sorg

Når sorgen kommer på afstand, men man stadig savner

by
Sorgen er ulidelig svær at komme igennem, men når den kommer på afstand, kan man lære af den.

Og det tager tid… sorgen er forskellige for os alle. Nogle sørger i årevis, nogle sørger højlydt og smerteligt, nogle sørger stille og for sig selv osv. Sådan er vi forskellige.

Men én ting er sikkert. Vi sørger, når vi mister og vi skal lære at leve uden den, vi har mistet.

30. august

I dag er en speciel dag for mig… 30. august. En dag der er meget ubehagelig at tænke på. Især hvis jeg tænker ned i minut for minut, time for time… den 30. august 2005. I dag er det 12 år siden, min far døde.

min farDet var en sorgens dag. En svær dag. En ubeskrivelig dag. En fuldstændig vanvittig dag. En dag med slutninger og begyndelser.

Jeg vil, helt ærligt sige, at det var den værste dag i mit liv. Året forinden mistede jeg min mor. Det var også ganske forfærdeligt. Det var den værste dag i mit liv… indtil min far døde. Det blev den værste dag i mit liv. En dag jeg helst havde været foruden, men også en dag, jeg sidenhen har lært så meget af i en alt for tidlig alder. Om sygdom, mig selv, familie, taknemmelighed, kærlighed, forældreskab, sorg, smerte og samtidig glæde. Lige den 30. august 2005 oplevede jeg selvfølgelig ikke så meget glæde og taknemmelighed, men det er kommet til sidenhen i min inderste kerne.




Afstand og alligevel ikke

Sorgen kommer med årene på afstand, men jeg savner stadig lidt. Det er mærkeligt at tænke på, hvordan det ville have været, hvis min farmand, min superman, stadig havde været her. At tænke på hvordan han ville have set ud nu, hvordan hans liv ville have været, hvordan vores relation ville have været, hvordan det ville have været for mine børn at have en morfar, specielt hvad det ville have betydet for min allermindste William at have mødt og kendt sin morfar. Der er så mange tanker, spørgsmål og undren nu og stadig så mange år efter. Heldigvis er det jo ikke dagligt, heller ikke ugentligt eller månedligt mere… kun ved særlige lejligheder. Ja, jeg kan endda komme til at glemme en fødselsdag eller dødsdag, og det er også helt okay. Det betyder ikke, at de er væk fra min tanker og mit hjerte. Det betyder blot, at mit liv er gået videre og har udviklet sig med de op og nedture det har givet.




Glemmer ALDRIG

Jeg glemmer aldrig.
Nej, det gør jeg ikke.
Heldigvis.

Minderne kan ingen tage fra os.
Følelserne kan ingen tage fra os.
Taknemmeligheden kan ingen tage fra os.

Men forældrene kan tages fra os.
Det gør nas.
Herre nas.

Midt i sorgen og tårerne
Midt i smerten
Kan taknemmeligheden findes frem.

Tak mor og far,
for livet.
Tak for jer.
Tak for alt.

Vi ses.

 

Har du lige mistet? Eller tidligere? Eller kender nogle, som har?
Du skal være velkommen til at læse nogle af mine tidligere indlæg om at miste sine forældre. Jeg har haft det rigtig svært med det, men har fundet styrken i mig selv tilbage.

De er skrevet i denne rækkefølge:

Når man mister sine forældre

Når man mister sine forældre part 2

Når man mister sine forældre part 3

Når man mangler mor og far

Hvorfor holde fast, når man kan give slip?

God dag og god vind fremover. Find styrken i dig selv og dine oplevelser.

Hvis du kender nogle, der kæmper med sorgen, så send gerne dette videre til dem. Det vil hjælpe både dem og mig. TAK!

www.meskildsen.dk



Når man mangler mor og far…

by

I disse dage… Ved denne tid… der mangler jeg mor og far lidt ekstra. 

Det er altid sådan omkring højtiderne, at jeg mangler mor og far. Det er vel en slags sorgproces, jeg går igennem. Det er som sådan ikke fordi, at jeg mangler lige dem, for jeg har jo efterhånden vænnet mig til, at de ikke er her mere. Jo, jeg mangler dem jo også, men jeg mangler mere “det”, der hører med til at have sine forældre.

mangler mor og farDette indlæg kommer udspringende fra mine tanker, som har fyldt her i julen og toppede her i formiddags på min gåtur med hunden. Jeg så og hilste nemlig på en familie, der kom gående sammen. 3 generationer. Side om side – hånd i hånd med smil på læberne. Småsnakkende. Familietid når det er bedst. Samvær.

Højtidens grå tanker

Når det er højtid, så savner man altid lidt ekstra. Selvfølgelig sender vi vore afdøde en ekstra tanke i julen, for det er jo en tid, hvor familier samles, hygger sig og glædes over alt det, vi har sammen.




Selvfølgelig savner jeg også mine forældre i julen. Mest fordi jeg ser, hører og oplever, at alle andre glædes over samværet med deres forældre. At andre på min alder nyder at se og opleve, at deres egne børn fordriver tiden med deres bedsteforældre, spiller, spiser slik, får gaver, synger, griner og pjatter. Mest fordi julen er familiens tid, hvor vi nyder hinanden. Lige der… der mangler jeg mor og far.
Og helt ærligt… Det er faktisk en vanvittig utopisk tankegang. For hvis mine forældre stadig havde været her, så havde det ikke været os, der kom gående der, side og side, hånd i hånd, smilende og småsnakkende. Nej, for sådan noget gjorde vi ikke særligt tit. Hvis vi overhovedet gjorde det.

Alt det vi ikke kan få

Men jeg har stadig inderst inde et brændende ønske om, at det var sådan. Det bliver aldrig opfyldt. Jeg får det aldrig. Jeg fik det aldrig, for sådan var det ikke med mine forældre. Istedet må jeg nyde det, jeg har.

Vi længes alt for ofte efter alt det, vi ikke kan få, istedet for at bruge energien på selv at skabe det, vi gerne vil. Mine forældre kunne og kan ikke opfylde mine ønsker, men så har jeg måtte tage skeen i min egen hånd og skabe de værdier, der er vigtigt for mig. Det er en svær proces og jeg arbejder mig fremad. Det kan være svært ikke at fokusere på det, vi ikke har mere, for sorgen og savnet er stadig stort. Det vil altid være sådan. Specielt ved højtiderne.





Når man mister sine forældre, så vil man da til tid og evighed mangle dem. Jeg savner utroligt meget, at de ringer til mig… bare for at høre, hvordan det går, at de giver mig et trøstende knus, når jeg har brug for det, at jeg mærker den store betingelsesløse kærlighed, som forældre har til deres børn, at de kigger på mig og siger, at de ved, jeg gør mit bedste, som kun forældre kan gøre det…

Åh altså, hvor jeg mangler det. Ja, så bliver savnet altså uendeligt stort.

Lidt ekstra til dig

Jeg har fundet en rigtig fin artikel om at miste sine forældre. Du kan læse den her:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sjael/naar-man-mister-sine-foraeldre-mister-man-det-perfekte-publikum

Det er altså ikke for sjovt, når man snakker og skriver om sorgen ved forældres dødsfald. Det har været hårdt for mig at komme igennem. Ja, selvom årene går, så får jeg indimellem et lille pust i nakken, som får mig til at sørge, savne, mangle og tænke lidt ekstra på de afdøde. Især ved højtiderne… der mangler jeg mor og far.

Dette indlæg sendes hermed ud til jer med ønsket om, at I sætter pris på det, I har. Hvis du stadig har dine forældre, så sig tak til dem. Tak for livet og alt, de har givet dig. Sig til dem, at de betyder noget og at det gør en forskel, at de er der.

Kys din mand, din kone og dine børn. Vær der for hinanden og fortæl hvilken forskel det gør.

Fortæl dine søskende, bedsteforældre og anden familie at det er dejligt, at de er her.

Venner og veninder, naboer og særligt udvalgte… Giv dem et stort knus og smil med på vejen og sig tak for det, I oplever sammen.



Ha´ nu en rigtig dejlig eftermiddag og aften.

hjerte

Nå, kom du lige igen der, Angst. Skrid!

by

Når min angst har været væk i noget tid, og pludselig dukker op ud af det blå, så bliver jeg altså en smule irriteret. Nu gik det jo lige så godt.

Jeg er lidt “offline” i denne tid, men jeg har alligevel brug for, at give et lille pip fra mig. Måske jeg håber på en vis forståelse fra jer, læsere. Måske I kan give mig nogle healende ord med på vejen. Jeg trænger…

Når sindet er tåget, er der lys på den anden side
Når sindet er tåget, er der lys på den anden side




Jeg er fuldstændig overvældet af træthed og en masse følelser lige nu, som kræver ro. MEN ro kan jeg ikke få meget af, da vi har en masse praktisk, der skal ordnes i forbindelse med min bedstemors død. Samtidig med det så er følelserne uden på tøjet på hele familien og mine børn trænger til særlig meget ro og omsorg lige nu. Samtidig med det, så er vi midt i at flytte min gamle morfar fra hus til lejlighed. Samtidig med det så er jeg pisse ked af det. Samtidig med det så er en pisse ked af det, presset og sensitiv mor ikke en god kombi sammen med en fuldstændig overtræt, ked af det, sensitiv søn. Samtidig med det så har min angst vist sit vamle ansigt (allermest i weekenden, hvor vi skulle til gymnastikopvisning med hundredevis af mennesker og larm), hvilket jeg er temmelig ærgerlig over.

Du kan nok se, at jeg slet ikke har tid eller overskud til at arbejde en masse på min blog eller på nogle af mine andre “ønske”projekter. Det må komme på et andet tidspunkt.

I går skrev en gammel og dejlig veninde til mig, om jeg ikke kom forbi til en kop kaffe. Først tænkte jeg, at det kunne jeg slet ikke overskue, men så tænkte jeg, at jeg havde brug for at snakke og bare tanken om det, bragte tårerne frem i øjnene. Jo, jeg trængte og jeg nød de to timer, hvor vi bare snakkede. Det var SÅ godt, Tak, Luise.




Jeg kan fortælle jer, at jeg virkelig prøver at give mig selv ro og gode tanker – og prøver at holde sammen på mig selv. Det er en udfordring lige nu, men der er lys på den anden side. Det ved jeg jo. Så jeg kan kun sige med STORE bogstaver:

Angst, skrid ad h… til.

Stress, fuck af…

Giv mig mod og styrke til at klare de næste dage med begravelse og oprydning i bedstemors hus, samtidig med at børnenes skole og hverdag fortsætter nogenlunde som før.

Tak fordi du læste med. Smid mig en healende kommentar. Det vil gøre mig godt 🙂

 




1 2 3