barn af alkoholiker

Mønsterbryder. Hvem mig?

by

At være mønsterbryder er ikke noget, jeg sådan normalt betegner mig selv som. At være modig er heller ikke så meget mig… men alligevel.

 

Hvad er en mønsterbryder egentligt? Jeg har fundet lidt om det her på Wikipedia.   Her står bl.a.:

“En mønsterbryder er et menneske, som bryder ud af den sociale arv og opnår en højere social status end forældrene: ved bedre uddannelse og beskæftigelse, eller ved kæmpe mod et negativt træk i familien. “




Min proces indad

Som du nok ved, hvis du har læst med her i noget tid, så er jeg i en vild proces med mit indre jeg. Jeg er ved at finde vejen ind i mig selv. Jeg er ved at finde mig selv faktisk. Jeg er ved at bearbejde gamle følelser, sorger og traumer, der har forårsaget nogle meget ubehageligt år og situationer for mig. År, bekymringer og situationer, jeg helst havde været foruden, men nu kan se, er meget vigtige for mig.

Jeg får masser af feedback på mig blog og på mine snakke rundt omkring, og for nyligt har jeg flere gange fået “stemplet” mønsterbryder og modig. Det er noget, jeg skal vænne mig til, men som jeg egentligt befinder mig ganske godt med. Jeg ser en mening med mit terapeutiske forløb og jeg ser en virkelig stor mening med min blog. Jeg er meget bevidst om, at jeg bryder et stort tabu, som har hængt som et tungt gardin foran mit eget vindue i flere år. Min familie er en stor del af gardinet og tabuet – og jeg håber og tror på, at vi sammen bryder den dårlige sociale arv, som har været i vores familie i årtier.

Bryd tabuet – NU.

Det fungere således: Hør engang… Jeg er psykisk sårbar, måske genetisk (hvem ved? Min mor, mormor og andre i familien havde også en svag sige). Det er blandet godt sammen med en svær opvækst med alkoholmisbrug, omsorgssvigt og traumer, så nytter det jo ikke noget, at jeg ikke snakker om det. At jeg forbliver i det tabu, vi har i familien. Tabu som ses ved, at vi er stærke udadtil (kan klare alt), men at vi er sårbare inderst inde og lider af forskellige lidelser. Det kan være alkoholmisbrug (som mine forældre), angst, depression, tristhed, hovedpine osv. Især når andre ikke ser det. Men ved andre lejligheder eller bare udadtil, er der ingen, der ser sårbarhederne og vanskelighederne. Vi lægger låg på følelserne og agerer som om intet er vanskeligt.

“Vi skal nok klare os – og så snakker vi ikke mere om det”-agtigt.




En ond cirkel skal brydes

Hvad hvis jeg ikke snakker med mine børn og andre om, hvorfor jeg har det, som jeg har det. Når de fx ser, at jeg lider og er mega presset, så bliver mit pres inderst inde jo endnu større. Så bliver tabuet jo forstærket. Jeg signalerer, at alt er ok og at vi ikke skal snakke om det. Hemmeligheden er bibeholdt. På den måde vil jeg videregive hemmeligheden og tabuet til mine egne børn, som måske vil opleve, at deres mor er svag, men at de egentligt ikke kender årsagen dertil, for det er jo ikke noget, vi snakker om.

Kan du se det? Kan du se den dårlige cirkel? Den sociale arv?

Så vender vi kajakken

Jeg VIL ikke være en del af den tabubelagte dårlige sociale arv mere og give den videre til mine egne børn. Jeg vender kajakken og sejler den anden vej. Jeg skammer mig ikke over min opvækst mere. Jeg skammer mig heller ikke over, at mine forældre var alkoholikere. Jeg er heller ikke sur på mine forældre. Jeg ville da selvfølgelig gerne, at tingene havde været anderledes, men jeg er faktisk sikker på, at de gjorde, hvad de kunne. Jeg er også sikker på, at det i dag har givet mig dette mod og en styrke, jeg nok ikke havde fået.
Når tingene nu har udviklet sig, som de har, så bliver jeg utroligt stolt af at blive kaldt en mønsterbryder og ikke mindst modig. Jeg ved da godt, at min psykiske vej opad (eller ind i mig selv) er lang endnu, men vejen ned i hullet har sørme også været lang. Den vej vil jeg ikke byde mig selv igen, min familie, mine børn og mine efterkommere.

Her slutter cirklen…

moensterbryder1

 

 

Ved du for resten hvad?
Bloggen har 1 års fødselsdag her sidst i september. Jeg er stolt og ydmyg.
Hurra for fødselsdage, ærlighed og at bryde et TABU.
Mon ikke det skal fejres? Hvad synes du?

hjerte



Sikke en fest – sikke en pris

by

Sikke en fest vi har haft nu i nat

Åh-ja-åh-ja-åh….

“Sikke en fest…” Noget nær dette var scenariet, da jeg dinglede hjem lørdag nat efter en voldsom sjov fest. Jeg sang dog ikke, men det havde jeg gjort tidligere på aftenen, imens der blev danset og skrålet med til adskillige gode sange, kun adskilt af snakke, latter og masser af skål. Det var en rigtig god aften, og jeg er ikke bleg for at indrømme, at det var rigtig godt for mig at opleve igen.

sikke en fest

 

Nul alkohol… eller…???

Jeg har næsten ikke drukket alkohol de sidste 3 år. Det passer nu ikke helt, men jeg har sådan set ikke været rigtig beruset eller fuld. Jeg har været så “lammet” af min stresssituation, at jeg ikke har kunnet det. Det lyder mærkeligt, men det har betydet for mig, at jeg har haft så meget angst, at jeg har haft svært ved give slip. Samtidig har jeg i hele dette lange forløb med min sygemelding haft gang i en ret gennemgribende bearbejdning af mine forældres alkoholmisbrug, som har sat så dybe spor og mén i mig, at jeg godt kunne have undværet det. Det har selvfølgelig betydet, at jeg har taget stor afstand fra alkohol. Jeg er ikke sart, men jeg har haft det svært med det.

Børn og fulde folk

Jeg har ALTID haft det svært med at drikke alkohol, når mine børn er til stede. Jeg kan sagtens drikke et glas vin eller to, men så er det heller ikke rigtig blevet til mere. Det er ikke fordi, at det behøver at blive til mere, men det har været og er en stor hæmsko for mig. Meget i tankerne. I særdeleshed har jeg haft svært ved at forstå og acceptere andre, der godt kunne drikke sig bare lidt beruset foran sine børn. Direkte fulde folk hører ikke sammen med børn. Det er og bliver (nok for evigt) mine klare holdning. Jeg får total hjertebanken og ubehag i kroppen af det, og det bryder jeg mig bestemt ikke om. Kroppen husker – og min krop husker en masse ubehagelige oplevelser, hvor mine forældre var fulde. Det er absolut no-go for mig.

Nå, men det skete altså alligevel. I lørdags. Til gadefest. Hold op, jeg havde en fest – og hold op, hvor var det befriende at slippe tøjlerne lidt løs. At grine, danse, synge og le. Det var ikke selve branderten, der var fantastisk, men alt det, der var imens. Latter, musik, skrål. Det trængte jeg sgu til.
Det var desuden befriende, at en god nabo i mandags kommenterede, at hun havde nydt at se, at jeg slap tøjlerne og havde det godt, sjovt og rart.

Alkohol og stress… NO-GO!

Nå, men jeg kan så fortælle jer, at fest og stress er to fuldstændige modpoler, der overhovedet ikke hører sammen. Nuvel, jeg havde en fantastisk aften, men hold op, jeg har også betalt en alt for høj pris lige siden. Søndag var ganske forfærdelig. Jeg døjer altså – i forvejen – med hovedpine, træthed og migræne, men søndag var det lige krydret lidt ekstra med en gang tømmermænd. Hvad der var hvad, det ved jeg ikke, men det var grusomt. Ganske forfærdelig.




Jeg ved jo godt, at jo ældre vi bliver, des længere varer det, før man er ovenpå efter en fest. Ja tak… Fest + stress = FLERE DAGES fuldstændig underkastelse. Den glæde og energi jeg mærkede vokse i mig i sidste uge og endnu mere lørdag, den forsvandt som dug for solen søndag, og den er svær at finde frem igen. Faktisk har jeg hørt (fra en stresscoach) at det ikke er godt at drikke alkohol, når man er brudt sammen. Der sker noget inde i hjernen, som ikke er godt. Hun har ret. Det er ikke godt. Det kan jeg mærke. Syv skridt tilbage, sådan cirka.

Fortsætter kampen…

Nå, men hvorom alting er… Jeg kæmper videre. Op på hesten igen. Frem med smilet. Jeg havde en skøn fest, men jeg må kæmpe lidt ekstra den næste kommende tid.

Jeg ved ikke, om det var prisen værd… Det er i hvert fald sundt og godt at grine, synge, le og danse – og DET gjorde jeg.

Jeg har tidligere i år skrevet en del indlæg om at være barn af en alkoholiker. Det sætter altså dybe spor. Det er ikke sikkert, at du har læst dem. Det synes jeg, du skal gøre.
Måske du kan lære noget nyt om det eller erfare, at du ikke er alene med de sindssyge følelser, der er i et barn af alkoholikere.

Du finder en oversigt over indlæggene her.  

Tak fordi du læser med. Det betyder alverden for mig at skrive disse indlæg. Det er ren terapi og det er endnu bedre, når jeg kan følge med i, at I endda også gider at læse med.

Af hjertet tusind tak.

With all my love




Er du barn af alkoholiker?… Part 4

by

Hvis du har læst mine 3 tidligere indlæg, så tænker du måske, at det er rart at vide, at du ikke er den eneste eller måske tænker du, gad vide om du kender andre, der er barn af alkoholiker, uden du ved det eller måske tænker du hvad man så gør ved det, når skaden allerede er sket eller noget helt andet.

Måske tænker du også, hvad der så sker (mere…)

1 2 3