Time to charge -indlægget her er en fortsættelse fra i går. Jeg slap et indlæg  i går, lige da det var ved at blive lidt spændende. I hvert fald for mig. Nu fortsætter jeg, for nu har jeg lidt energi igen.

Det er sindssygt vigtigt for mig at oplade mine batterier, før jeg løber tør. Time to charge. Det er det også for dig… og dig og dig og dig.




Dødsdage

Der skete det for 2 år siden, at mine batterier ikke bare løb tør, men brændte helt ud. Der var ikke mere tilbage. Ikke noget at komme efter. Død. Færdig. Slut. Prut. Finale. Finito. Ja, det er meget snart 2 år siden og jeg har det lidt ligesom med mine forældres dødsdage, at det er en dag, jeg helst ikke vil have, der kommer og som jeg bare skal have overstået. Tankerne og minderne omkring de dage og de tider er ikke gode for mig.

Sådan er den dag for mig. Det lyder lidt skørt at sammenligne det med mine forældres dødsdage, men minderne derfra er not-good. Den dag jeg blev sygemeldt, der døde en del af mig. Ja, faktisk så var hele september… og hele august… og hele foråret forinden ubeskriveligt hård at komme igennem. Jeg mistede mig selv mere og mere. Den dag sidst i september forsvandt jeg. Jeg døde. Jeg kunne ikke finde mig selv – og jeg leder stadig. Ikke efter den samme, men efter en gladere og klogere mig.

Udbrændt

Mine batterier har været så udbrændte, at jeg er i gang med at lade dem op. Indimellem er de godt ladet op, men mine batterier er ikke så gode til at holde i længere tid. Det bliver hele tiden bedre – heldigvis – men jeg kræver hele tiden er hyppig opladning for at kunne fungere. Det har været svært for mig at acceptere. I starten af mine sygemelding, kunne jeg ikke andet end at acceptere. Jeg sov det meste af døgnet væk i flere uger – ja, måske måneder. Jeg kan faktisk ikke rigtigt huske det, men jeg kan huske, at jeg sov. Efterhånden som jeg vågnede, kunne jeg godt glemme at sove eller have svært ved det. Tankerne fyldte for mig og larmede i mit hoved, så det var svært. Og jo mindre ro jeg fik, des værre blev det. Gang på gang blev jeg “væltet” af, at nu gik det jo lige så godt – eller bedre i hvert fald. MEN det var jo fordi, at jeg troede, at  jeg kunne mere, end jeg kunne og derfor bare kløede på. Jeg mærkede ikke mig selv. Shit, det har været en lang og strid rejse.




Accept

Jeg er begyndt at acceptere, men det er svært. Jeg er blevet bedre til at give mig selv ro midt på dagen. Med ro er det total udelukkelse af alle stimuli. Lukkede øjne og ro. Læse giver mig ikke ro. Lyde giver mig ikke ro. Afslapningsmusik er den eneste stimuli, der virker for mig. For så kan jeg ikke høre andre irriterende lyde fra huset eller vejen udenfor. Jeg er sågar nået så langt, at jeg kan skrive det på min to-do-liste hver dag, så jeg kan vinge den af, når det er overstået.

Time to charge

Hvorfor er det så svært?

Jeg har en teori om, hvorfor jeg synes, det er svært. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, så det er rent gætværk, men følelsen og tankerne derom virker rigtigt inden i.
Da jeg var barn og især ung, drak mine forældre alt for meget alkohol. Jeg træder vist ingen over fødderne, hvis jeg siger, at de var alkoholikere. Måske vender de sig i deres grav af dårlig samvittighed og skamfuldhed. Who knows?( Man har vel lov at håbe!)

Noget af det der står som virkelig pinlige og ubehagelige oplevelser for mig, var når mine venner og veninder opdagede, at tingene ikke var helt normal hjemme hos os. Jeg gjorde ALT for, at ingen skulle opdage mine families udfordringer, men indimellem så veninderne jo ting, som var anderledes. Jeg så i hvert fald tingene. Måske tænkte veninderne i virkeligheden ikke så meget over det som jeg. Jeg fik ondt i maven, snurren i hovedet, tics i øjnene og hjertebanken, når der var noget, de kunne opdage. Og det skete meget tit. Jeg husker meget tydeligt, at det var meget ubehageligt at have en veninde eller ven med hjem, som så at min mor sad og sov ved spisebordet i køkkenet. Altså med armene liggende på bordet og hovedet hvilende på armene.

Svag eller bare normalt brug for hvile

Det var sgu ikke normalt at sidde sådan og sove. Normalt ville man nok lægge sig på en sofa eller i en seng, hvis man blev træt, men det var ikke tilfældet. Ofte. Meget ofte. Og det gjorde indtryk på mig. Det var så pinligt, for hvad skulle jeg lige sige om det. I mit hoved var det et svaghedstegn, at hun havde brug for at sove midt på dagen. Det gjorde de andres forældre ikke. Det så jeg i hvert fald ikke. De arbejdede jo – tror jeg nok. Det gjorde min mor ikke, så hun kunne drikke og sove dagen lang, hvis hun ville. Dengang havde jeg ikke evnen til at vurdere, om min mor havde brug for hvile, hvilket hun jo nok havde. Jeg oplevede allermest det skamfulde over, at min mor havde drukket og sad og sov i køkkenet midt på dagen. Årsagen… Ja, hvis jeg sad og drak alkohol hele formiddag efter en heftig brandert dagen forinden, ja så ville jeg nok også blive træt. Måske kunne jeg godt finde ind i min seng, men det ved jeg jo dybest set ikke rigtigt!!!

Kroppen husker

Når jeg nu oplever, at jeg har brug for hvile og ro, så sætter det gang i mine følelser. For kroppen husker jo. Og min krop husker de dårlige følelser, der var forbundet med mine skam over min mor. Tænk at hun var så svag, at hun havde brug for at sove midt på dagen. Nøj, hvor jeg skammede mig. Det gik lige i kroppen på mig. I hjertet, i maven og i hovedet. Den skam har jeg bragt videre til mig selv. For tænk at jeg selv er så svag, at jeg har brug for at sove midt på dagen. Det har i lang tid været skamfuldt for mig. Jeg har haft det SÅ svært med at skulle hvile mig. Især hvis mine børn kom hjem fra skole og så deres mor sove til middag. For de skulle jo ikke opleve, at deres mor var svag. Forskellen ligger så bare i, at vi (min mor og jeg) var svage af forskellige årsager OG at jeg snakker med mine børn om, hvorfor jeg er så udfordret pt. Nu er jeg nået der til, hvor mine børn gerne må se min svaghed og vide hvorfor, men især må de gerne se, at jeg gør noget ved min svaghed, mine udfordringer og kommer styrket igennem det. Det er vigtigt for mig, at de ser at jeg kæmper mig op af hullet igen.

Time to charge

Derfor er det vigtigt for mig at få tid, ro og hvile, så jeg bedre kan fungere som en god og velfungerende MIG. En mig der har det godt.

Jeg aner ikke, om det er en rigtig teori, men jeg finder ro i den, fordi det giver mening for mig. Hver gang jeg gør mig nogle nye opdagelse i mit indre, så bliver jeg klogere på mig selv og kan bedre handle i den rigtige retning… FOR MIG.

 

Endnu engang tak fordi du læser med. Det gør mig altså MEGA glad.
Nu er jeg træt og trænger til ro i hovedet.

Godnat.

hjerte

 




Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *