Hvorfor kalder jeg mon dette indlæg “To be or not to be”?
Det er ganske simpelt, hvad det hele handler om for mig i dag… nemlig bare at være.

“To be or not to be” er åbningsscenen fra Shakespeares Hamlet. Det giver mig minder tilbage til min engelskundervisning på HF, hvor vi læste en masse Hamlet. Skønne tider – altså.

I dag trækker jeg stikket ud for en stund. Jeg er fyldt. Der er så meget, jeg gerne vi, men som jeg ikke kan, og det er svært for mig at acceptere “små skridt ad gangen”. Alt for ofte mærker jeg ikke mig selv, før det bliver alt for meget. Stress er en utrolig grim sygdom – og den har godt fat i mig, trods 1½ års sygemelding. Jeg er edder-fløjtende syg af det. Og det værste for mig er sådan set, at man ikke kan se det. Andre kan ikke se det. Jeg tror faktisk godt, at man kunne se det på mig i starten, for der var jeg jo nærmest en zoombie, men nu… Jeg ser vist rimelig normal ud. Lige bortset fra de ekstra kilo, der er røget på i denne rædselsfulde periode.

Du ser godt ud.

Du ligner én, der har det meget bedre.

Du skal vel snart i gang med at arbejde igen, skal du ikke?

Ja ja, det gør mig da glad, at få ad vide at jeg ser godt ud. Selvfølgelig gør det det. Jeg er da ikke et utaknemmeligt skarn, men jeg er til gengæld helt kvast. Ingen energi, hovedpine, træt, tvær, irriteret osv. Jeg holder mig i gang med daglige gåture og små løbeture. Jeg sidder slet ikke og ser tv hele dagen lang. Det skal du vide. Jeg ser ofte tv, når jeg spiser min frokost, men så heller ikke mere. Jeg er ikke ligeglad og jeg gør ALT, hvad jeg kan for at få det bedre og blive rask. MEN – shit en sej kamp. Jeg tager den gerne, men den er hård. Det er en daglig kamp.

I dag har jeg 3 aktiviteter: Jeg skal hente William på cykel, jeg skal til forældresamtale med William og jeg skal til forårskoncert. 3 ting, der allerede fra morgenen fylder mit hoved, så derfor er jeg nødt til at trække stikket i dag. Sådan er det nemlig. Det lyder absurd, men det er min virkelighed. Og jeg ved desuden allerede nu, at når jeg har været til en “aftenaktivitet”… Ja, så er jeg endnu mere påvirket i morgen. Derfor handler det i dag – indtil i eftermiddag – bare om at være… TO BE! I fred og ro.

 

Citat: To do nothing
Citat: To do nothing

 

Plan med dagens gøremål. To be or not to be. To do or not to do?
Plan med dagens gøremål. To be or not to be. To do or not to do?

Og dog… selvom jeg bare “skal være” i dag (med 3 aktiviteter sidst på dagen), så har jeg, som en daglig rutine, en huskeseddel med dagens aktiviteter. Så kan jeg løbende strege dem over. De små aktiviteter er ALLE nogle, der fylder i mit hoved. Det er jo crazy! Men planen hjælper mig hver evig eneste dag, for ellers glemmer jeg en ting eller to. Hjerne og hukommelsen er nemlig stadig på mega meget overarbejde. Jeg er nødt til at skrive alt ned, for ellers glemmer jeg det nemt.

Det sværeste i en stresssygemelding er ens egen accept og andres forståelse – eller mangel på samme. Forleden snakkede gemalen og jeg om det, og han har mange gode ord at sætte på det at være pårørende til en stressramt eller syg person. Det er skønt, at vi kan snakke om det. Jeg kunne ønske at pårørende ville fortæller det ud til hele verden, så andre kan forstå det. For andre forstår det bare ikke. Måske gør de, men min (og andres) følelse er bare sådan, at man hele tiden skal forklare og føler at man skal stå til regnskab. Og igen… De kan jo for h…. ikke se, hvordan jeg har det indeni.

Er du stressramt? Eller kender du nogen? Måske kender du disse tanker alt for godt.
Pas på dig selv – det prøver jeg også at gøre.

Albert Einstein
Albert Einstein

 

Altså… TO BE OR NOT TO BE… That’s the question…

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *