angst

Jeg har været fyldt…

by
Ja, JEG HAR VÆRET FYLDT…

No kidding. Jeg har været fyldt af arbejde og familie.

Men jeg skylder jer vist en update. Det er 5 måneder siden sidste indlæg her på bloggen. Det er bare sådan det er. Jeg vil på ingen måde undskylde. Der har ikke været energi til det den seneste tid. Sidst jeg skrev her var om mit nye job, som jeg startede i august. Det kører derud af. Daglig leder på HEART café i Herning. Jeg er blevet glad for jobbet… og ser det stadig som en spændende udfordring… med de udfordringer, og op og nedture, der jo er i et arbejde. Det er fedt at prøve noget andet end mit vanlige lærerjob.




Pas på mig

MEN jeg kan også tydeligt mærke, at jeg ofte skal passe på mig selv. Nu vil jeg skynde mig at skrive, at det skal vi jo altid. Men jeg har altså stadig en tendens til at blive grebet af det, jeg laver, og jeg skal indimellem stoppe mig selv. Det er jeg heldigvis blevet meget bedre til end tidligere. Min mand siger, at jeg har nogle gode overvejelser, når noget går mig på. Jeg sætter mig ikke ned og oplever at det hele er håbløst. Jeg gør noget ved mine tanker, og det gør mig stærk, kan jeg mærke. Det giver mig ejerskab over mig selv og mit eget velbefindende. Jeg sætter en stor ære i at gøre det, der gør mig glad og giver mig energi. Jeg kan faktisk godt blive fyldt op (og lettere presset) over mit job indimellem, men når jeg så husker mig selv på, hvad der er vigtigt for mig og bruger tid på det, istedet for at tænke arbejde hele tiden, så kan jeg mærke, at jeg fyldes med energi – og det smitter også af på arbejdet. Det smitter jo af hele vejen rundt.

 

Når man har været fyldt, er det vigtigt...

Mest glad

Det der gør mig allermest glad, er når jeg har haft en klient i min klinik og kan mærke, at jeg gør en stor forskel. Det ER altså det, jeg allerbedst kan lide. Det ER altså det, der er mit hjertebarn. Det gør mig så glad. Og det er desværre noget af det, jeg har været nødt til at skrue lidt ned for i min opstart i cafeen. Det er jo klart, at jeg har været træt, og mine realitetstjek undervejs har fortalt mig, at det er helt naturligt. MEN jeg er også kommet til den konklusion, at jeg skal huske at prioritere det, der gør mig allermest glad. Arbejdet i cafeen gør mig glad, men arbejdet i klinikken gør mig gladere.

Men ved du hvad??? Jeg kan mærke i mit arbejde i cafeen, at jeg har en kæmpe stor menneskelig indlevelsesevne og er skide god til at begå mig med andre mennesker. Det er selvfølgelig min tid som lærer og hypnoterapeut, mine nedture, mine medmenneskelige relationer mm., der har givet mig stor erfaring med det. Det er noget af det, jeg ELSKER ved at være fuld af livserfaring. På godt og ondt.




Med hjertet på rette sted

Når jeg åbner mine øjne om morgenen, tror jeg på, at det der sker den pågældende dag, vil give mig oplevelser og erfaringer, der gør mig til den, jeg bliver ud i fremtiden. Det der sker i vores liv, påvirker os hver dag. Det lærer os noget, og det er aldrig helt skidt. Vi kan opleve nogle ting, som gør ondt og måske giver os traumer, men når vi får oplevelserne bearbejdet, så lærer vi af dem, og det gør os til de gode mennesker, vi bliver (og er). Vi må bare aldrig lukke øjnene for at bearbejde vores oplevelser.

Når jeg har hjertet på rette sted, så ønsker jeg det bedste for mine medmennesker og for mig selv. Vi fortjener det bedste og det bedste er fuld af kærlighed.

Det kan jo godt ske, at jeg indimellem oplever noget dumt og (på godt jysk) træls, men når dagen går på hæld, så tjekker jeg dagen igennem og vurdere, hvad der har været det bedste for mig i dag… og det gør mig glad og fylder mig med taknemmelighed.

JA, JEG HAR VÆRET FYLDT…

af mit nye job… og det er jeg indimellem stadigvæk. Både positivt og negativt.

MEN jeg er også fuld af taknemmelighed. Når man er en “føle-pige” som mig, så mærker man en masse stemninger. Både fra andre og sig selv. Man tænker og vurdere. Og det kan fylde, kan det. Lige her er det vigtigt for mig, at jeg giver mig selv så meget kærlighed og taknemmelighed. At jeg er her for mig selv.

Mest af alt er jeg taknemmelig for min vej hertil. Den har været hård og lang, men jeg ville egentligt ikke have været den foruden. Vildt nok at skrive sådan. Jeg er pisse stolt af mig selv. Stolt af, at jeg er nået her til. Pisse taknemmelig for mit eget mod og min vilje til at komme videre.

Stress og angst er forfærdeligt at komme igennem, I know!

Men med hjertet på rettet sted… inden i dig selv… så kan du komme igennem det og lærer så guddommeligt meget om og af dig selv.

God søndag!

www.meskildsen.dk




Fri som fuglen

by

At være fri som fuglen, er ganske enkelt en rar følelse i maven.

Jeg er fri.

Fri fra sygdom. Fri fra systemet. Fri fra sygedagpenge. Fri fra kommunen. Fri fra dårlig samvittighed. Fri. Fri. Fri.

Fri som fuglenJeg har meldt mig rask efter næsten 3 års sygemelding. Det har været en fuldstændig forfærdelig hård og kynisk periode, og jeg vil ikke ønske det for nogen. Til trods for det, så var det en nødvendig kamp og periode for mig. En kamp der var nødvendig, hvis ikke jeg skulle “gå til”. Det lyder barsk, men det er vist helt sandt. Jeg var nedbrudt og ødelagt. Jeg kunne ikke klare mere. Jeg blev mere og mere syg og ødelagt.

Fri som fuglen

betyder for mig, at jeg nu er mig selv, min egen herre, min egen chef – ganske enkelt fri til at være mig selv. Jeg er fri som fuglen fra sit bur. Jeg kan nu flyve mod nye retninger. Jeg har fået luft under vingerne og kan flyve hvorhen jeg vil… Eller… Det kan man jo ikke helt med en stor og skøn familie, men tanken er der da. Arbejdsmæssigt har jeg skabt mit eget univers, jeg er ved at bygge op og jeg er fri til selv at bestemme, hvordan det hele skal være. Det giver mig tryghed og ro. Ingen skal fortælle mig, hvor meget jeg skal arbejde og hvordan, og ingen skal sige, hvad og hvordan jeg skal gøre det, jeg er god til. Det er det, jeg mener med at være fri som fuglen.




Fanget eller fri?

Jeg har været fanget i et system pga. min sygdom. Jeg er vildt taknemmelig for det system, vi har i Danmark. Man hører mange historier om, hvordan folk føler sig for fuldt og presset ud i alt muligt, når de er syge. Det er jo ganske forfærdeligt, når tingene foregår på den måde. I sådan en sygeperiode er det bare det sidste, man magter. Det har da også været hårdt for mig, og stressende. Men jeg vil også hurtigt sige, at det der var hårdt, var MIN EGEN OPFATTELSE af at være syg og være en del af systemet. SHIT, det var ulideligt at være så dårlig, at man ikke kunne selv, at man var så syg, at man måtte modtage offentligt forsørgelse, at man ikke kunne klare sig selv. Det har været vildt vildt hårdt. Jeg har HADET, at været en del af systemet, og jeg har samtidig værdsat den hjælp, jeg har fået. Jeg vil også hurtigt tilføje, at de mennesker, jeg har haft omkring mig fra det kommunale “system” har været rigtig gode ved mig. Coaches, sagsbehandlere, vejledere og hvad de ellers var, de mange forskellige, der var. Jeg har været omkring rigtig mange mennesker, og hver og en af dem, har udvist stor forståelse og medfølelse for mig og min situation. Det er jeg meget taknemmelig for, og jeg synes faktisk, det er vigtigt, at de gode historier også kommer ud.

Løssluppen

Jeg har det lidt som en fugl, der er sluppet ud af sit bur og er blevet fri. Ikke mere skal jeg sidde der bag tremmerne og se, hvad der foregår på den anden side. Jeg er mig, og jeg kan nu det, jeg selv finder vigtigt for mig. Jeg har det godt, men har været så grueligt meget igennem, at det helt sikkert har sat nogle spor i mig. Nogle mén, som man siger. Jeg arbejder mig opad og kæmper stadig en kamp med mig selv. Jeg skal nemlig passe på mig selv. Jeg er IKKE i fuld vigør endnu, og jeg tænker på, om jeg nogensinde kommer det. Men hvem siger også, at man SKAL være det. Jeg er i hvert fald ikke som før, og det er jeg egentligt glad for. Jeg er stadig mig selv, men nogle ting indeni i mig er forandret. Derfor tænker jeg, at jeg ikke behøver at blive som før. Nej tak. Jeg vil jo ikke ende som tidligere… fanget i buret. Næh nej… Næ tak. Jeg er faktisk godt tilfreds med mit nye jeg. Det jeg der indeni er forandret for evigt.



Jeg har det godt

Forleden mødte jeg en gammel arbejdskollega, som spurgte: “Hvordan har du det?”.
“Jeg har det godt”, udbrød jeg med det samme.

Hun så helt overrasket på mig og tilføjede: “Det er godt nok længe siden, jeg har hørt dig sige det”.

Og ja, hun har helt ret. Det er virkelig længe siden, og det føles faktisk rigtig godt at sige det nu.

Jeg har det godt med at melde fra til nogle ting, fordi mit hoved er fyldt og jeg er træt. Jeg har det godt med at vælge træning, både fysisk (styrketræning) og mentalt (selvhypnose). Jeg har det også helt godt med, at jeg så må melde afbud til andet, som jeg egentligt også gerne ville. For jeg ved, at det jeg vælger nu, er for at prioritere mig selv. Og det er altså vigtigt. Måske kommer der en dag, hvor jeg også kan fylde andet i min kalender og måske også kan være lidt impulsiv, men lige nu er jeg nødt til at forblive “inden i mig”. På den måde samler jeg energi og jeg bliver endnu mere fri.

Det bedste er, at min indre uro og hovedpinen er væk. WOW, hvor er det en lettelse og hvor er det fedt at være fri som fuglen.

Hverdagen på vej

I morgen er det mandag – og jeg glæder mig til at tage afsted fra morgenen af. Afsted til det, der nu er mit arbejde. Og tage hjem, når jeg er fyldt og ikke kan mere. Jeg glæder mig til en arbejdsdag, hvor jeg indlægger vigtige pauser – og samtidig gør og kan det, jeg er god til. Skulle du få lyst til at se og læse mere om det, jeg laver i min hverdag nu, så tjek min hjemmeside: http://www.martineshypnose.dk

eller følg min Facebookside.

Jeg ønsker jer en rigtig dejlig uge.

De bedste hilsner fra Martine

 




 

 

Angst og stress: Når man kommer i bedring

by

Angst og stress er to ret vilde ting at lide af. Kroppen og hjernen taler ikke ordentligt sammen, og man kan intet styre selv. Når man så pludselig oplever bedring, er der smil og optimisme at spore. 

Jeg har jo i LAAAANNNNGGGG tid ligget underbøjet af angst og stress. Angstlidelsen har været der i meget længere tid end stress, men jeg har ikke vidst, at angst var en del af mig. Det ved jeg nu. Heldigvis er begge dele på tilbagetog. Angstlidelsen vil jeg nok altid have i mig, jeg er bare ved at lære at håndtere det hele. Stressen blev til sidst arbejdsbetinget, men har alligevel været en stor del af min krop i mange år efter stressede perioder med mine forældres sygdomme og død. Om det er stress eller angst, der har fyldt mest, det ved jeg faktisk ikke, men jeg ved, at det HAR HAFT magten over min krop, men at jeg er godt på vej til HELT SELV at tage magten med mit kloge hoved og min krop. De to ting skal nemlig arbejde sammen – i stedet for at modarbejde hinanden.




angst og stress

I torsdag skrev jeg lidt om (lige her), at jeg er meget glad for min blog og min åbenhed omkring mit forløb. Det har på nogle punkter gjort mig sårbar (fordi jeg åbnede en rygsæk, der var MEGET lukket til før), men jeg er faktisk mest overbevist om, at det har styrket min vej igennem det. Jeg har haft godt af at skrive “til nogen”, istedet for bare mig selv eller en dagbog, og så har jeg lært mig selv at sætte ærlige ord på mine udfordringer.

Bedring

Jeg har tidligere været i bedring. Lidt bedring. Bare ikke så meget som nu. De sidste måneder – eller endda hele 2017 – har været fremgang på fremgang på fremgang. Jeg har ikke haft mange nedture, tilbageskridt, hovedpinedage, tristhed, modløshed m.m. Det er fantastisk og magisk at opleve. Dog ved jeg også godt, at der har været lidt dage med hovedpine og også voldsom hovedpine, hvor jeg har måtte trække stikket og tage en dyb indånding. Det er så svært ikke bare at KLØ PÅ, når man jo egentligt har det bedre og på de rigtigt gode dage, har det GODT. Men på et tidspunkt reagerer kroppen altså igen på belastninger, og det er jo egentligt meget godt.

I torsdag skrev jeg også til sidst i indlægget, at det er højtid for gymnastiskopvisninger, hvilket har været en kolossal stor belastning for mig de sidste to år. Nu skal jeg fortælle dig hvorfor:

Ja, hvorfor egentligt?

Det er faktisk svært at svære helt på. Men det er kroppen, der reagerer på overbelastninger.
Jeg ELSKER gymnastikopvisninger. Jeg er ikke selv en gymnastikpige. Har ALDRIG gået til gymnastik, så det er ikke pga. minder fra en svunden tid, som man siger. Og dog, for jeg var dansepige og har elsket afdansningsballer og turneringer. Jeg elskede desuden som barn – og voksen – at optræde. I virkeligheden ville jeg have gjort mig godt som skuespiller, men det var der jo ingen fremtid i (blev der sagt!).




Når jeg sidder til en gymnastikopvisning med mine egne børn, kan jeg mærke suset, spændingen og glæden ved at være på gulvet med sine kammerater foran et stort publikum. Klapsalverne der runger i salen i takt til musikken, og forældre og bedsteforældre der sidder stolte og kigger. Ja, jeg får en klump i halsen og tårer i øjnene til indmarchen, og mine børn synes, jeg er fjollet. Det er jeg måske, men jeg er ligeglad. Jeg nyder hver en stund til opvisningen.

Og dog… For de sidste år har jeg været angst.

ANGST ANGST ANGST

Angst for ikke at kunne komme ud af hallen.
Angst for larmen.
Angst for mange mennesker.
Angst for at besvime.
Angst for at skulle igennem menneskemængden for at gå på toilettet.
Angst for at begynde at græde.
Angst for at andre kunne se det på mig.

Det har betydet, at jeg har været bange i flere dage, ja endda uger inden selve opvisningen. Det har gjort mig urolig. Ødelagt min nattesøvn. Givet mig migræne. Gjort mig ked af det og meget meget mere.

De sidste to år har jeg haft en aftale med arrangører at arrangementet om at få reserveret en plads, så jeg vidste, hvor jeg skulle sidde. Det har været noget af det mest grænseoverskridende og angst-provokerende, jeg har prøvet. For på den måde udstiller jeg jo min sårbarhed, og hvis der er noget, jeg har været bange for, er det at udstille mig selv og bede om hjælp. I mit hoved har det været at bukke under og vise en svaghed, som har været meget uacceptabel for mig.

Viljen viste vejen

Men jeg VILLE med. I princippet kunne jeg jo bare være blevet hjemme og have skånet mig selv for alt det bøvl, men nej… det var ikke en mulighed for mig. Jeg har hele vejen igennem min sygemelding sagt, at det ikke må gå ud over mine børn, at jeg var syg, så jeg VILLE med. Om det så skulle koste mig mange dage i sengen den efterfølgende uge. Mine børn skulle have deres mor med til opvisningen og det fik de. Det betød mange søvnløse nætter for mig, både før og efter opvisningen og utrolig mange spekulationer og bekymringer. Bekymringer der var åndsvage, irrelevante og uhåndterbare, men helt sikkert meget vigtige inde i mit hoved. DENGANG!

NU NU NU

Nu er det mandag. En temmelig travl weekend er gået her i familien. Faktisk en alt for travl weekend. Med arrangementer vi ikke følte, vi kunne eller ville sige nej til. Sådan er det nogle gange. Heldigvis ikke så tit.

Nå, men lørdagen bød på årets første gymnastikopvisning med flere tusind mennesker og højt musik. Efter sådan en dag, hvor man sidder på sine flade røv, bliver man altså træt. Det gør alle mennesker, tror jeg. Det var jeg også. Og jeg sluttede desværre også dagen af med mega hovedpine – hele aftenen, natten og søndag. MEN det bedste af det hele er, at jeg startede dagen roligt. Uden bekymringer. Uden særlige aftaler. Uden angst. Helt rolig, kontrolleret og med en “jeg glæder mig-følelse” i kroppen. WOW, siger jeg bare. Det er ikke sket meget længe. Og det var dejligt.




I hallen vinkede jeg lige kort til arrangøren, som jeg har haft aftaler med tidligere. Jeg ved ikke, om hun bemærkede eller tænkte over det, men det gjorde jeg, og det var det vigtigste.

Og det næstbedste er, at jeg allerede i dag, mandag, er nogenlunde ovenpå igen. Lidt træthed er der at ane efter en travl weekend, men jeg har sgu klaret det og det er jeg ovenud lykkelig for. Det har ikke væltet mig af pinden, men givet mig endnu mere mod og optimisme omkring fremtiden.

det er værd at bemærke sine små og STORE fremskridt. Jeg har taget et, for mig, meget tydelig og stort skridt fremad i denne weekend.

Ha´ en vidunderlig dag og uge. Tak fordi du læste med HELT til enden af dette indlæg.

Om lidt skal jeg besøge min gamle og meget optimistiske morfar, som er et kæmpe forbillede for mig.

www.meskildsen.dk

 

1 2 3 5