdere ramt end nu.
Mange af mine indlæg om stress, har også en del angst blandet ind i, for det er jo ikke helt sort/ hvidt det hele. Det har været en stor skudder-mudder-masse for mig. Alle mulige følelser blandet sammen i en pærevælling. Og det er i virkeligheden det, der er svært, for hvor kommer det fra, hvad er det og hvad forstærker det. Hvad kom først? Hønen eller ægget? Angsten eller stressen? Jeg ved det ikke… Det har jo nok næsten altid været der!

Du kan få en visuel oversigt – et index over mine indlæg i Den psykiske rejse. Det er nemlig præcis en psykisk rejse, jeg har været på. Ja, det er jeg sådan set stadigvæk.

Med ønsket om at du får en dejlig dag…

Pøj pøj med læseriet.

Skriv gerne en kommentar nedenfor. TAK!

Nu trænger jeg til at hvile hovedet.

Ha´ en vidunderlig forårsdag.

Forresten: Det er meget snart gymnastiskopvisnings-tid. Opvisningerne elsker jeg at være tilskuer til, men de har været en kæmpe udfordring for mig de senere år. Læs med, når jeg snart skriver om det! 

www.meskildsen.dk



1 2 3 4