stress

Har du stress? Tag ansvar!

by

Stress. Dit liv. Tag ansvar.

Ja, det er måske sådan lidt direkte, men det er ikke desto mindre sandt. Dit liv det er dit ansvar. Du skal tage ansvar for dit liv.

Hvis du er ramt af stress, så er det NU, du skal tage ansvar for dit liv. Det vil jeg fortælle dig lidt om her.

  1. Oplever du, at du gang på gang bliver syg, så er det DIT ansvar, at tage den tid det tager for at blive rask igen.
  2. Er du tit ked af det, nedtrygt, vred, så observer din egen situation. Gør noget andet end det, du plejer. Noget må gøres og det er DIT ansvar.
  3. Føler du dig presset på arbejde, så er det DIT ansvar at gøre din arbejdsplads bevidst om dit problem. Få evt. hjælp til det!
  4. Arbejder du rigtig meget? Kan du ikke lægge dig syg, holde fri eller være fraværende? For når du kommer tilbage, er du bagefter og der er endnu flere uafklarede ting, der hænger over dig?





Det her er kun fire små ting, der kan være indikatorer på, om du skal gøre noget. Jeg ved udmærket godt, at det er lettere sagt end gjort. Ret så ofte, så ved vi simpelthen ikke selv, at den er helt gal, før læsset vælter for os. Og når læsset vælter, så vælter det altså. Så kan man blive helt overrasket over, hvor galt det egentligt står til. Det er simpelthen fordi, vi i så lang tid har overbevist os selv (og andre) om, at man har helt styr på det og at det nok skal gå. Jo flere gange du gør det, des mere kommer du til at tro på det selv.

Det bedste, du kan gøre…

I min optik er det bedste, du kan gøre – to ting. Mærk efter i dig selv. Ja, det er sgu svært, for hvad betyder det at mærke efter og hvornår skal man gøre det? Hvordan føles det? osv. osv.

Nummer to bedste ting er: LYT TIL ANDRE. Jeg ved godt, at sådan nogle som mig, der selv har været der, altså helt nede, er utrolig kloge og bedrevidende.

Og ja, det er vi. For vi kan se, høre, føle og sanse. Mange af os. I min situation så sanser jeg SÅ meget, og jeg spotter på folk, når de er presset. Når jeg siger og hentyder, at de skal passe på sig selv, så siger jeg det da ikke for sjovt. Jeg siger ikke og ved selvfølgelig ikke, om den person jeg siger det til, vælter lige om lidt. Det kan jeg jo ikke vide, men jeg ser nogle signaler, som gør at jeg reagerer.

Stressland

Fordi jeg lige præcis ved, hvordan der er i stressland og der er ikke sjovt at være. Det kan også godt være, at personen når at reagerer, så det ikke vælter HELT. Det er jo fantastisk. Derfor skriver jeg også dette her nu. Jeg ser og hører, gang på gang, både privat og i min klinik, at folk er gået alt alt for langt. Jeg ved godt, at det er så svært at mærke, og vi vil jo gerne kunne klare os godt og kunne klare os selv, ik? Vi vil så gerne have styr på det. På os selv.




Min bedste anbefaling

Få lige lidt ro på.

I denne her verden farer vi alt for meget af sted.

Vi skal nå så meget.
Vi skal bevise så meget.
Vi skal være dit og dat.
Vi skal kunne arbejde hårdt, godt og tjene mange penge.
Vi skal have de rigtige venner.
Vi skal begå os godt.
Vi skal have de rigtige ting.
Vi skal være sociale.
Vi skal præstere.
Vi skal…
bum bum bum…

Nej, gu skal vi ej!

Vi skal ikke en skid.
Vi SKAL kun det, vi VIL.

Vi vil være os selv.
Vi vil kunne fejle.
Vi vil lære af vores fejl.
Vi vil grine af og med os selv.
Vi vil sove.
Vi vil bevæge os.
Vi vil være rolige.
Vi vil være vilde og tage vilde beslutninger.
Vi vil være modige og “umodige”.
Vi vil være, vil vi!

Ja ja, jeg ved godt, at vi ikke kan alt det, vi vil i denne her verden. Jeg ved også godt, at der er nogle ting, vi skal. Det ved jeg godt. Men jeg har en klar overbevisning om, at når vi gør meget af det, vi gerne vil (inderst inde), så kan vi også bedre klare det, vi skal.

Et arbejde er da også noget, vi skal ville, eller brænder vi ud i det. Ikke sandt?

Opsummering

Altså…

Det er NU, du skal tage ansvar for dit liv.

Det er NU, du skal tage ansvar for dit liv!

Hvad vil du gerne?

Tænk dig godt om.

Når du – engang – ligger på dit dødsleje, hvordan vil du så tænke tilbage på dit liv? Som at du havde et godt liv, nød dine nærmeste, var fokuseret på kærlighed, familie og velbefindende?Eller at du har arbejdet meget for at skaffe dig penge og det rigtige image? Mistet noget tid og samvær med din familie, din ægtefælle og dine børn? Gjorde alt det, “man” forventede af dig? Eller gjorde det, du havde lyst til?

Jeg ved godt, det er sat på spidsen. Men alligevel… det sætter indimellem nogle tanker i gang. God fornøjelse med at tage ansvar.

Hvis du ikke allerede er stresse, ja så kan du jo også godt tænke lidt på disse tanker… Det skal i hvert fald ikke, at overveje sit liv lidt. Det kan være, du er så heldig, at du tænker, at alt er okay. FEDT for dig, hvis det er tilfældet.

Det kan også være, at du (hvis du ikke tager ansvar) vælter sammen med det store læs. Det er ski da bedre at stoppe op inden, ik´?

Jeg ønsker dig en vidunderlig solskinsfredag.

Kram til dig.

www.meskildsen.dk




Mindfullness-bagning

by

Mindfullness-bagning har jeg aldrig hørt om før, det er simpelthen noget jeg har fundet på.

Mindfullness-bagning… Ja da… Jeg er helt alvorligt. Det er ikke en joke.
Når jeg bager brød, skal det blive et godt brød. Det skal derfor æltes godt i køkkenmaskinen.

Mindfullness-bagning går ud på, at man godt kan lave en slags mindfullness, imens man bager. Ja, det lyder måske mærkeligt, men jeg gør det altså. Jeg elsker at bage. Det giver mig ro, og jeg har fundet ud af hvorfor.

Der er flere grunde til det. For det første så er jeg god til det. Det er da et like nr. 1. Hvem gider at lave noget, de er dårlige til? Nå, men jeg er god til det, og jeg kan godt lide det. For det andet så giver æltningen mig ro. Jeg står egentligt bare stille i 10-15 minutter, holder ved køkkenmaskinen (som ellers hopper og danser på bordet, imens den ælter) og så stirrer jeg ud ad vinduet. Det er skønt. Jeg er nødt til at holde godt ved maskinen, og det kræver, at jeg står stille, ikke giver slip, bare er til stede.

VUPTI, 10-15 minutters pause i hovedet uden at skulle noget som helst andet.

Nogle vil måske se det som en stor stressfaktor eller dødkedeligt, men det er lige præcis afstresning, når det er bedst. Jeg kan ikke gøre noget som helst andet, end at være til stede i netop dette tidsrum. Brød kræver lang tids æltning for at blive godt og luftigt, og det er der netop tid og rum til i mindfullness-bagning.

Mindfullness-bagning

I nogle (læs: mange) tilfælde vil jeg synes, at køkkenmaskinen larmer, men den larm den giver, når jeg står stille her under æltningen, bliver hurtigt overdøvet af roen inde i mit hoved. Mærkeligt, men sandt. Jeg fokuserer på roen, og det giver mig ro.

Jeg synes, du skal prøve det. For nogle af jer kræver det måske øvelse at stå stille, give slip og bare være, men det er helt sikkert øvelsen værd, synes jeg.

Rigtig god fornøjelse.

Når stress rammer og lammer

by

Stress er nærmest blevet en folkesygdom. Mange er og bliver ramt.

Når jeg tænker på stress… Ja, så er der rigtig mange tanker. Og det er nok ofte det, der er vores problem.

Indimellem undrer jeg mig over, hvad det er, der sker i vores samfund?

stress rammer og lammerHvorfor er der så mange mennesker, der må ligge vandret pga. stress?
Hvorfor kan vi ikke klare hverdagen?
Hvorfor skal vi presses mere og mere på arbejdspladsen?
Hvor er vi ikke ligeglade med, hvad andre tænker?
Hvorfor skal det hele være så perfekt?
Hvorfor var der ikke noget, der hed stress, i gamle dage?
Hvorfor kan vi ikke passe på os selv?

Jamen altså, jeg kan blive ved. Tankerne er mange, og jeg ved, at jeg ikke er den eneste med alle disse tanker vedr. stress. Jeg har også svar på noget af det, men jeg er jo ikke forsker, professor eller andet smart, så jeg snakker, gør jeg… Altså ud fra min egen helt personlige opfattelse af situationen.


For jeg har prøvet det… Altså stressen… flere gange. Og det er noget så grufuldt, er det. Det er lammende og forfærdeligt at være igennem. Så jeg har noget at tale ud fra. Ikke mange fine afhandlinger, men personlige erfaringer, og dem skal der lyttes til. (Og så har jeg taget en uddannelse til hypnoterapeut efterfølgende, så i det daglige pt. arbejder jeg med stressramte). Jeg har lidt erfaringer og lidt viden.

“Syv år, Niels. Man ved noget”.

Når man er stressramt, er det rart at vide, at man ikke er alene.  Det er rart at vide, at andre er kommet ud på den anden side og at der er håb. Det er rart at vide, at den helt forkerte og vanvittige følelse man har i kroppen, ikke er unormal. Det er rart at vide, at man faktisk IKKE er ved at blive skør, som man selv tror. Det er bare rart ikke at være alene.

Når det så er sagt, så kan man jo næsten ikke rumme at bruge tid og være social med en masse mennesker, så man kan faktisk ikke holde ud til at mødes med andre stressramte. At flere årsager.

For det første er det altid en kæmpe udfordring og overanstrengelse at være social med andre mennesker i det hele taget. Man bliver bare så sindssyg træt og brugt af det.
For det andet bliver det sociale endnu værre, når det er socialisering med andre stressramte. BUM! Man vil gerne, men det er bare SÅ drænende. Deres sindstilstand og “snakken” fylder alt alt for meget inde i ens eget pressede hoved, at man slet ikke kan rumme mere. Det er sikket også fordi, at vi (nogle af os stressramte) har en tendens til, gerne at ville redde andre, nurse andre, kere os for andre osv. Og det dræner altså OGSÅ.

Jamen altså, det er så svært at være stressramt.

Man bliver lammet.

Jeg har været der. Min hjerne var brækket. Min krop sagde NEJ NEJ NEJ, lige meget hvad jeg gjorde. Hele mit system gjorde ondt og brokkede sig. Jeg var syg. Jeg var træt. Jeg var simpelthen brugt. Som en oldgammel cirkushest, der ikke længere kunne løbe rundt i manegen.

NEJ NEJ NEJ

Min krop sagde NEJ NEJ NEJ.
Nej tak til flere aktiviteter.
Nej tak til mere hjerneaktivitet.
Nej tak til flere løgne.
Nej tak til at bryde mine egne grænser – fysisk og psykisk.
Nej tak til mere socialisering.
Nej tak til at behage andre end mig selv.
Nej tak til mere arbejde.
Nej tak til mere nedbrydning.

I hele mit sidste stressforløb sagde jeg gang på gang til psykoterapeut, stresscoach, vejleder, læge og hvem jeg ellers var i berøring med, at jeg ikke kunne mærke min krop.

Jeg kan ikke mærke min krop.

Jeg kan ikke mærke noget.

Jeg ved ikke, hvad jeg mærker.

Hell yes! Det var da lige præcis det, jeg kunne. Jeg kunne bare ikke se det selv.

Jeg KUNNE mærke min krop og det gjorde fandens ondt. Hele tiden. Dagligt. På timebasis. Hvert sekund. I lang tid. I årevis. Kroppen gjorde ondt.

Jeg KUNNE da godt mærke min krop, men jeg følte mig så lammet, at jeg ikke selv troede, jeg kunne mærke min krop.

For nogle mennesker giver det, jeg skriver, måske slet ikke mening, men jeg ved, at dig, der er stressramt, forstår lige præcis, hvad jeg skriver. Er det ikke sandt?

Mine bedste råd

Jeg vil opstille mine allerbedste råd til dig, der står midt i det og tænker, at det gør så fandens ondt og er ulideligt lammende at være i. Ja, det er ulideligt at være i. Det ved jeg. Og det tager tid. Det ved jeg også.

Jeg kan ikke fortælle dig, hvor lang tid det tager. Jeg ved, at hele systemet (det offentlige) pt. vil presse dig til at det snart er ovre. Du er snart på benene igen, vil de sige og formode. Det er du sikkert også, men du må IKKE forhaste processen for at stille andre tilfredse, og du må IKKE lyve for dig selv og din krop mere. Det har du gjort i al for lang tid. Derfor er du endt her.

Med punktopstilling får du nu MINE bedste råd:

  • RO
  • Søvn
  • Små gåture i langsom fart (det betyder minus endomondo, løbetøj, tid osv.)
  • Stille meditationsmusik (kort tid ad gangen. Altså ikke musik dagen lang. Du skal jo have ro)
  • Sundt mad (Vær ikke fanatisk. En ekstra gulerod eller tomat til frokost er fint til at starte med)
  • Slip arbejdet HELT (du skal jo have ro)
  • Bild ikke din familie ind, at du kan klare en masse (du skal jo have ro)
  • Når de første uger (måske måneder) er gået FÅ HJÆLP (psykolog, psykoterapeut, kropsterapeut, hypnoterapeut eller andet)
  • Tålmodighed. Det har taget dig lang tid at blive nedbrudt, det tager også lang tid at finde dig selv igen.
  • Lav noget om. Hvis du ikke forandrer noget, så ryger du lige tilbage igen. Tro mig! Der er jo en grund til, at du er endt, hvor du er.
  • Skriv. Også selvom du ikke plejer at skrive. Dagbog, stikord, tanker, taknemmelighedsliste inden sovetid osv. Det er god terapi for dig selv. Det er fantastisk at læse tilbage senerehen og blive mindet om den gode udvikling.

Ny læser?

Er du ny her på bloggen, så læs med på flere af mine indlæg om stress. Mange af dem er indlæg, jeg skrev, DA jeg var sygemeldt med stress. Jeg oprettede bloggen, fordi jeg syntes, der manglede et sted, hvor jeg kunne læse om andre “sygemeldte”. Jeg havde brug for at dele mine oplevelser, følelser, tanker, kriser osv . Jeg havde lyst for at sætte ord på til andre end mig selv.

Jeg linker her til  hele indexet med indlæg om min psykiske rejse.

Den slutter aldrig, kan jeg fortælle dig. Altså min psykiske rejse. Heldigvis – og nu er jeg vild med udviklingen. Det kan man faktisk lære af det. Og der KOMMER mere ro på igen.

Nu

er jeg stadig i udvikling – og det vil jeg nok altid være. Heldigvis med indre ro. Jeg kan stadig godt blive ramt og mærke symptomer. Slet ikke dagligt eller ugentligt mere, men de er der indimellem. Så skal jeg have lidt ro igen. Måske kun et par timer eller en dag.

Men hver dag gør jeg STADIG dette for at holde balance: Jeg går små langsomme ture, jeg skriver, jeg laver selvhypnose (andre meditere eller går til mindfullness eller yoga), jeg spiser sundt, jeg bruger en Antibite bideskinne hver nat, fordi jeg er hård ved mine tænder og kæber, når jeg sover og jeg laver taknemmelighedslister i stor stil.

Rigtig god kamp og fornøjelse til dig, der kæmper. Du er velkommen til at kontakte mig for nærmere snak og vejledning. Du skal vide, at du er sej, stærk, god og dygtig til at være dig. Tillykke med dig og din udvikling.

www.meskildsen.dk

1 2 3 15