Hvem har knækket et "lille" stykke af det lækre syvtommer rustne søm? Pas på - det lille stykker fylder HELE munden!!!
Hvem har knækket et “lille” stykke af det lækre syvtommer rustne søm? Pas på – det lille stykker fylder HELE munden!!!

Det er absolut ikke hverdagskost for mig at spise bolcher. Men jeg kan nu alligevel godt lide dem i alle mulige afskygninger og smagsvarianter. Jeg tror faktisk ikke, der er nogle bolcher, jeg ikke kan lide.

I familien har vi en tradition for at vi skal have bolcher, hvis vi skal ”på tur” – altså ud at køre langt. At køre langt i min familie er alt lige fra at køre fra Jylland til Sjælland eller Italien. Var det slik, vi spiste, ville det være væk på nul komma fem, var det kiks, vi spiste, ville det krumme for meget… Nej, bolcher kan vi nyde. Det skal helst være forskellige slags, altså en pose blandede, så man selv kan vælge og bagefter snakke lidt om smagen på de forskellige bolcher. Hvad kan man lide og hvad bryder man sig ikke så meget om. Vi snakker tit om, at man jo også her er forskellige. Mennesker er forskellige og det er fantastisk. Jeg elsker at give mine børn den læring med her i livet. Ikke kun igennem smag på bolcher, men sådan i almindelighed. For nyligt skulle jeg ud og gå en tur med min lille dejlige bomuldshund, Alma. Solen skinnede og humøret var i top. Denne dag skulle jeg bare på en gåtur med hunden. Inden afgang fik jeg øje på en pakke rustne søm fra Søstrene Grene. De smager himmelsk, men er voldsomt upraktiske og fedtede at spise. Man blive fedtet og sort omkring munden, og fingrene bliver fedtede som bare pokker. Kender I det?

De er bare er så pokkers svære at lade ligge. Jeg tænkte: ”Jeg knækker den da lige over, så behøver jeg ikke at holde ved den”. Jeg asede og masede for at knække det tykke syvtommersøm med smag af lakrids.

Hvem har knækket et "lille" stykke af det lækre syvtommer rustne søm? Pas på - det lille stykker fylder HELE munden!!!
Hvem har knækket et “lille” stykke af det lækre syvtommer rustne søm? Pas på – det lille stykker fylder HELE munden!!!

”Knæk”, sagde det og HAPS – lige ind i mors hule mund. Sko på, hunden tripper og er klar til morgenens gåtur. Glad og frisk går vi afsted, Alma og jeg. ”Hej, hvordan går det?”. ”Hej” får jeg fremstammet til naboen, som interesseret kigger på mig og venter på svar. Jeg er begynder at snakke og fortælle om, hvordan det går. Det er svært. Virkelig svært. Det store aflange sorte bolche fylder hele min mund. Jeg forsøger forgæves at gemme det i min ene kind, men både bolche og spyt er en enorm hindring for at snakke ordentligt. ”Øh ja, undskyld, jeg har lige taget et bolche”. ”Ja, det kan jeg se”, siger hun smilende. Jeg prøver at snakke videre, men må til sidst opgive. Jeg spytter både bolche og rimelig meget sort savl ud i hånden og snakker videre med naboen. Vi snakker lidt tid, imens min ene hånd bliver mere og mere klistret. Mon Mette tænker ligesom jeg, at det er temmelig ulækkert, at jeg står med et forsuttet bolche i hånden? ”Nå, jeg må videre. Vi ses lige pludselig”, får jeg efter lidt tid sagt. Næste gang forhåbentligt uden et kæmpe hold-kæft-bolche i munden – og hånden. Så kan jeg måske lære at holde kæft… eller ikke at spise bolcher… Eller i det mindste vælge små bolcher…

Moralen må være: Hellere ingen bolcher i munden end én i hånden – eller omvendt.

Det bestemmer man jo selv. Sådan er vi mennesker jo heldigvis forskellige.

Jeg ved endnu ikke, hvad jeg foretrækker… Et kæmpe hold-kæft-bolche i munden, når man skal snakke eller et klistret forsuttet bolche i hånden, imens man snakker. Begge dele er lige upraktiske.

Hvad mener du?

Elsker du ikke også bare rustne søm?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *